Med Birger ude af sit liv slikkede Linda først sine sår i en periode, hvor hun ikke rigtig så noget til andre mennesker og brugte mest tid på at sidde derhjemme med kattene og læse bøger. Og så oprettede hun en dating-profil på Internettet. Hun havde aldrig været god til det der med at anskaffe sig nye herrebekendtskaber i virkeligheden - mest fordi hun simpelthen ikke anede, hvor hun skulle møde dem henne - og inden for de sidste år havde hun fundet et par virkelig gode veninder gennem nettet, så hvorfor egentlig ikke også en kæreste? Så kunne man skrive sammen med ham et stykke tid og få et indtryk af, hvordan han var, inden man overhovedet mødtes med ham. Hun var blevet enig med sig selv om, at hun ikke skulle have flere umodne mænd, man ikke kunne regne med, så hun søgte bevidst efter profiler med en alder på mellem fyrre og halvtreds år - selv var hun lige blevet tredive. I den aldersgruppe forestillede hun sig, at det måtte være begrænset, hvor mange snothvalpe, hun kunne rende ind i . Og så fandt hun sin Allan. Han var seksten år ældre end hende og virkede moden og ansvarlig. Derudover forstod han at formulere sig - han kunne skrive i et sprog så forrygende, at Linda blev helt varm indeni; hun havde nu altid haft et eller andet med folk, der forstod at udtrykke sig...måske fordi hun dels selv var uofficiel verdensmester i det danske sprog, dels holdt af at læse. Samtidig havde hun en lille, men solid, indtægt på at oversætte bøger fra engelsk og amerikansk til dansk, hvilket skærpede hendes fornemmelse for sproget yderligere.

De havde skrevet sammen i nogle uger, hvorefter de var mødtes. Munden havde ikke stået stille på nogen af dem, og de følte begge, at de havde fundet en sjælefrænde. Der gik ikke længe, før de var flyttet sammen; da de havde kendt hinanden i et år blev de gift, og snart efter var Linda gravid med deres første barn. Hurtigt måske, men ingen af dem var jo helt unge, så de havde ikke ubegrænset tid. Og selvom Allan til at starte med havde bedyret, at hvis hun ville have børn, så ville det kræve en fandens masse snak for hendes syge moster, så endte det nu alligevel til hendes store overraskelse med, at det var ham, der bragte emnet op. De var lykkelige i nogen tid, men så var det at Allan var blevet arbejdsløs, lige efter at Linda var blevet gravid med nummer to. Og det gjorde et eller andet ved ham, der lidt efter lidt fik deres forhold til at smuldre.

Selv havde Allan en voksen søn, Eddie, og en datter, Mary, på seksten fra et tidligere forhold, og især sønnen var ikke ligefrem det barn, en far drømmer om at få - for slet ikke at tale om det papbarn, en ny kone drømmer om at få! For at være helt nøjagtig var han i modsætning til sin far lige omkring tyve procent dummere end en halmballe, uhyggeligt selvoptaget og umådeligt barnlig. Han opførte sig som oftest som en forkælet tolvårig, hvilket især Linda fandt ekstremt ucharmerende, specielt når man tænkte på, at knægten snart blev fireogtyve. Allan brød sig heller ikke om det, men kommenterede det kun sjældent - det var jo trods alt hans søn, og han skulle sandelig have det godt, når han var på besøg. Ja, selvfølgelig skulle han det. Og Linda syntes såmænd også at han på sin vis var rar nok, så hun og knægten havde et fint forhold uden de store gnidninger - han var aldrig flabet over for hende, og hun havde på fornemmelsen, at han nærede større respekt for hende end for sin far. Måske fordi hun netop ikke bare fandt sig i hvad som helst.

Men det, at Allan ikke blot accepterede en hvilken som helst opførsel fra hans side, men tilsyneladende var totalt blind for de uheldige sider, som alle andre end Allan selv mente, at hans søn havde, irriterede hende ud over alle grænser, selvom hun som oftest undlod at give udtryk for det - det førte såmænd heller ikke til andet end et nyt plat skænderi. Han havde for eksempel endnu ikke bemærket, at sønnen aldrig kom på besøg uden at give sig til at kræve ind i samme sekund, han kom ind af døren. Det var konsekvent. Altid var der et eller andet, han skulle gøre for ham - det var for så vidt også i orden, men kunne han dog slet ikke gøre noget som helst selv? Han kom bare anstigende og sagde "Du skal finde det her spil til mig på Internettet, du gamle, for jeg gider ikke betale for det" eller "Du skal lige geninstallere hele min computer for mig, du gamle, for jeg er kommet til at slette den, og jeg har ikke haft tid, fordi jeg skulle på druk". I sidstnævnte tilfælde havde han sågar med møje og besvær slæbt computeren med fra den anden ende af landet, så farmand kunne gøre det for ham, som et tolvårsbarn kunne have gjort. I Lindas øjne ville det have været lettere bare selv at installere skidtet, men okay, sagde hun til sig selv - sådan er vi jo så forskellige. Nogle mennesker vil gøre sig de utroligste anstrengelser for at slippe for at gøre noget selv.

Han kunne, apropos druk, også bruge ufattelig meget energi på at prale af, hvor meget han havde drukket i denne eller hin weekend, og det gik fuldstændig hen over hovedet på ham, at hverken hans far eller Linda eller for den sags skyld nogen andre havde nogen udpræget interesse i at høre om hans absurde udskejelser; han fortsatte bare med sin ensporede kværnen til stor irritation for især Linda. Hans far var vel vant til det, eller også bildte han sig ind, at sønnen ville få traumer for livet, hvis han til en forandring bad ham flette næbbet. Heldigvis kom han kun et par gange om året, fordi han boede så langt væk, men så kom han til gengæld også ofte med dags varsel uden at give nogen form for information om, hvor længe han havde tænkt sig at blive. Som regel sendte han blot en SMS til sin far, hvor han skrev noget i retning af "Jeg kommer med toget den og den dag klokken det og det", hvorefter han efter alt at dømme slukkede telefonen - i hvert fald var det altid umuligt at få fat i ham, hvis det ikke passede ind i planerne, at han skulle dukke op lige der, hvor han havde besluttet. I Lindas øjne var det usandsynlig uopdragent bare at gå ud fra, at de (eller rettere hun, for Allan var på magisk vis altid i stand til at finde på et eller andet enormt vigtigt, som han lige var nødt til at gøre lige nøjagtig, når toget skulle komme) da selvfølgelig til enhver tid stod til rådighed for at hente ham på stationen, der lå femten kilometer væk. Mere end en gang havde hun til sin store irritation måttet aflyse andre for længst planlagte arrangementer, for at han kunne blive hentet på stationen, men uanset om hun brokkede sig eller ej, så blev det aldrig anderledes.

Ja, Eddie havde lagt beslag på mange tanker fra Lindas side. På et eller andet plan havde det også været medvirkende til, at hendes og Allans forhold var gået ned ad bakke - naturligvis ikke af ond vilje fra hans side, for han var i bund og grund kun glad for, at hans far havde fundet kærligheden, men mere fordi Linda fik mindre og mindre respekt for den mand, som hun efterhånden kom til at se som noget af en vatpik. På en eller anden måde lykkedes det ham også altid at få deres skænderier til at handle om Eddie, og det fik ham nok til at fylde mere i billedet, end han burde.

Mary havde måske fem eller seks brikker mere at flytte rundt på end sin bror, om end hun heller ikke just var et geni, og opførte sig da også nogenlunde normalt, bortset fra at hun var nøjagtig lige så uopdragen og ludhamrende doven som sin storebror. Hun var en forfærdelig gås; ganske ligesom halvfems procent af alle teenagere, men i bund og grund meget sød. Det største minus ved hende var hendes usandsynlig ulækre uvane med at sidde og pille i sin urene teenagehud, så der dannede sig store sår, hvorefter hun knipsede det afpillede på gulvet eller afsatte det i sofapuderne. Det kunne muligvis tænkes, at grunden til hendes relativt normale opførsel var, at det af en eller anden grund tilsyneladende kun var hendes bror, det var synd for på grund af skilsmissen. Løjerligt nok, for han havde været voksen og flyttet hjemmefra, da de flyttede fra hinanden - i modsætning til sin søster. Men de havde åbenbart ment, at han var en sart eksistens, der skulle beskyttes. Jo tak - hans to domme for overgreb mod mindreårige sagde ligesom det hele.

Og så var der jo ekskonen: Anita. Hun var virkelig et kapitel for sig. Evig og altid ringede hun for lige at tjekke og aftale både det ene og det andet for Mary. Linda mente ellers nok, at en næsten voksen ung pige skulle være i stand til at lave aftaler med sin far selv, men Allan fandt det åbenbart helt naturligt. Så havde han jo også en undskyldning for at snakke med hende ikke bare en gang imellem, men så godt som hver eneste dag - til tider flere gange om dagen. Linda havde længe haft en mistanke om, at de ikke var helt færdige med hinanden, de to, og nu hvor skilsmissen var en realitet viste det sig da også, at det ikke var hende, der var tosset: Aldrig så snart var separationsperioden overstået og skilsmissen fuldbyrdet, før Allan var indlogeret hos Anita. Endnu en gang havde Linda fået bekræftet, at hun skulle lytte til sine instinkter - hvorfor pokker gjorde hun det dog ikke? Det var nu ikke sådan, at hun troede, at det var fordi de to pludselig havde genopdaget de store følelser for hinanden - hun havde mere på fornemmelsen, at det handlede om at overgive sig til den gode gamle tryghed. De to havde trods alt kendt hinanden i næsten tyve år, og Linda var åbenbart både for krævende og for uforudsigelig til at Allans gamle, konservative hoved kunne holde til det.