På banen var han midtpunktet. Alle holdte øje med ham. Heppede på ham og næsten løftede ham frem ved hjælp af råb og skrig. Selv når sveden haglede af ham og hans personlige duft ikke var særlig tiltalende, så var han deres helt. Faktisk så mente de, at jo mere han svedte, jo bedre. Det beviste jo bare, at han lavede det, han var bedst til. Han løb. Hurtigere og hurtigere løb han rundt om den rødbrune bane. I regnvejr og solskin løb han. I snevejr trak de indenfor og han skiftede sko for at løbe på de mere glatte arealer, men han løb.
Hvad mon de ville sige, hvis han sagde, han ville holde op? Han havde en indre forestilling om, at de ville råbe ham hovedet fuld. At de ikke villigt ville lade ham lægge skoene på hylden og holde en pause og han havde behov for en pause. De sidste par år var han blevet revet frem. Først af sin far og nu af en manager, der så en stor, fed pengepung i syne, hver gang et løb blev vundet eller et nyt dukkede på i det fjerne. Det var hele tiden nye udfordringer. Nye eller gamle modstandere, men en ting var fastslået for lang tid siden. Han skulle altid løbe for at slå rekorden. Det var der, de gode penge lå og han løb. Kastede det ene ben foran det andet. Pressede sig selv til det yderste og tit når han gik i seng, var med ikke kun med ømme ben. Nej. Han havde faktisk ondt, men det var nu ikke benene der var værste. Det var tomheden. Ensomheden.
Da det var hans far, der havde stået på sidelinien og heppet vildt på ham, havde han ikke været alene. Han havde haft sin familie tæt på. Når andet end løb dukkede op, kunne han altid snakke med sin far om det. Nu handlede det hele om penge og status. Der var ikke tid til andre mennesker og i samme øjeblik han kom af banen og væk fra fansene, var han alene. Kun sig selv og tankerne. Skulle han stoppe? Ville de lade ham stoppe? Han troede det ikke. Hvorfor skulle de? Han gjorde dem rige, men en dag fik han den bedste ide af dem alle. Han ville tabe. Med vilje ville han lade en anden komme først over målstregen og det skete. Han tabte til en anden. For første gang i mange år tabte han et løb og han slog ørerne ud. Ventede på at folk skulle bue af ham, men det skete ikke. De heppede stadigvæk. Råbte opmuntrende ord ned imod ham og han nænnede ikke at skuffe dem igen. Derfor vandt han det næste løb. Stort endda og historierne om hans nederlag begyndte at sive. Dog var der enighed om grunden. Han havde været træt, men nu var det over. Nu var han på toppen igen. Der hvor han hørte hjemme. Der hvor deres helt hørte til. På toppen. Hævet langt over alle andre.
Pengene var der. Huset og bilerne var der. Folkene til at holde det hele rent, pænt og ordentligt vimsede rundt i hans store villa. En villa han havde købt for sine hårdt tjente penge. En villa andre havde valgt til ham og han kaldte det ikke hjem. Han kaldte det villaen. Tøjet i skabene var hans, men han havde ikke valgt det. Det havde hans manager. Møblerne og den store, nye swimmingpool i haven var blevet bestemt af den kvinde, der stolt gik rundt med hans efternavn. Ikke at han klagede over hende. Hun var perfekt. I alle henseende. Han vidste, hun ikke elskede ham, men det var helt i orden. Han elskede heller ikke hende. Hun var blevet valgt til ham af andre og de var det perfekte par. I hvert fald ud af til. I villaen sov hun i et værelse og han i et andet. De delte tiderne omkring spisetid sammen, men det var sådan set også alt de delte. Ud over hans penge altså. Den brugte hun flere af end han selv gjorde, men det var i orden. De sagde ham ikke noget alligevel. De var bare kommet snigende sammen med alle de pokaler, han havde vundet igennem tiden.
Der var ingen indhold i hans liv. Intet der sagde ham noget og han vidste en ting med sikkerhed. På et eller andet tidspunkt var det lykkes ham at løbe hurtigere end hans følelser. Dem havde han mistet, men nu var de ved at indhente ham. Hvorfor? Han var begyndt at tabe på banen. Årene var begyndt at kunne ses i hans hår og mærkes i hans ben. De kunne ikke længere det samme og han blev nu udsat for, hvad han havde prøvet at opnå år tidligere. Hans fans vendte sig imod en yngre og hurtigere mand. De begyndte at bue, når han dukkede op. Kun enkelte blev ved med at se ham som deres helt. Resten hældte svinske ord ned over ham og på ganske kort tid gik han fra at være den store til den mindste. Vægten af folks tilråb begyndte at gå ham på og hans krop begyndte at vise tegn på den forfald hans liv blev udsat for. Pengene kunne ikke røres, hans kone blev, men hans krop bukkede under for presset og han opdagede en ting. Hele sit liv havde han forbandet sine fans langt væk. Ville gerne have været foruden dem, men nu hvor han var, savnede han dem. Desperat.
De havde båret ham frem. Presset ham til at gøre sit yderste. Havde heppet på ham og hele tiden havde de råbt opmuntrende til ham. Igennem tiderne havde de støttet ham og givet ham opbakning. Han havde tilhørt alt og alle og han havde hadet det. Intenst. Indtil den dag det gik op for ham, hvad han havde levet for. Deres råb. Deres smil, kys, blomster og den jublen der bølgede over banen, når han vandt. De havde elsket ham og han havde glemt at elske dem igen. Utaknemligt havde han benyttet sig af deres guddommelige støtte og nu betalte han prisen. Den ultimative pris. Han døde som en ensom mand, hvis kone hurtigt blev gift igen og hvis penge blev smidt ud til højre og venstre. Hans navn levede. I blade, på TV og i nogle folks hukommelse, men ingen holdte ham i deres hjerte. Det var et sted, han havde sørget for, han ikke opholdte sig. I nogens hjerte.