Uha-uha. Jeg kunne selvfølgelig også have startet med: Jeg lyver aldrig, men der er ikke noget, der pisser folk så meget af, som bare antydning af skinhellighed. Så i stedet vil jeg sige: Jeg lyver ikke - kan hænde jeg af forskellige gode eller mindre gode grunde fortier ting, men jeg taler altid sandfærdigt. Jeg har nemlig samme forhold til løgnen, som en ædru alkoholiker til sprutten. Der er kun en vej - total afholdenhed.

Jeg har en mangeårig karriere som løgner bag mig. For det meste små, "uskyldige" løgne, nogle enkelte store, som fx dem overfor min daværende mand, som fortsatte i 10 år og først da vi skiltes, orkede vi kort at vende, at vi naturligvis hele tiden vidste, at løgnene var der, men begge valgte at fortie det - og sådan skal der To til en Tango (og for at foregribe den generelle mangel på fantasi: Nej, det havde intet at gøre med utroskab).

Nu, da jeg bor alene, har jeg langsomt vænnet mig til altid at sige sandheden og har haft tiden og roen til at nærme mig den betændte byld for langsomt at prikke hul, nåja, at trævle garnnøglet op er måske en mere sober betegnelse. Altså finde ud af hvorfor jeg løj. Det har hjulpet, at jeg nu er bevidst om hvilke følelser, der dukker op i mig, når jeg ikke ønsker at tale sandt, men gør det alligevel.

De små løgne (og de fleste store starter faktisk også som små). Ja, det er for nemhed skyld. Det er for at slippe for det ubehagelige ved at stå ved sig selv. Det er at sige til sin mor, at den nye jakke man har købt skam var på tilbud til ikke særlig meget - fordi man ikke orker at høre på bebrejdelser over ens manglende evne til selvforvaltning. Mere præcist, fordi man selv inderst inde er i tvivl, om man evner selvforvaltning, og måske var det lidt tosset at bruge en ½ månedsløn på en jakke. Man undgår 1) at skulle forsvare sig og 2) at føle efter hvordan man egentlig har det med det, man går rundt og gør - og så nøjes med at gøre det, der føles rigtigt Hvis man efterlever pkt. 2, ja så er pkt. 1 ikke noget problem, for det er nemt - nogle gange slet ikke nødvendigt - at forsvare det, man ved, er det rigtige for en selv.

Løgne er at udskyde noget ubehageligt. Nogle gange er løgne bare for dumme (det er de altid, men nogle gange er de direkte uintelligente). Når man lyver for at slippe for en ubehagelig situation nu og her, selv om man allerede når den forlader munden ved, at det kommer tilbage og rammer en i nakken inden ugen er omme. "Har du betalt den regning?" Ja,ja. og næste dag kommer rykkeren.

Løgne kan også anvendes som et underligt indirekte oprør. Man er sat til noget, man ikke føler er ens job - som andre eller andres forventninger har skubbet en ind i - og i stedet for at sige fra og sige det åbent, ja så prøver man så vidt muligt at undgå at gøre det, og her kan løgnen være en måde at trække deadline på.

Altimens man har det ad h. til. Man ved det jo godt. Skyld og dårlig samvittighed blandes med indadvendt oprør og man udmattes af et kæmpe mentalt arbejde med at holde løgnens tråde fra hinanden. Man skulle jo helst kunne huske løgnen, så man kan bygge videre med en ny løgn, hvis man bliver grebet i den første.
Enhver løgners bibel begynder med: Keep it simple. Lad altid løgnen ligge så tæt på sandheden som mulig. Dels lyder det mere overbevisende og dels er det lettere at huske.

Jeg har nu i 2 år været afholdsløgner - og jeg kan slet ikke beskrive hvilken energi, jeg har fået til rådighed. Først bagefter kan jeg se, hvor koncentret om mine egne fedtede løgnetråde, jeg egentlig var. Hver almindelig samtale udviklede sig til at bevæge sig gennem et minefelt - ren udmattelse. Jeg mindes Suzanne Brøggers ord, godt nok sagt i en anden sammenhæng, at hun aldrig evnede at være tilstede i Nuet, fordi hun var travlt optaget af at balance med en indre stabel tallerkener på hovedet. Sådan er det at vikle sig ind i løgne.

Men løgne er klistrede - fuldstændig som rod - de er uendeligt svære at slippe af med. Med mindre man vælger den ultimative overgivelse - at kaste sig på knæ, indrømme alt og bede om nåde. Det gør de færreste. For man udvikler efterhånden en fornemmelse af, at indrømmelse af løgnen er det værste af alt. Alt andet end det kan man klare. For er man et normalt tænkende menneske, så er løgnen jo det ultimative brud på andres tillid - og har man først brudt den, så er man ikke værdig til tilgivelse.
Store ord, men det er sådan jeg har følt det - og hvert et man i teksten kan erstattes med jeg.

Hvordan jeg slap fri? Jeg skiftede omgivelser og først derefter kunne jeg genskabe mig selv som sandfærdig. Jeg evnede simpelthen ikke at tage kampen med at gøre det godt igen overfor dem, jeg havde løjet massivt overfor.

Her bagefter kan jeg se, at den jeg svigtede mest, den jeg sårede mest, var mig selv. Jeg har fået mig selv tilbage - eller rettere, jeg har genskabt mig selv i en sandfærdig version, hvor jeg må tage det dårlige med det gode - og stå inde for det. Det sjove er, at dag for dag bliver det lettere. Jeg kan rent faktisk lide mig selv - nu efter at jeg har fået integreret en del af skyggerne. Tit får jeg tilbagefald, men heldigvis tænker jeg oftest hurtigt nok til at kunne stoppe løgnen, før den forlader mine læber.

Og nej, jeg er ikke blevet en lalleglad alt-fortæller. Hvis veninden har en hæslig kjole på, klasker jeg det ikke op i ansigtet på hende, det er slet ikke sådan det er, men al det negative, som er lidt svært at tale om, det kryber jeg ikke længere udenom, men tager fat på nældens rod og bringer det frem i lyset.

At være ærlig overfor sig selv er første skridt på vejen til at blive et helt menneske. Og så er jeg tilbage til hvorfor denne Dagbogsoptegnelse overhovedet finder vej hertil. Tja, dette er et indblik i selvet. For at kunne udvikle sig, så må man være ærlig overfor sig selv - og den, der lyver, er aldrig ærlig overfor sig selv. Der findes stygge løgne og "uskadelige" løgne, men at være løgner er ikke gradopdelt, enten er man det eller også er man ikke. Det er også for at pointere, at hver gang man orker at konfrontere et andet menneske med dets løgn (dette kan gøres på en let, humoristisk måde, hvis man ikke er til frontale sammenstød), ja så hjælper man faktisk til med at bryde en ond cirkel... Måske.