En dag vil der ikke være nogen tilbage, som kan huske mig. Da er jeg ikke længere til stede i noget menneskes hukommelse. For enhver af os vil der være et sidste, sandsynligvis meget gammelt menneske, som har kendt os. Når dét menneske dør, dør vi påny. Hvem er mon det sidste menneske, der vil have et minde om mig? Det vil jeg aldrig få at vide. Samtidig vil jeg være den sidste, der husker et andet menneske. Men hvem mon? Det må være et gammelt menneske, som jeg mødte som barn; nu bærer jeg som en af de sidste rundt på mindet om hende eller ham.