Jeg skriver, men uden at have en umiddelbar drivkraft. Jeg skriver, men uden at have anledning, grund, eller formål. Jeg skriver, men uden motivation for at forkynde et budskab. Jeg skriver for at opretholde en faldefærdig, samt yderst spinkel puls i mit intellekt. Jeg skriver for at lade mig nulstille, og tilbagefalde i den identitet som jeg rent faktisk besidder. I alt for lang tid har jeg forsøgt at være et glansbillede, en pseudopersonlighed uden egentlig at kende til dennes normer, vaner, holdninger, meninger, og interesser. I et tidsrum, som minder om uendelighed - har jeg dannet en person i mig selv, som minder om ukendelighed.

Jeg har ladet mig selv svinde ind, og blive til ingenting i takt med at jeg blot fandt fred i tavst, at observere imens at hele min verden faldt sammen om ørerne på mig. Jeg har i evigheder stået fast, som var jeg sømmet fast til grunden, i et flamberende infernohelvede - i mit eget hoved.
Jeg har alt for længe forholdt mig passiv, og dannet apatiske illustrationer af mit eget selv, min eksistens - og tilladt at alt hvad jeg har værnet om førhen skulle blive ét med blæsten og forsvinde ud af mit liv. Jeg har i en rum tid, som strækker sig over måneder været drevet af interesse frem for rationalisme - men dét er hvad jeg bilder mig selv - og andre ind.

På trods af at min integrerede identitet er falmende og nærved forsvundet, er jeg selvorienteret nok til at erkende den viden, at jeg er for stor en realist til at kunne rumme mine egne løgne mere. Det har ikke været en dynamik præget af interesse, som har drevet mig væk i et afslappet tempo fra alt hvad der i dag anses som værende sædeligt - det har været selvdestruktion. Jeg er en perfektionistisk, narcissistisk- samt selvindbildsk og opgivende, men til stadighed alt for stolthedspræget og benægtende eksistens som kun mærker den atmosfæriske luft berige mit legeme når jeg bliver anerkendt for hvert et skridt jeg tager.

I mit forskruede univers var det ikke nok med hvad jeg havde - og da jeg realiserede til min rædsel at jeg ikke havde levet op til egne forventninger jeg havde til mit generelle faglige og personlige præstationsniveau - så valgte jeg at slippe alt og gå ned på knæ, foran en beskidt kommunal personvogn og skrubbe lortet med rensebenzin, uden værnemidler - og fuldstændig destruere mit intellekt som jeg altid har værnet om, og pudset, nusset samt beskyttet.

Men nu er det for alvor tid. Det er tid til at kaste en spandfuld iskoldt vand i ansigtet, og lade kulden momentant blåfarve mit fjæs i et hektisk forsøg på at vågne op fra min drøm. Nu er det fandeme tid. Det er tid, sagde jeg - til mig selv, til andre, men egentlig har jeg ej sagt det, men blot skrevet det, i dette fucking word-dokument. Det er tid nu, til at løbe febrilsk rundt i skovbunden for at samle de tørreste og mest afvandede blade, og de mest afpillede smågrene - og sætte noget fut i det spinkle, lille sølle stearinlys som jeg har tilbage, repræsenterende mine formuleringsevner, min udstråling, min generelle person - herunder alt hvad den indeholder. Det er ikke bare tid, men det er fucking tid - nu, til at indse at jeg skal sætte tempoet op inden jeg dør af forfald i mentaliteten, i en ung alder. Det er tid til at hamle op med de andres skovbrænde, som fuldstændigt overdynger himlen med lys - det er tid, i morgen.

- KL