Det er sproget, der gør det. Det kan rutinemæssigt kværne os ned i smålighed og misantropi, og det kan genopvække en tiltro til menneskelig generøsitet og idealisme. Når vi hører en levende krop i, hvad der bliver sagt. Når det ikke kun er rygmarven eller en forlap, der taler. Når ordene har bund i maven, og hjertet synger med. Det er også sproget, der gør det, når jeg nu må ud at gå. For havde jeg ikke haft det, altså sproget, måtte jeg hele tiden rende rundt og pege på, hvad jeg ville snakke om, og jeg ville uden videre få masser af motion. Men jeg har sproget, jeg kan sidde stille og tale om alt i verden, og jeg må altså ikke ud og rende rundt, bare for dét, medens jeg kigger på det ene og det andet, som jeg så kan overveje at tage med mig hjem i mit medbragte sprog.