På den højdemæssigt mægtigste skyskraber, som kan observeres af alle - fra enhver lokalisation i byen, simpelthen på baggrund af dens enorme højdeskala - står jeg. Jeg retter mine våde pupiller nedad, skulende ned over byen, som fra højden ligner en af de mest højteknologiske myretuer - nogensinde. Jeg står bare, og holder i mine blege hænder - som er kølige, og nærmest cyanotiske - et fast greb om mine værdier.

Disse værdier, er ikke et umiddelbart udtryk for hvad jeg finder kvalitativt i tilværelsen, men værdierne er nærmere formtagende efter symboler af hvad jeg altid - og for ganske nyligt, har beskæftiget mig med. I min sorte plasticsæk, som i mine blåfarvede hænder hviler - er der plads til mange forskellige fysisk- værende effekter, som alle symboliserer et overordnet, samt objektivt billede af mig, som identitet, som individ, og som menneske generelt - men samtidig, så indeholder hver af disse objektive effekter - også integreret information om mit intellekt, min kreativitet, min viden, mine kundskaber, mine mål, ønsker og drømme. Alt dette - samlet i én sort sæk, hvilende i mine kridthvide, blege hænder, lige her - på den højdemæssigt mægtigste skyskraber i byen.

Jeg blot skuler - til stadighed, ned over byen, og jeg tænker bogstaveligt talt: "Hold kæft, hvor har de alle travlt med at jagte titler " - det tænkte jeg, og jeg må indrømme at jeg i den næste tanke, som efterfølger tanken, som jeg lige tænkte - også fik fremstammet til mig selv - inden for mine mørke mentale murer at "De alle sammen er nogle ængstelige, samt paniske eksempler på hvorledes en myretue fungerer. De alle er født ind i denne verden, garanteret som alle andre - i kærlighed. De bliver født ind i en verden som synes alt for stor i forhold til hvad deres simple babyerkendelser kan administrere - og inden de overhovedet når at fatte omkring alene omfanget af denne gigantiske verden - så er de alle iført logomærket firmatøj, og jakkesæt - med ansigtsbehåring, og de er alle døende. " Jeg tænker om de overhovedet erindrer hvorledes det føles at indånde den atmosfæriske ilt dybt ned i lungespidserne - og ilte blodet.

Samtidig tænker jeg, at jeg ingenting ved om at bevare et tilfredsstillende, samt tilstrækkeligt saturationsniveau - jeg indånder jo konstant nikotin, uden filter på. Og min viden rækker - trods alt der kan siges om min mangel på samme - til at jeg er klar over, at konstant, og indtil jeg enten dør af pulmonal cancer, eller dør af nikotinabstinenser - vil alle mine oxygenmolekyler, og nikotinen som jeg lukker ind, slås om en plads på det femstjernede hæmoglobinhotel - og svække mig. Jeg må tage mig til panden, og sande - at jeg endnu engang har "sidetracked" mig selv - og kommet uden for emnet. Derfor trækker jeg i den sorte sæk, endnu engang - som hviler i mine cyanotiske, blege hænder - og hælder indholdet ud ved min side, så jeg én genstand efter én kan smide mine værdier ud over kanten af denne - højdemæssigt mægtigste skyskraber i byen.

- Kasper