Linda havde haft en helt normal, tryg opvækst sammen med sin bror Kasper. Hun havde været et stille, intelligent og lidt tilbageholdende barn, men genertheden havde hun fået bugt med, da hun kom på højskole som sekstenårig; kokkeforskole, for at være helt nøjagtig. I løbet af det år, hun havde tilbragt på skolen, havde hun fået gode venner og fundet ud af, at hun slet ikke var så uinteressant endda, så opholdet havde udøvet mirakler ved hendes selvtillid og gjort hende meget mere udfarende. Hendes forældre ville have forsvoret, at hun nogensinde skulle lære at lave mad, men i dag var hun faktisk mere end almindeligt skrap til det og elskede at servere spændende retter for sine gæster. Hun fik da også jævnligt ekstrajobs, når nogen af de lokale havde brug for en kogekone til bryllup eller barnedåb.

Som tyveårig havde hun mødt John, en sød fyr, der var lige så sagtmodig som hun selv havde været, og de var flyttet til København sammen, hvor hun var startet på HF, fordi det aldrig var lykkedes hende at gennemføre gymnasiet, da hun var teenager - da havde hun været alt for skoletræt, men nu gik det slag i slag, og hun fik sin eksamen med et flot gennemsnit. Efter HF var det hendes plan, at hun ville i militæret og læse til officer af reserven, så hun søgte ind og kom uden de store problemer igennem nåleøjet.

Mens hun var på sergentskolen, havde hun haft bekymringer med sin kæreste, fordi hun havde en mistanke om, at han havde gang i et eller andet, hun ikke ville bryde sig om - efter et stykke tid var han begyndt at foreslå, at hun tog hjem til sine forældre, når hun havde orlov, i stedet for hjem til ham, hvilket hun mildest talt fandt besynderligt, og på et tidspunkt havde hun sågar fundet en fremmed bh i sin undertøjsskuffe.
   "Jamen det er da din, skat - kan du ikke huske den?" havde John sagt. Men nej. En B-skål havde hun aldrig ejet af den simple grund, at hun ikke havde kunnet skrue sig ned i sådan en, siden hun begyndte at gå med bh, og samtidig var den bestemt ikke i hendes stil. Og det vidste han udmærket godt. Da hun ikke lod sig spise af med den forklaring, skiftede han taktik:
   "Jeg må have fået den med ned fra tørreloftet ved et uheld," hævdede han... og den godtog hun så modvilligt. Men mistanken blev ved med at nage.

På skolen viste det sig samtidig hurtigt, at hun på trods af, at hun havde bestået de fysiske adgangsprøver uden problemer, ikke havde fysikken til at gennemføre, og hun blev da også hjemsendt efter fire måneder, som hun dog aldrig havde fortrudt, at hun havde indladt sig på. Hun havde fået nogle oplevelser for livet og følte det ikke som et nederlag - og hendes selvtillid var bestemt ikke blevet mindre. Da hun kom hjem, fik hun bekræftet den mistanke, der aldrig helt havde sluppet hende: John havde installeret en anden dame i lejligheden. Hun var blevet rasende - især fordi fjolset lige til det sidste benægtede, at det var tilfældet. Men nu var hun jo altså ikke idiot, og de snavsede trusser på soveværelsesgulvet, sengen, hvor lagner og dyner var krøllede i begge sider, makeuppen på badeværelset og kondomerne på natbordet talte alt sammen deres tydelige sprog. Hun skældte ham hæder og ære fra og tog af sted igen og fandt hurtigt et andet sted at bo. Hun kom tilbage et par gange for at pakke sine ting, mens han var på arbejde; hun var helst fri for at se ham. Da hun dukkede op efter et par uger for at hente sine ting, var låsene skiftet ud, og hun måtte til sin store fortrydelse ringe på i sit eget hjem. Og selvfølgelig var det ikke-eksisterende pigebarn der også, bare for at gøre ydmygelsen total. For at sætte prikken over i'et viste det sig at være ingen ringere end den unge, lidt dumme, au pair-pige, som hans søster havde importeret fra Sydafrika.

Da Linda, Kasper og deres far gav sig til at bære kasser ud, lagde hun mærke til, at det så ud, som om nogle af kasserne havde været åbnet. Det var åbenlyst, at John lige havde været dem igennem, formentlig for at tjekke, at hun ikke havde taget noget, som ikke tilkom hende - og i den proces havde han blandt andet opdaget, at hun havde to wokker og havde skyndt sig at nappe den ene. Linda gik straks ud og konfronterede ham med det.
   "Jamen du har da ikke brug for to wokker," forsvarede han sig, så prompte, at man skulle tro, at han havde stået foran spejlet og øvet sig på det. "For det første skal du overhovedet ikke blande dig i, hvad jeg har brug for, for det andet skal du ikke rende og stjæle mine ting, og for det tredje ved jeg udmærket godt, at du ikke er i stand til så meget som at koge et æg, så hvad du skal med min wok, begriber jeg ikke!"
   "Næh, det ved jeg godt, men det kunne jo være, jeg kendte andre, der godt kan lave mad, og i øvrigt har du jo fået den ene af mine forældre," sagde han frækt, men Linda kunne godt se på ham, at han ikke følte sig så fræk, som han lod. Hans lyse hud afslørede ham, som den altid havde gjort; han var kobberrød i ansigtet.
   "Hvis du tror, at din lille luder der skal overtage mine ting, tager du fejl! Og hvad har det med sagen at gøre, at jeg har fået den af dine forældre? Det er da stadig min!" Da hun gik ham nærmere på klingen, viste det sig, at han systematisk havde gennemgået samtlige kasser og omhyggeligt fjernet alt, hvad Linda gennem de tre år, de havde kendt hinanden, havde fået af gaver, dels af ham selv, dels af hans forældre og andre af hans familiemedlemmer. Hun var simpelthen målløs. Havde han virkelig forestillet sig, at det var sådan det fungerede? At man bare sådan kunne tage sine gaver retur og give dem videre til den næste? Det lykkedes hende at få de fleste af sine ting rekvireret tilbage, hvorefter hun tændte en smøg under hans højlydte protester; mens hun var væk, var han nemlig holdt op med at ryge til ære for den affære, han ikke havde, og nu ville han ikke have røg i sin lejlighed.
   "Ved du hvad, bror Lort?" sagde hun tørt. "Jeg har boet her sammen med dig i tre år, og vi har hele tiden haft røget begge to. Du tror da vel ikke selv på, at du pludselig skal bestemme, at jeg ikke må ryge i mit eget hjem? Og så til ære for din dåse der? Næh, kammerat - det eneste, der ærgrer mig i den forbindelse er, at jeg ikke lige har et Caminanteskod på lager!" Efter denne salut tog hun omhyggeligt samtlige de smykker, han havde foræret hende, inklusiv forlovelsesringen, og pakkede dem omhyggeligt ind i toiletpapir, mens han så undrende til - og så vinkede hun ham med ud på toilettet og lod ham se på, mens hun skyllede det hele grundigt ud i tønden, et stykke ad gangen, og sluttede af med en spand vand, bare for at sikre, at det nu også var kommet helt ud, så han ikke kunne samle det op igen. Derefter tog hun af sted. Hun havde ikke talt med ham siden, men havde hørt gennem fælles bekendte, at han siden havde fået to børn med den kære au pair-pige, som han som bekendt absolut intet havde kørende med. Tal lige om ubesmittet undfangelse! Senere endnu hørte hun med en vis skadefryd, at de var blevet skilt, og at hun var taget hjem til Sydafrika med børnene.

Efter John havde der været Otto, som hun havde mødt på sit arbejde, hvor hun gjorde rent, mens hun ventede på at komme ind på Københavns Universitet. Ham havde det kun holdt et år med - da det gik op for ham, at hun da egentlig havde en forestilling om, at hun godt kunne tænke sig noget lidt mere forpligtende, der for eksempel kunne inkludere noget så vildt som børn på et eller andet tidspunkt, fik han kolde fødder og smed hende ud. Hans undskyldning var, at han ikke var klar til at få børn og blive bundet af dem... at han allerede havde en halvstor søn af tidligere forhold, som var en virkelig dejlig dreng, som Linda hurtigt havde fået et meget tæt og kærligt forhold til, og som efter sigende var alt andet end et uheld, var sagen uvedkommende. Linda havde en mistanke om, at det, som det i virkeligheden handlede om var, at sønnen, som boede hos ham, havde fundet ud af, at han gerne ville prøve at bo hos sin mor - og så havde Otto jo ikke længere brug for en surrogatmor til ham. Og hun havde selv givet ham muligheden for at komme med den bekvemme, om end noget tynde, undskyldning, at han ikke ville bindes.

Senere var Linda flyttet ind hos Birger, en tidligere narkoman, som hun havde haft et yderst turbulent forhold til. Så flyttede de fra hinanden, så flyttede de sammen igen, idet de åbenbart ikke kunne undvære hinanden. Birger syntes, at Linda gik for meget op i bagateller, mens Linda på sin side fandt, at Birger var et uansvarligt pattebarn, som man i bund og grund ikke kunne stole på. Og i øvrigt brød hun sig absolut ikke om, at han ikke havde løsrevet sig fra narkomiljøet, fordi han da egentlig syntes, at det var en meget fed lille nebengeschæft, at han kunne gå og sælge hash og crack og det, der var værre, til sine tidligere kammerater. En af de gange, hvor de var flyttet sammen igen, havde Linda insisteret på at være den, der ejede den lejlighed, de boede i, så hun købte den af Birger, mens han købte en anden lejlighed i samme ejendom, og herefter gik det længe godt, fordi hun nu følte, at hun havde lidt styr på situationen. Det var i denne periode, at de var blevet enige om at få et barn.

Linda var begyndt at bløde, da hun var 14 uger henne, men da hun ringede til Birger for at få ham til at køre sig på hospitalet, fik hun den korte besked, at det havde han sandelig ikke tid til lige nu. Han havde travlt.
   "Hvad sagde du?" spurgte hun. "Sig mig engang, gik det ikke op for dig, hvad jeg sagde? Jeg er ved at tabe vores barn, og så har du ikke tid! Sig mig engang, tager du PIS på mig?"
   "Jeg kan da ikke bare gå fra arbejdet," sagde han. Joh, det kunne han nu godt. Han gjorde rent, og han styrede helt selv sin arbejdstid.
   "Har du tænkt dig at komme og køre mig? Ikke? Fint. Så skal du ikke regne med mig. Jeg er træt af at have en kæreste, jeg ikke kan regne med, når jeg har brug for ham!" Med de ord knaldede hun røret på og fik i stedet sin overbo og gode ven til at følge sig til hospitalet i taxa, og det viste sig ganske rigtigt, at hun havde tabt barnet og skulle have en udskrabning. Birger kom og hentede hende på hospitalet, da hun blev udskrevet et par dage efter, og havde den uhørte frækhed at opføre sig, som om alt var normalt. Men det var det efter Lindas bedste overbevisning absolut ikke.
   "Jeg vil gerne have, at du flytter dine ting med det samme," sagde hun allerede i bilen. "Jeg vil ikke bo sammen med dig mere, og jeg vil ikke have mere med dig at gøre. Det var simpelthen dråben, den opførsel, at du ved det." Birger havde en anden lejlighed, så det var som sådan ikke noget problem for ham. Men ikke om han ville forstå det. Han tiggede og bad og truede og friede i ren desperation og i en stor, utroværdig pærevælling, men Linda var ubønhørlig. Han havde svigtet hende så mange gange, og det her var ganske enkelt for meget. Efter et par uger havde hun opgivet at få ham til at forstå det og havde med venners hjælp stillet hans ting ud i gården - så kunne han fjerne sit lort eller lade være. Og endelig havde han fattet vinket med vognstangen, selvom han dog efter et stykke tid lige skulle prøve at mase sig ind i lejligheden en sidste gang for at stikke hende et par på kassen. Heldigvis havde Linda haft gæster, og han var blevet smidt ud med hovedet først.