Så var det overstået. Linda tog en dyb indånding og vendte for sidste gang ryggen til det gamle, hvide bindingsværkshus, som hun havde anset for at være sit drømmehus, og som hun havde troet, at hun skulle blive gammel i sammen med sin elskede Allan. Men sådan skulle det ikke være. Nu ville han skilles, og hun havde ikke råd til at blive siddende i det alene med de små. I det mindste havde han indvilliget i, at de ventede med at sætte huset til salg, indtil den lille var født, så hun kunne blive boende indtil da. Så havde hun ikke også det at spekulere på, og samtidig havde hun nogen tid til at finde et ordentligt sted at bo. Den ros skulle han da have.

Hun havde i det hele taget ikke været heldig med sine mænd, men denne gang havde det været både hans (det havde hun da i hvert fald gået og bildt sig ind) og hendes livs kærlighed - og alligevel havde det ikke kunnet gå. Endnu en gang var hun faldet for en af de sære, og med alderen var hun vist også selv blevet lidt sær og sværere at gøre tilpas, end da hun var yngre. Hun var ikke blind for, at hun havde sine fejl; blandt andet havde hun en forfærdelig dårlig vane med at tie med det, der irriterede hende, og så blive utroligt hidsig, når det blev for meget. Han på sin side var tilsyneladende ude af stand til at se, at der også kunne tænkes at være fejl på hans side. En ting, der virkelig havde drevet hende til vanvid, var hans særlige evne til at blive eddikesur over en eller anden uigennemskuelig bagatel, hvorefter hun blev lagt på is i dagevis; til tider endda i ugevis. Når de så endelig talte sammen igen, blev det konsekvent vendt til, at det var hende, der var blevet sur over et eller andet. Ja, som regel blev hun sur; det kom hun ikke udenom. Men personligt mente hun nu egentlig ikke, at der var noget odiøst i at blive sur over at få den kolde skulder uden varsel og uden påviselig grund. Det sidste år inden beslutningen skete det med mere og mere jævne mellemrum.

Hun strøg det røde hår tilbage og gik hen mod bilen, hvor hendes kære, trofaste bror Kasper sad og ventede på at lege chauffør for hende endnu en gang - åh ja, ham kunne hun altid regne med. Altid havde han været der, når tingene var gået i fisk for hende endnu en gang, og aldrig med et bebrejdende ord. Michael var hos sin mormor og morfar og skulle overnatte der, og selv skulle hun med sine to veninder, Anne og Jeannette, der havde hjulpet med at flytte, og lille Ellen hjem til det lille lejede hus, hun havde fundet til sig selv, ungerne og kattene og prøve at gøre det bare lidt hjemligt, inden bedsteforældrene kom med Michael i morgen. Michael elskede at være hos sin mormor og morfar, og der var ingen grund til at gøre det sværere for ham end højst nødvendigt ved også at slæbe ham med hjem midt i det værste flytterod. Ellen var kun fire måneder og var tilfreds bare hendes mor var hos hende.