Måske er det hormoner, men i øjeblikket kan jeg ikke tænke på min søn, uden at øjnene samler tårer og hjertet næsten ikke kan være i mit bryst. Forleden nat kom han ind til mig kl. 5. "Mor. Jeg har ondt i maven, ondt i hovedet og ondt i halsen." Jeg sov så dybt, da han vækkede mig, at jeg måtte knytte hænderne, for ikke at vise min frustration. Drømmen rungede mellem ørerne på mig: Noget med at forklare en bekendt, at jeg ikke kunne komme til hende og kærestens celebrity-bryllup, fordi familien havde inviteret til 70-års fødselsdag i Vrå (og det er ganske vist; min granfætter fylder 40 og hans kone 30 - og de har slået årene sammen).
"Og de spurgte jo først," sagde jeg selvretfærdigt til den bekendte. Så vækkede drengen mig.
Han lagde sig ned ved siden af mig og jeg håbede i mit stille sind, at min blotte tilstedeværelse ville dysse ham i søvn.
Not.
Jeg gav ham mavemassage, mens jeg med lukkede øjne prøvede at kravle tilbage i drømmen. Ingen af delene hjalp. Så spurgte jeg, om han kunne tænke sig en frikadelle. Han nikkede. Søvnen snurrede stadig i kroppen på mig og det føltes som en næsten uoverkommelig opgave at gå ud i køkkenet. Alligevel lunede jeg dellen i mikrobølgeovnen, fordi han et par dage før havde sagt til mig:
"Mor, jeg kan altså ikke li' kolde frikadeller." Og jeg tog et glas vand med. Så sad han på kanten af min seng, med sengelampen på svageste lysstyrke og pustede på dellen, indtil den var kold nok til at spise. Jeg lå i sengen og så på ham, mens han sad der, lille og sårbar, i undertøj. Hørte ham bide af frikadellen med en klistret lyd. Han tyggede med lukket mund og drak bagefter grådigt af vandet. Klokken 05:17 en mandag morgen. Og følte for ti tusinde gang den der svulmende, hudløse moderkærlighed. Så faldt vi begge to i søvn.