Jeg ser mig selv stå fortabt ude i kulden. Det eneste jeg kan se, er ryggen af ham. Er ikke sikker på, jeg helt forstår, hvad det er, der er sket. Jeg husker det ikke længere. Husker, at vi flere gange er gået forbi hinanden indenfor. Hver gang har han taget fat i min hånd. Kigget på mig. Af og til givet mig et kram og et kys på kinden. Til sidst forstår jeg ham ikke helt længere. Vi går udenfor.
Husker ikke hvad der er blevet sagt eller hvor længe vi har stået der. Mindes ikke at det har været særlig længe. Jeg husker bare at han pludselig vender om og går sin vej. Jeg tager mig selv i at råbe efter ham et par gange. Da han går ind ad en sidegade for at snakke i telefon, går jeg forbi ham. Skjuler tårerne og møder heldigvis min veninde og tager hjem.

Og det var slet ikke sådan jeg havde set det hele ske inde i hovedet. Da jeg tager hjem til ham for nogle uger siden. Overgiver mig. Og giver ham en chance til. Forhåbentlig den sidste af slagsen. Men jeg oplever en ny side af ham. Den gode Gym-gut viser sig endelig. Jeg prøver på ikke at lade det påvirke mig for meget. Men han flyver rundt i mit hoved hele tiden. Vi aftaler at mødes igen snart. Jeg troede på ham. Sådan helt indeni. Men hører aldrig fra ham.
Og jeg har ikke vidst hvad jeg skulle gøre. Jeg vil ham virkelig gerne, men har ikke turde indrømme noget over for nogen. Det sidste de havde fået af vide, var jo at jeg havde sagt, at vi skulle lade hinanden være. Egentlig tror jeg ikke, at jeg har mistet noget for ham. Han har i forvejen ramt mig alle de steder, der kunne rammes.

Jeg vil bare gerne snart videre.
---
Samtidig bruger jeg min tid på at blive mere forvirret over hvordan jeg egentlig har det med kammeraten fra studiet. Der sidder noget i mig der siger mig, at der måske alligevel er nogle følelser gemt et sted.
Men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Han ender i min seng efter endnu en fuld aften, hvor han har sendt mig hjem, fordi jeg har været for fuld og han vil pludselig gerne snakke med mig. I sidste ende handler det nok om at han er sur over at jeg har skældt en fælles ven ud. Fortalt ham en masse ting jeg egentlig bare burde være gået til min kammerat med først.
Jeg holder virkelig af ham og han får mig til at føle mig glad. Lægger ikke skjul på at han holder af mig. Jeg har tænkt på ham mens jeg ikke har set ham. Måske savner jeg ham. Måske gør jeg ikke. Jeg ved det faktisk ikke rigtig.
Og når folk spørger, ved jeg ikke hvad jeg skal sige. Fordi jeg ikke ved hvad jeg føler. Fordi jeg jo virkelig ville få det godt med ham. Han ville gøre så mange gode ting for mig. Men jeg ville såre ham mere end jeg har lyst til. Helt ind til hvor man ikke kan komme længere, er han en god fyr. Og jeg har ramt ham et sted, hvor jeg aldrig håbede jeg skulle ramme nogen. Ikke på den her måde.
Han siger jeg er dejlig, unik og smuk. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham.

Når jeg ser ham gå forbi oppe på skolen, har jeg lyst til at kramme ham og sige tak fordi han er ham og fordi han gør mig glad. Han har været en dejlig støtte de sidste uger, hvor jeg har synes det hele har været trist og uoverskueligt. Måske jeg bare burde sænke facaderne og vise ham hvad jeg egentlig mener.
---

Egentlig havde jeg afskrevet kontakten til kæreste-gutten. Men da han pludselig kontakter mig og fortæller mig at han er blevet single og gerne vil se mig, bliver jeg alligevel betaget og straks opslugt af hans opmærksomhed.
Havde egentlig ikke forventet at han ville komme den dag som aftalt. Men da beskeden bipper ind og fortæller mig at han er på vej, suser der noget gennem maven på mig. Jeg ved ikke helt om det er sommerfugle eller nærmere noget andet, der ikke burde være der.

Jeg oplever en mand, som nok indeholder næsten alt, hvad jeg længe har søgt. Han kigger på mig på en måde, jeg ikke husker hvornår, skete sidst. Han giver mig en følelse i maven, jeg ikke helt hvordan jeg skal håndtere. Han får mig til at smile – sådan helt op til ørerne. Han kysser mig og holder fast. Ligger sammen med mig flere timer og spørger ind til mig og mit liv. Viser hans ædruelige jeg.
Han er tilsyneladende fætter til en god veninde og jeg får dårlig samvittighed over at have fortalt alle de dårlige ting om ham. Men i det lange løb er han jo egentlig ikke nogen god fyr.

Han kysser mig farvel og går ud af døren med et ’vi ses’.

Vi sås ikke.
Min mave snurrede sig sammen om aftenen og jeg fik en følelse af, at noget var forkert. Jeg vidste jo godt, at han ikke kunne stoles på. Men alligevel var der noget, der sagde mig, at det her var anderledes. Det var det bare ikke.
Endelig fortæller han mig at han ikke ved hvad han vil og ikke vil. I 7 år har han været sammen med en anden pige og følelserne er endnu ikke forsvundet. Jeg beder ham aldrig om at være min kæreste eller overhovedet overveje. Jeg vil bare gerne se ham.

Men jeg hører aldrig fra ham igen. Og det er sikkert meget godt. I sidste ende er han ikke god for mig. Ikke lige nu. Jeg så bare det hele for mig. Forelskelsen, kyssene, sex, uundværligheden, længslen. Men det skulle ikke være.
Og han er stadig i tankerne hver dag.
---

Jeg ser bare mig selv i så mange situationer, som jeg ikke ønsker at være i. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det godt med bare at være mig. Haft det godt med ikke at have haft nogen i baghånden eller i sigte.

Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har sovet en hel nat og følt mig udhvilet dagen efter. På trods af at have ligget i sengen i 9-10 timer. Hovedpinen er blevet min nye følgesvend og mavepine kommer sjældent bag på mig.
For en uge siden fortalte jeg mine to veninder at jeg ville flytte. Og nu sidder vi i et flytte-helvede, som jeg egentlig helst ville have undgået. Med 2 der gerne vil flytte og 1 der gerne vil blive, ser situationen mere kaotisk ud end jeg havde troet, den ville komme til. Det stresser mig at jeg ikke ved, hvornår jeg kan være ud af lejligheden. At jeg ikke kan begynde at lede efter noget nyt og at jeg ikke har lyst til at være der, når 3. veninde er der. Hun er en god veninde, men hvis hun skal forsætte med at være det, er jeg nødt til snart at komme ud af den lejlighed.

1. semester er overstået med et 10-tal. Jeg stod nervøs og prøvede at fortælle om noget, jeg egentlig ikke synes jeg havde styr på. Jokede lidt med min underviser, når jeg følte, jeg var ved at komme helt ud på et sidespor. Frygtede for regnen af spørgsmål, der ville komme og som jeg ikke havde forberedt mig på.
Men da jeg er færdig med at snakke smiler han, tygger lidt i sin pære og ønsker mig god ferie med karakteren på med på vejen.
Det var en dejlig følelse at gå hjem med.
---

Og nu sidder jeg hos min mor og prøver at skyde lejlighed og kærlighed i baggrunden. Og bare slappe af.
Både søster og mor er forelsket. Den ene mere end den anden. Og jeg kan ikke overskue al den kærlighed der er i luften.
Mor virker til at have det hele under kontrol og tager det hele stille og rolig. Søster derimod fortalte den anden dag at hun har sagt sin lejlighed op og flytter ned til sin kæreste. De har kendt hinanden en måned. Jeg sagde ingenting. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige uden det ville lyde forkert. Glæden over at min søster er forelsket og han omvendt også er i hende, er der selvfølgelig. Men jeg prøver at genkende min søster i det og kan ikke finde den pige frem, der var der for en måned siden.
Måske det bare bunder i at jeg savner hende og har svært ved at vænne mig til, at han skal være der hele tiden. Jeg vidste jo det ville blive sådan på et tidspunkt. Men forventningen om hastigheden var bare en hel anden end det her.

Men jeg har det jo meget godt. Savner bare at sove og slappe af!