Han stormede ud af bussen, løb over gaden til Nørreport station og nåede lige at hoppe på det graffitiovermalede S-tog.
   Nu var endnu en uge til ende. Det var fredag, og han havde to fridage. Maskinrytmen blev ved med at spille i hans hjerne som en melodistump, der bliver hængende. Muskelstivheden efter dagens arbejde havde ikke fortaget sig. Den tunge luft af regnvejrssurt tøj fik ham til at føle sig mere træt.
   Da toget kørte ud af tunnellen ved Vesterport, så han, at det allerede var mørkt. Ikke kun fordi det var sidst på efteråret, der var også gråvejr. Han så på sit spejlbillede i S-togsruden. Det var ikke længe siden, at han havde klippet sit lange skæg af og havde fundet en mands ansigt, hvor der havde været en drengs ansigt, da han anlagde skægget.
   Efter villaerne begyndte betonkolosserne at stå som store desperate arme, der rakte mod den grå himmel. Han steg af på den station, hvor han boede i en af dem inden for en kort gåturs afstand. Efter at have købt en billig krimi og en pakke cigaretter i stationskiosken gik han langsomt gennem alleen med de endnu tynde små træer, som kun havde få brune blade tilbage og så henover den lille legeplads i midten. Den var tom.
   I nummer tre af fem ensartede højhuse boede han på tiende etage. Da han havde låst sig ind til det ophobede rod, overvejede han at bruge fridagene til rengøring og oprydning. Han tændte for transistoren og satte kaffemaskinen i gang med at brygge kaffe. En stemme annoncerede popmelodier, som om det var verdensbegivenheder.
   Gennem vinduet kunne han se den næste betonklods. Han kendte intet til de mennesker, der gemte sig bag disse rækker af vinduer, der varierede sig efter gardinets farve eller lampens form. Hvem kendte ham? For de fleste var han kun et vindue i rækken på den tredje skyskraber.
   Han var dog på nik med sin nabo, en spinkel pige med kort brunt hår og mørke øjne. Hun var vist nok studerende. på hendes dørskilt stod der J. Fjellgren. Hvad mon J. stod for?
   Selv havde han brudt anonymiteten og skrevet Poul Hansen på sit dørskilt Det virkede dog stadig anonymt med det typisk danske navn.
   Var det ikke længe siden, han havde set hende? Det var en uge siden, at han havde hørt hende græde gennem den papirtynde væg. Han plejede ellers at høre hende gå og nynne. Hun virkede, som om hun trivedes. Ofte havde han tænkt på at komme i snak med hende, men hvad skulle hun dog med hans selskab? Hun havde vel mange venner. Det tænkte han også for en uge siden, da han hørte gråden. De skulle nok hjælpe hende. Han sukkede.
   Nu var det vel spisetid, for maven knurrede. Der var nogle pølser i køleskabet. De blev lagt på panden og hvæsede til ledsagelse af Radioavisen, der meddelte sidste nyt fra en grusom, krig, hvorpå popmusikken dunkede videre.
   Efter at de ensformige pølser var fortærede, drak Poul sin kaffe og så fjernsyn. Han zappede fra kanal til kanal. Da han ikke havde overskud til debat efter en arbejdsuge, blev han hængende i krimiserien på DR, hvor det sædvanlige handlingsritual afspilledes. Da duellen mellem helt og skurk var ført til ende, gik han i seng.
   Under tandbørstningen betragtede han det smalle ansigt med de grå øjne. i spejlet. Var der ikke begyndt at komme grå stænk i det sorte hår?
   Han sov næsten omgående.
   Kroppen havde vænnet sig til den tidlige opvågnen i løbet af ugen, så han vågnede tidligt og blev liggende en tid og stirrede op i loftet.
   Endelig tog han sig sammen og rejste sig for at varme resten af kaffe fra i aftes. Gennem vinduet så han, at der var solskin og blå himmel i modsætning til dagen for. Han burde vel gå ud og nyde det; men hvor skulle han gå hen? Til hans ærgrelse kogte kaffen. Han drak den til to skiver brød med marmelade og gik ud under bruseren.
   Tøjet burde egentlig også vaskes, men han følte sig ugidelig. Han så det igennem og valgte det mindst snavsede og svedige. Der var ingen aftaler i dag, så skidt med lugten, og så ud en tur for at nyde det efter årstiden gode vejr, det sagde hans samvittighed han skulle.
   Det forekom ham, at der var lutter glæde omkring ham. Der var legende børn på legepladsen. Der var et nyforelsket par, der tydeligvis var glade for hinanden. Der var en far, der svingede sin lille datter rundt. Efter at have gået lidt rundt gik han ind på grillen og købte en burger. Den blev spist langsomt, han skulle jo have tiden til at gå
   Udenfor gassede en flok unge deres knallerter op og fortalte sjofle historier. Før han for nogle år siden var flyttet fra centrum, havde han selv været med i sådan en bande lømler. Han orkede ikke at regne ud, hvor mange år det var siden. Nu havde han efterhånden mistet kontakten med alle kammesjukkerne fra dengang. Ville han få nogen nye venner her? Det syntes helt umuligt. Hvilke muligheder var der? Gå med arbejdskammeraterne på værtshus efter fyraften? Det var ikke rigtig ham at sidde og hælde øl i sig og snakke om ingenting. Måske skulle han invitere dem hjem? Måske ville de sige ja, men hvad havde de fælles udover arbejdet? Gå til noget i fritiden? Det ar måske noget, han havde altid gerne villet tegne, men alt foregik jo i centrum, en togtur ekstra midt i ugen efter en hård arbejdsdag orkede han ikke.
   Hans blik faldt på en sørgmodigt udseende ældre mand i slidt tøj der sad over en kop kaffe og så forsømt ud. Nu tænkte Poul efter, om det var sådan han blev som ældre.
   Han kiggede ud på de unge. Der kom han fra.
   Han så igen på manden. Var det der, han gik hen?
   Han købte en kop kaffe for få tiden til at gå, som han hang længe over. Da han havde nået bunden af koppen, gik han hen og spillede på grillens flipperspil. For yderligere at slå tiden ihjel gik han i lokalbiografen og så en actionfilm, hvis handlingsritual ikke adskilte sig synderligt fra gårsdagens tv-krimi. Da han under slutteksterne trådte ud i verden, var det blevet mørkt. Nu ville han gå hjem og smøre nogle klemmer til sig selv.
   Mens han var på vej over alleen, flænsede en sirenelyd luften. Det var en ambulance, der susede lige forbi ham og standsede ved hans gadedør. Der stod den med åben bagdør og sendte blå lyskegler ud i mørket. Nysgerrigheden fik ham til at sætte farten op.
   Han nåede at se ambulancemændene bære hans nabo ud og lægge hende på båren. Der gik som et elektrisk stod igennem ham. En mand i halvtredserne fulgte bagefter. Hans kæbe bævrede.
   - Judith! Lille Judith! Hvorfor har du dog gjort det? sagde han.
   Det måtte være hendes far.
   De lagde hende på båren. og skubbede den ind, og manden fulgte efter. Døren blev smækket i, og væk var de, uden sirenehyl denne gang. Hvorfor?
   Der vågnede en underlig følelse i ham, mens han bed i sit rugbrød. En angst for Judiths liv - ja, nu vidste han da, hvad J. stod for. Skulle han ringe til hospitalet? Han kunne næsten høre det:
   - Hvordan går det med Judith Fjellgren?
   - Er De i familie?
   - Nej.
   - Er De en ven af hende?
   - Næh, oh - bare hendes nabo.
   - Nåh, hvor godt kender de hende?
   - Æh, ja, altså, jeg mener - jeg så hun blev hentet og så var jeg urolig ... ja, jeg kender hende næsten ikke ...
   Han følte sig dum bare ved tanken. Skulle han alligevel have ringet på hos hende for en uge siden, da han hørte hende græde?
   Efter endnu en fjernsynsaften gik han i seng og kunne ikke sove, men kastede sig frem og tilbage. Det var længe siden, han havde gjort det.
   Han vågnede senere, men følte sig ikke udhvilet. Efter at have siddet længe over morgenkaffen, tog han sig sammen og gik en tur.
   Han besluttede at tage S-toget til hospitalet. men i stationskiosken så han avisoverskriften "Tragedie i Soveby". Judiths billede prydede forsiden med et trist blik. Han bad kioskdamen om. avisen. Hjertet slog som en forhammer mod brystkassen og blodet dunkede i hans hoved. Han rodede febrilsk i pungen efter penge og tabte selvfølgelig nogle mønter. Den sure dame bag disken var tydeligt irriteret over hans rystende hænders fumleri. Endelig fik han talt pengene op, fik avisen, gik ud og satte sig på den nærmeste offentlige bænk. Han foldede stadig med rystende hænder avisen ud på den under overskriften angivne side.
   Hun havde ligget død en hel uge i lejligheden efter at have taget en overdosis af sovepiller. Hendes far havde fattet mistanke efter flere gange i løbet af nogle dage at have ringet forgæves og var derfor kommet til byen og havde brudt døren op. I hans choktilstand kunne han ikke vurdere, om hun var i live, men han fik en anden beboer på samme etage til at ringe. men ambulancefolkene så snart, at de bare skulle køre en død væk.
   På trods af det kølige vejr sad han i lang tid og stirrede tomt ud i luften.