Så skete det endelig. Jeg havde ikke set det komme, men nu når jeg tænker over det, har det vel egentlig været længe undervejs. Karma har ramt mig, og den har ramt mig hårdt.
For at forstå, hvad jeg snakker om, er det vigtigt at vide om mig, at jeg altid har været den der pige (og det kan jeg sidde og sige nu, for nu er jeg ældre, omend ikke meget klogere), som har fået meget opmærksomhed af det modsatte køn, men som aldrig rigtig har sat pris på det, fordi jeg altid har søgt højere standarder.
Jeg har altid været usikker på mit udseende. Jeg har tit tvivlet på, om jeg kunne tillade mig at søge noget andet, eller om jeg skulle nøjes og bare være glad for, at der i det mindste var nogen, som kunne lide mig. Og jeg prøvede virkelig det sidste. Jeg mødte en fyr. Vi klingede godt sammen, og han var rigtig sød, men der var et eller andet ved hans udseende, som irriterede mig. Overfladisk, det ved jeg. Men jeg forsøgte at se bort fra det, og vi begyndte at ses mere ofte. Vi mødte hinandens forældre, og opførte os generelt som kærester, og det endte da også med, at han spurgte, om vi skulle være det. Jeg frøs i momentet, og sagde ja, men dagen efter kom tvivlen igen. Jeg skrev til ham, at jeg fortrød, og takkede pænt nej. Derefter gik det ned ad bakke.
Før jeg mødte ham her, havde jeg startet et nyt arbejde, hvor der arbejdede denne vildt vildt flotte fyr, som jeg virkelig havde et crush på, men som var langt over mit niveau, selvfølgelig. Vi snakkede sammen, når vi mødte hinanden, men han ville aldrig nogensinde se mig sådan, tænkte jeg. Så det forblev som et håbløst crush.
Men efter en hyggelig tur i byen med kollegaerne opstod der pludselig lidt flirten, og vi begyndte at skrive sammen. Og før jeg ved af det, havde vi været sammen tre gange den følgende uge. Jeg kunne slet ikke forstå det, at der pludselig var en så flot og veltrænet fyr, som kiggede på mig på den måde og gerne ville være sammen med mig. Mig, så godt så jeg da ikke ud, gjorde jeg?
Da jeg begyndte at se ham her kollega-fyr, blev jeg jo nødt til at gøre det helt færdigt med ham den anden. Så det gjorde jeg. Friendzonede ham rimelig koldt, hvis jeg selv skal indrømme det.
Kollega-fyr var rigtig sød. Samtalerne flød nemt, og vi hyggede os rigtigt, når vi var sammen. Jeg synes, han opførte sig sødt og kæresteagtigt. Han kyssede mig godnat, og han kørte mig endda en aften til lægevagten, fordi jeg havde halsbetændelse. Hvem ville gøre sådan noget, hvis de ingen intentioner havde med personen? Tænkte jeg i hvert fald.
Men efter en ny tur i byen med kollegaerne, kom jeg til, i fuldskab, at skrive en lidt jaloux besked, da jeg var taget hjem før ham. Dagen efter lagde han kortene ud på bordet, at han ikke ledte efter noget forhold, men mere bare noget hyggenoget, fordi han "ikke var et sted, hvor han var i stand til at binde sig til noget eller nogen". Sådan sagde han. Jeg blev meget forvirret, kan du nok forstå, men jeg var cool, og indvilligede med ham. Vi fortsatte med at skrive lidt sammen hver dag næsten. Så her i sidste uge spørger jeg, om han har lyst til at ses på et tidspunkt i denne uge. Han laver den klassiske med at læse beskeden og så ikke svare i flere timer efter. Det gjorde mig rimelig nervøs, og jeg skriver, at han altså bare kan sige nej i stedet for. Og det gør han så. Han skriver endda ordret: "Vil gerne ses som venner, men kan nok ikke mere end det".

Og der sad jeg så. Ramt af min egen medicin, fuldstændig. Og hvad kan man så lære af det?