Endnu en gang satte jeg mig ned og tænkte lidt. Denne gang ikke om mit tøj til den næste dag, nej jeg satte mig ned og tænkte lidt nærmere om livet. Ikke her på Jorden, men alle andre steder end Jorden. Eller det vil sige, at det faktisk har lidt med os at gøre alligevel. For i mange år har vi mennesker prøvet at finde svar på, om der måske kunne være andet liv. Vi stiller os selv spørgsmålet; hvad nu hvis vi ikke er alene? Astronomer, forskere og videnskabsmænd har undersøgt det flere gange, og indtil videre er de kommet frem til den samme konklusion, at vi er alene. Men hvad hvis der sidder en lille pige, et dyt eller noget helt tredje på en fremmed planet? Hvad hvis de ved at vi findes, men ikke kan eller vil kontakte os? Eller hvad hvis de også sidder med samme spørgsmål, om der findes liv et andet sted?

Men nu hvor jeg så fint sidder i min egen lille boble og tænker, slår det mig, at der så mange fantastiske ting, som jeg aldrig nogensinde har beundret nok. En af de ting er universet. Selvom ingen ved hvordan det ser ud, hvor stort det egentlig er eller hvad det indeholder, er universet en af de ting jeg finder mest interessant. Prøv engang at tænk, vi ved ikke rigtig noget om det, men har så mange teorier om det. Og det bedste er, at man kan forestille sig universet som man vil. Der er ingen grænser. Man kan tro hvad man vil om det.

Personligt mener jeg, at universet er så smukt og dragende. Men universet gemmer på mere end bare et flot udseende. Det er så stort, så fint, så skrøbeligt, men alligevel så mægtigt. Det er så kæmpe stort, at nogle mennesker er blevet skøre af at tænke på det. Ingen vil nogensinde i deres vildeste fantasi kunne forestille sig hvor frodigt og gigantisk det er. Aldrig vil der være nogle der kan finde en ende på det. Universet er uendeligt. Uendeligt smukt Har du for eksempel nogensinde ejet en ægte perlekæde? For så ville du vide, at man skal sove med den på. For det er om natten, at magien sker. Perlerne bliver vækket til live i løbet af natten, ved at ligge tæt ind til dit bryst, og om morgenen vil det føles som om at de er levende. De vil få en ny betydning. Og det er ikke engang løgn. Jeg tror at universet fungerer på samme måde. Om natten lever det op. Universet har stjerner, havet har perler. Stjernerne lyser også kun om natte, ikke? I hvert fald dem som vi kan se. Vi har stjernerne, universets skinnende perler.

En anden mystisk ting er alle de historier man kan fortælle om universet. Måske sidder der døde skytsengle på hver deres stjerne, og vogter over os. Måske. Jeg tror på at universet er så mægtigt, at det en dag vil ødelægge os. Har du nogensinde tænkt over, at hver gang der kommer meteor regn, en stjerne eksploderer eller dør, at det er så bare er universets tegn på vrede? Jeg er blevet konfirmeret og fortryder det ikke ét sekund. Men min tro til Gud er ikke den samme. Derfor vælger jeg også at tro på universet. Jeg vælger at tro at det ånder og lever. At det hersker over os. Det jeg elsker mest ved universet, er dets smukke, yndefulde, graciøse og voldsomt betagende udseende. Men alligevel gemmer det inderst inde på noget så rassende, aggressivt og farligt. Lidt ligesom en overdådig vulkan der venter på at eksplodere i raseri. På samme måde tror jeg universet fungerer. Ligesom et gammelt ur inden i. En masse møtrikker, hjul og kæder der skal gå op i en højere enhed for at uret kan fungere. Hvis en ting går i stykker, stopper det hele indtil det bliver repareret. Men universet kan reparere sig selv, og det er det seje.


Ja universet er magtfuldt, men vi skal passe på det. Passe på, at vi ikke misbruger dets kraft. Jeg tror aldrig vi finder en sammenhæng på universet. Jeg tror heller ikke vi finder hverken en start eller slutning.

Ja universet er stort, flot, fantastisk. Men er der andre derude? Nogle vi en dag måske vil møde? Jeg ved det ikke. På den ene side kunne jeg godt forestille mig, at der sad nogle få i universet og måske endda hjalp os, men så igen, hvorfor skulle der være? Forskere har flere gange sagt at der måske kunne være nogle, men det er aldrig blevet til noget. Og der er fundet så mange planeter ved hjælp af undersøgelser, så hvis der var andet liv, hvorfor har vi så ikke fundet det endnu? Men jeg er ikke en person der kun køer efter fakta, det skal siges. Mange gange holder jeg mig til statistikker, men her vælger jeg, at lade tvivlen komme til gode. Det vil ikke sige at jeg er sikker på at vi ikke er alene, men at jeg giver det en chance og lader det blive i uvisheden.

Men hvis der er nogen derude, kommer vi så nogensinde til at møde dem? Hvad er det vi venter på alle sammen? Ja, en forløsning. Det ved jeg da godt. Men hvad kommer det til at være? Hvad sker der når den er kommet? Når alle pludselig ved hvorfor de er i live og ved hvad der vil ske med dem, hvad så? Hvis folk ved at de uanset hvad vil dø og der intet er efter livet; vil de så leve livet fuldt ud eller gå og være triste, fordi de alligevel skal dø? Nej ingen ved det. Det er mystisk. At sådan en så stor ting, en hemmelighed, at der ikke er nogen der ved det. Alle går og venter på at de skal få det at vide.

Men hvem ved om vi nogen sinde kommer til at få svaret? Hvad hvis der ikke er noget? Ingenting. Kun Tomhed. Kun Mørke. Du ved ikke hvad der sker med din søster, din kæreste eller nogen andre. Du ved ikke engang at du selv levede på Jorden. Du ved ikke at der er noget der hedder Jorden. Din sjæl er væk. Du ved ingenting. Fordi, du er væk. Der er ikke noget dig mere og hverken dine tanker, dit hjerte, din fod kan mærke noget længere. Der er intet. Du ved ikke du ligger i en grav. Du ved ikke at der er noget der hedder mennesker. Du ved ikke at der har været noget dig. Du er der ikke.

Men på den anden side. Hvad så hvis vi alle kommer i en anden verden? Et sted hvor alle kan føle sig trygge og leve lykkeligt? Hvor alle er gode venner og alt er godt? Hvordan vil vi så leve inden vi dør? Vil folk fejre at det hele aldrig vil forandre sig eller vil de vente på at dø, kun for at de kan komme hen til et sted uden had og vold? Kun fest og glæde. Hvor vi kan se hvad der forgår dér, hvor vi engang selv levede. Vi kan holde øje med det, som hvis der var kameraer overalt. Vi ved hele tiden hvad der vil ske og kan følge med. Lade som om at det var os der var dernede lige nu. Det var det jo også. Engang. Men det er slut. Og lige meget om der vil være noget eller ej efter døden, har vi kun denne ene gang. En gang til at gøre hvad vi vil. En gang til at få hvad vi vil. En gang til at leve. Men hvorfor skulle vi? Enten slutter det som om det aldrig var sket, og hvad var meningen med det så? Ellers lever vi videre i et andet univers, men der kan vi begynde forfra og starte noget bedre. Så hvorfor YOLO? Der er ikke en forklaring. Men det er vel bare en undskyldning for at vi kan få lov til at gøre hvad der er brug for. Men vil du altid gerne? Hvorfor drikke dig fuld hver fredag? For at glemme? Have det sjovt? Hvis du ikke kan have det sjovt uden, er dit liv måske ikke så meget værd. Glemme? Hvad er der at glemme? Hvis du levede efter YOLO burde du ikke fortryde noget, og dermed ikke have behov for at fortryde ting. Men hvad hvis vi fik det at vide? Hvad ville det hjælpe? Er det ikke bedre sådan? At leve i uvished om hvordan det vil se ud når vi dør?
Spørgsmålet som alle stiller sig selv er; er jeg helt væk når jeg dør eller er der noget andet, noget større? Men burde spørgsmålet egentlig ikke være, om vi overhovedet dør? At vi ikke bare bliver bortført ind i en anden verden af feer og alfer? Af trolde og hekse? Eller at vores sjæl brænder ud? Hvem ved og vi "dør"? Og hvad er død? Ja ja, læger snakker og snakker, men jeg stoler altså ikke altid på dem. De sagde at jeg kunne være død ved min fødsel, og ja meget gik da galt, men jeg er her endnu, ikke? De ved ikke noget. Du ved ikke noget. Vi ved ikke noget. Ingen ved noget om livet bagefter, og sådan burde det forblive. At universet er det eneste som ved. Det eneste som har magt. Ja jeg indrømmer det, det er uhyggeligt ikke at vide hvad der vil ske. Men det vil være mere uhyggeligt at vide hvad der vil ske. Ville du tænke på andet? Kunne du lave noget? Højst sandsynligt ikke, så lad det blive som det er. Jeg vil ikke vide om jeg er væk, lever videre, bliver reddet eller noget helt andet. Lad mig blive. Ikke på Jorden, ikke i live. Men lad mig forblive uafklaret med hvad der kommer til at ske. Vil du da godt vide det? Og bagefter gå og leve i frygt, fordi at det måske er forfærdeligt? Hvis du vil, så må jeg tage hatten af for dig. Jeg ved ikke om det er på den gode eller dårlige måde, men af skal den.

Universet er mægtigt og stort, men hvad betyder universet egentlig for os? Hvad hvis der ikke var noget der hed universet? Måske ville vi opfinde noget andet, måske ikke. Men hvad ville der ske, hvis vi ikke havde universet? Ja det er et godt spørgsmål. Jeg kan ikke finde svar. Kan du?