Jeg sidder på mit værelse, og kan hører mine to veninder snakke, hygge og grine nedenunder. Egentlig vil jeg gerne ned til dem, men alligevel bremser jeg mig selv i det hver gang. Jeg kan ikke overskue det.
Måske er det bare noget, jeg bilder mig selv ind. Måske er det rigtig nok, når andre siger, at jeg ser ud til at have det godt. Jeg ser glad ud. Måske er det rigtigt.
Jeg føler mig bare ikke rigtig glad. Men egentlig, så har jeg det jo meget godt. Og for det meste, smiler jeg også. Og er glad.
Men øjeblikkene, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Ikke ved hvad jeg har lyst til eller hvor jeg har lyst til at være, er der bare. Og jeg ved ikke, hvordan de skal håndteres.

Jeg er tosset med at bo i storbyen. Jeg er vildt glad for mit studie og især glad mine nye bekendtskaber. Men alligevel er der noget. Et eller andet sted.

Jeg savner at være ude og rejse. Jeg savner en kæreste. Jeg savner de mennesker, jeg brugte 4 måneder af mit liv sammen med. Jeg savner at have styr på min økonomi. Jeg savner den tid, hvor jeg var god til at være alene.
Men jeg elsker mit liv som studerende!

Det er et år siden, jeg tog ud og rejste. Det, der ventede mig, skulle vise sig, at være det bedste jeg længe har gjort. Den skræmmende følelse, jeg havde inden jeg tog afsted. Følelsen af, at det jeg gjorde, var helt forkert er jeg taknemmelig for, jeg aldrig lyttede til.
Jeg tror, jeg nåede at komme igennem næsten hele følelsesregistreret. Da jeg sidder midt i en oversvømmelse, med nogen mennesker jeg kun har kendt i 4 dage, startede rutschebanen. De blev min familie, mine bedste venner og kom skræmmende tæt på.

Da jeg efter 7 dage bliver kysset midt i regnen, troede jeg, at jeg stadig kunne kontrollere mine følelser. Men da jeg herefter gang på gang enten går hånd i hånd eller grædende hjem fra en bytur, indser jeg, at det kommer jeg nok aldrig til.
En canadier står dog pludselig foran mig og redder mig fra endnu sådan en aften. Men efter han rejser hjem, er jeg tilbage i samme mønster.

Jeg forelsker mig i regn-gutten og prøver diskret at overbevise ham om, at det skal være os to. Efter adskillige tårer, utallige diskussioner og uendelige nætter i samme seng, viser det sig at jeg blev taget i mangel på bedre.

Jeg tror ikke, jeg sagde farvel til ham i lufthavnen.
----

Min oprindelige rejse ender ud i en ekstra måned sammen med 3 andre. En helt fantastisk måned.
Under min rejse blev jeg tvunget til at tage stilling til, hvem der var gode for mig og hvem der ikke var. Jeg var sikker på, at når jeg kom hjem, ville alt, jeg havde efterladt uløst, være løst. Jeg forandrede mig på mange punkter og det var jeg overbevist om, at alle andre derhjemme også gjorde. Det var bare ikke helt sådan det foregik.

Da jeg pludselig ikke havde regn-gut omkring mig længere, opstod der et savn til Medhjælperen. Jeg tror, savnet hele tiden havde været der, men det blev bare skudt i baggrunden. Men tilsyneladende, var savnet gengældt. Der blev lovet en masse, som jeg valgte at stole på skulle indfries når jeg vendte hjem.

Da jeg ser ham stå foran mig efter 4 måneder, er det som om, at alt er anderledes. Han kigger på mig på en anden måde. Holder om mig på en anden måde. Da vi har haft sex, er det hele også anderledes. Det hele blev pludselig så intenst, men bagefter lå jeg mest af alt med en følelse af… Ingenting, tror jeg.
Samtidig havde jeg en følelse at, at vi hørte sammen. At alt det vi havde snakket om, vi skulle nå, når jeg vendte hjem, skulle ske nu. Men efter vi siger farvel til hinanden, er det som om, at der bliver lukket af for al kontakt. Han tog afstand og det hele virkede påtaget.

På et tidspunkt tror jeg vi kommer frem til at det ikke skal være. Eller han gør. Jeg lader som om jeg er enig for ikke at se ud som hende, der troede det hele skulle ende lykkeligt. Herefter bliver alting endnu mere påtaget end nogensinde før. Det hele virker som noget, vi gør fordi vi skal, for at vise at vi kan finde ud af at være venner. Vi skulle være stoppet længe før, hvis vi skulle være venner.
Nu er han i Sverige.
Da han fortalte mig at det var der, han skulle tilbringe de næste 3 år, kunne jeg ikke give ham et oprigtigt ”Tillykke”. Jeg kunne ikke overskue, at han skulle være væk. Sådan rigtig væk i min hverdag. Ikke når jeg lige var kommet hjem. Ikke når vi skulle prøve at finde ud af det. Ikke nu.
Men jeg sagde selvfølgelig tillykke. Og var glad på hans vegne. Stolt af ham. Opmuntrede ham, da han ikke troede han kunne klare det.

Tror måske bare vi stoppede med at snakke sammen. Så nu sidder han i Sverige, har succes og er blevet kærester med en fra min hjemby. Hører fra ham engang imellem. Måske det er okay. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg kunne godt lide ham. Men chancen har vidst været der!
---

Faktisk tror jeg at mit liv er blevet endnu mere rodet efter min rejse end det var før. I hvert fald virker det som om at jeg har endnu mindre styr på det.
Jeg ender for det første med at blive ”en af drengene” på arbejdet. Falder fuldstændig i spænd med de to mandlige medhjælpere og på kort tid får jeg alle historier om alt det jeg gerne vil høre, men mest om det jeg ikke vil. Jeg nyder deres selskab og især at jeg ikke finder nogen følelser for nogen af dem. De hjælper mig igennem en hel masse og fortæller mig, hvornår jeg må tage mig sammen.

En aften, jeg rammer byen sammen med dem, bliver jeg væk. En tendens jeg tilsyneladende har det med at gøre meget ud af for tiden. Jeg støder ind i to andre fyre, som jeg falder i snak med. De holder mig med selskab resten af natten. Den ene er ærlig fra starten og fortæller at han har en kæreste. Alligevel mærker jeg adskillige gange hans hånd på min ryg eller lår.
Jeg ved, jeg burde sige nej. Men alligevel glemmer jeg alt hvad der hedder ’søster-solidaritet’ og bliver glad for berøringerne.
Han giver mig hans nummer og beder mig om at give lyd.

Efterfølgende holder vi kontakten. Mødes i byen. Kysser for første gang. Finder et andet sted at være end centrum af dansegulvet. På en underlig måde får han mig til at grine helt ind hvor det kan mærkes. Jeg tror ikke, jeg tænker. Overhovedet. I stedet nyder jeg vidst bare øjeblikket. At han er der. At jeg er der. Sammen.

I sommers møder jeg ham igen på festival. Også her ender det i noget kysseri. Og midt i alt det her, kan jeg ikke rigtig kende mig selv. Han lover mig intet. Tror jeg egentlig heller ikke jeg havde brug for.
Men da jeg får en besked fra ham et par uger efter, om at han synes vi skal droppe kontakten, bliver jeg alligevel påvirket. Jeg vidste jo godt, at det var sådan det skulle ende på et tidspunkt. Men tror måske jeg havde en ide om, at det var mig der skulle tage beslutningen.
Måske blev jo nok egentlig ret skuffet. Jeg bemærkede i hvert fald en tåre trille ned af min kind.
Jeg har ikke hørt fra ham siden. Og det er nok også godt nok.
----

På samme festival jeg mødes med kæreste-gutten, opdager jeg at en god kammerat fra gymnasiet også er af sted. Denne kammerat er den kammerat, som jeg sad til afskedsfest ved for omkring 2 år siden. Her møder jeg hans kammerat, som tilsyneladende finder mig sød og jeg ligger mig til at sove i hans arme. Alt imens min daværende kæreste ligger derhjemme.
Denne kammerat er også med til festivalen. Igen igen er jeg blevet væk fra folk omkring mig, men vælger at mødes med de to. Vi fester hele natten og tager videre hjem til deres lejr og drikker morgen-øl. Jeg ligger mig til at sove i deres telt. Men ender med at kysse med selv samme kammerat som for 2 år siden. Alt imens hans kæreste ligger derhjemme.

Lige med denne fyr, føler jeg det er anderledes. Jeg tror aldrig helt jeg har glemt ham. Snakket med ham af og til. Bare for lige at høre hvordan han har det.
Men tilsyneladende kan vi kun finde ud af at være sammen, når vi egentlig ikke må.
Vi møder hinanden dagen efter. Hvis jeg havde villet, kunne jeg måske have kysset ham igen. Men bliver (heldigvis) hevet med hjem i lejren og går alene i seng.
Igen kan jeg ikke helt kende mig selv i den situation jeg endnu en gang har sat mig selv i.
----

Da jeg tog af sted, var mit forhold til Gym-gut ikke af de bedste. Jeg forlod Danmark med en forhåbning om, at når jeg kom hjem, så ville jeg være meget mere sikker på mig selv og det jeg står for. Det tror jeg egentlig også, jeg var.

Da jeg første gang møder ham i byen, mindes jeg, at han prøver at bortforklare alt hvad der blev sagt inden jeg rejste. Jeg tror det er gået op for mig, et eller andet sted undervejs, at uanset hvad han siger, så kan jeg ikke stole på ham. Det var de ord han forlod mig med. Jeg husker ikke hvornår eller hvordan, men jeg tror vi er sammen nogen gange efter jeg er vendt hjem. Men det er den samme historie om og om igen.
De næste mange gange vi mødes, er min forsvarsmekanisme sarkasme. Uanset hvad han siger, har jeg altid svar igen. Fordi jeg ikke stoler på ham. Men rigtig gerne vil tro på det gode, der er i ham. Men jeg tør ikke længere vise ham min sårbarhed. Selvom den sikkert tydeligt har skindet igennem hele tiden.

En aften, næsten ædru i byen, står han foran mig og vil tale med mig. Jeg kan ikke overskue situationen og har derudover også en veninde, der trækker i mig for at danse. Jeg fornemmer på ham, at han virkelig gerne vil snakke med mig. Sidst på aftenen trækker han mig med udenfor. Jeg kigger opgivende på ham. Jeg vil ikke høre på flere løgne. Jeg kan ikke mere.
Jeg bliver bedt om bare at lytte til hvad han har at sige. Jeg tier stille og er stille de næste 10 minutter. De ord, der nu kommer ud af munden på ham, har jeg hørt så mange gange før. Undskyldninger, forklaringer, bønner om tilgivelse og flere chancer. Sarkasme er igen mit eneste modspil.
Endnu en bøn. ”Anne, tro på mig. Jeg ved, jeg dummet mig. Såret dig. Forspildt min chance. Men jeg beder dig om en chance til”.
Han følger mig hjem. Et kys i panden og et løfte om kontakt næste dag. Jeg hører selvfølgelig aldrig fra ham.

Jeg ender endnu en gang i byen. Beder ham om at følge mig hjem. Da jeg alligevel ikke vil vente på ham, resulterer det i en meget undskyldende besked fra ham dagen efter. Spørgsmål, som han aldrig har stillet før. Han vil gerne ses. Jeg vil så inderligt gerne tro på ham. Så beder ham om at give lyd når han har mulighed for at ses.

En fredag ser jeg mig selv blive meget fuld til fredagsbar og herefter sende en besked om at han skal komme hjem til mig. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg gør det. Jeg ved, at han ikke har drukket og tror egentlig ikke helt, jeg tror på, at han vil gøre det.
Men foran mig står han pludselig og vil gerne overnatte. Jeg havde sagt til mig selv, at det med sex ikke var noget, vi skulle. Men væk var mine grænser.
Da han bagefter vender ryggen til mig, ved jeg, at det var dumt. Jeg fortryder, at jeg ikke sagde nej.

I starten troede jeg bare at det var blevet en kamp for mig. Jeg ville have ham til at indrømme, at jeg var mere end bare en af de andre. Men da han ikke holder om mig, rammer det mig. Det rammer et sted, jeg ikke tror, han har ramt før. Jeg vil så gerne vise alle andre, at de tager fejl, når de dømmer ham. Når de nævner alle de dårlige ting, han har gjort. Når de gang på gang siger han ikke er god nok. Jeg vil så gerne, at de kan se alt det jeg ser. Jeg ville så gerne, at han for én gangs skyld, kunne fortælle mig sandheden.
Jeg har ikke lyst til det her mere. Så jeg bad ham om at fortælle mig, hvad han ville. Bund ærligt uden nogen form for løgne eller facader.

Han vil ikke, hvad jeg vil. Så derfor siger jeg, at vi skal lade hinanden være.
Jeg har ikke hørt fra ham siden. Og hvis jeg mærker efter. Sådan helt inde. Så tror jeg, jeg savner ham.
----

I det hele taget har der været mange situationer, hvor jeg har overrasket mig selv.
Først var der ham på hytteturen, som var ret sød. Så var der ham på pubcrawlen , som snakker meget med ham fra hytteturen, men som også var ret dejlig og som egentlig ramte mig et sted indeni.

Men så for et par uger siden, kom ham den rare kammerat fra studiet, og tog sig af mig til endnu en meget fuld fredagsbar. Og han snakker endnu mere med ham fra pubcrawlen end ham fra hytteturen gør. Og han har egentlig været der et par gange nu. Og viser en interesse for mig, som jeg ikke har oplevet længe. Men pludselig står jeg i den situation, som jeg aldrig plejer at stå i.
”Jeg tror måske du er det dejligste menneske, jeg har mødt længe”.
Og så er det jeg prøver at forklare ham at mit liv er et rod og at det ikke er noget, jeg synes han skal ind i.
”Hvis det er tid du har brug for, så har jeg masser af den”.
Og jeg ved ikke om det er tid, jeg har brug for. Eller om jeg har brug for ham.
Jeg bliver stadig irriteret når jeg ser ham fra pubcrawl snakke med nogen andre. Og det har jeg ingen ret til. Følelserne for kammeraten ville jeg virkelig gerne finde frem. Men de er der bare ikke. Jeg ville få det godt. Bedre end jeg længe har haft det. Men jeg kan ikke.

Så er der også ekskæresten, som jeg aldrig troede, jeg skulle snakke med igen. Men kontakten er der igen. I starten gjorde jeg det nok allermest fordi jeg ville se om der stadig var nogen følelser et sted. Men følelserne er væk. I begyndelsen handlede det allermest om sex. God sex! Men nu handler det mest om ham. Svære tider, han er gået igennem den sidste tid. Og det er egentlig rigtig fint. Men jeg tror ikke, jeg kan rumme flere problemer fra hans side i øjeblikket. Fordi det næsten kun er det, det handler om. Men han er inde i billedet igen. Og det har jeg det godt med. Han kender mig stadig. Og det er rart. Og det er rart at jeg ikke længere er tvivl om det nogensinde skulle være igen. For det skal det ikke.
---

Men jeg har det jo meget godt. Jeg roder rundt i mit hoved og troede egentlig jeg havde styr på det, men har jeg tilsyneladende ikke helt alligevel.
Selvom adskillige fra studiet gang på gang fortæller hvor sjov, skøn og dejlig jeg er, skal der alligevel mere til. Ved bare ikke hvad.


Take care