Jeg måtte gøre det. Jeg famlede mig alene gennem skoven midt om natten for flere år siden, ad to omgange.
Derfor anfægtes jeg stadig af tanker om angst, for hvad er det for noget? Et eventyr handler om en dreng, der går ud for at finde sin angst, men aldrig finder den, og måske er netop denne søgen et farvel til angsten - eller måske ens oprindelige tilgang til den.
Jeg oplevede ingen vampyrer, trolde, voldtægtsmand eller lignende i skoven. Det puslede i de tørre blade på et tidspunkt, og nogle grene knækkede et sted (hørte bedre på det tidspunkt), men det mest uhyggelige var angsten. Den ville have mig til at gå helt langsomt og følges med mig hele vejen, den ville have mig til at løbe og forfølge mig hele vejen, men mest af alt ville den have mig til at acceptere, at den er mig.
Jeg består af mindst nogle dele angst, som jeg består af så meget andet. Den er meningen. Den skal være der. Jeg er angsten, og jeg er ikke hele mig uden den.
Shamaner bliver vist isoleret i øde og mørke for en bestemt tid som led i indvielsen til deres funktion som shaman. Og måden at finde en reinkarnation af Buddha på indbefatter angstkonfronterende øvelser for de udvalgte børn, som formodes at være reinkarnationer. Der er sikkert mange andre eksempler.
I min by døde for nogle år siden en mand, som var far, ægtefælle, bror og søn og derfor er savnet. Hans søn blev set på kirkegården på landet ved faderens grav midt om natten.
Før jeg går i panik ved tanken om andres beskrivelse af drengens handling, så gør jeg som i skoven - går langsomt. Tænker på behovet for at identificere angsten, der peger på savnet som en del af en selv. Til Helvede med alle vampyrer, trolde og voldsmænd, for det er mig, jeg vil møde, jeg er savn lige nu, og det og angsten er en uskøn ham, men fjern den ikke, før hamskiftet er gennemført og den ligger som en tør edderkoppeskal ved siden af! Fjerner du savnet og angsten, er jeg dødeligt blottet og forsvarsløs!
Mange ville misforstå drengen og måske endda forhindre ham i at tage til graven på det mest angst-
og savnprovokerende tidspunkt. Jeg ville fortælle ham, at han skal tage af sted, og man ville irettesætte mig - for det er jo farligt at gå ude om natten, og så på en kirkegård. Jeg har bare aldrig hørt om et sundere pragteksempel på tackling af savn - mange drikker i stedet.
Jeg kan mærke min egen angst lige nu - som den reneste, elektriske energi. Den er som en slumrende løve, og jeg ved lige præcis, hvad der provokerer den - en bestemt ting. Jeg har oplevet panikangst, og løven kom frem og ville æde mig, lige indtil den forvandlede sig til en gadedreng, der piftede af mig: Hvad fanden i helvede er det, du gør med dit liv, kom her hen! Det er den her vej du skal!
Det er som om, jeg netop vil konfrontere angsten, når jeg har det allerværst med nogle valg i livet. Som drengen på kirkegården, der vækker angsten, der reagerer som en løve, men forvandler sig til en gadedreng, der pifter og peger i retningen for drenge, der har mistet deres fædre.
Angsten vil hjælpe, men bliver ofte både misbrugt og misforstået. Der findes en speciel form for reality-tv, som går ud på at sætte et hold mennesker af på et uhyggeligt sted, med mange dårlige minder - f.eks. en tidligere sukkerplantage med slavehold, eller steder, hvor mennesker er blevet tortureret. Holdet får nogle opgaver, som skal udføres gennem natten, og en konfrontation med angsten bliver uundgåelig. Angsten bliver udholdt og leget med, men den bliver ikke anerkendt og snakket fornuftigt med. Det kunne være en god indvielse, men angsten vil ikke bare introduceres, den vil gennemskues og vedkendes - lidt som med kærlighed, hvor man undres over, at kæresten kan holde til at gennemskue én og alligevel holde fast.
Jeg mødte ingen vampyrer, trolde eller voldtægtsmænd. Jeg er mig, jeg er angst, jeg er bange (sjovt nok siger vi jo ikke jeg har angst på dansk, det lader vi tyskerne om!!!), når jeg har brug for at være det, det er en del af mig.
Og det minder mig så om det gamle Grækenland, hvor sfinkserne dræbte den, som ikke kunne løse deres gåder. De ville sikkert også gennemskues.
Som Dracula sagde i Coppolas udgave: Lyt til den søde musik fra nattens børn! Så, nu må onlineulvene hellere få deres. Kom til nadvers og spis mig. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen!