Nogen gange tænker jeg disse ord er blot vildfarne tanker. Så jeg spørger mig selv. hvad ska jeg bruge dem til. Hvad fører de til. En lettelse? Inspiration? En genkendelse i ordene? Det er blot ord. Men ord er vores kommunikation. Hvad vælger man så at udtrykke. Og hvorfor? hvad vil vi er det store spørgsmål og bliver stillet om og om igen. Smøger er gode, det er dine kys også, dine unge kys din bløde hud. Din varme, varmen er jeg afhængig af. Jeg er afhængig af håndgribelige ting. Det er svært at være nøgen i den forstand hvor man kun har hinanden, intet andet. Det er et mål. At være tilpas i sådan en tilstand. En stiltand der bevæger sig mod det bedre. Livets sti skal ikke kun gå ned af. Men den skal gå nogen steder. Det er vigtigt. Du er vigtig. Du gør ondt men du er værd at kæmpe for. Så jeg skåler med mig selv mens jeg sidder med smøgen og skriver om dig til jazz. Gary bb coleman. Han synger om smerte, men alligevel så fandens forførende. Næsten rørende. Og fuck tåre. Dette er tankestrøm. Lige spist med familien på terrassen. Jeg skal snart til Berlin. BERLIN min ven, hvor har du været henne, hvor skal vi hen. Hvem er der. Mig selv. Frygten for at være alene brister mit hjerte. TANKESTRØM som laks der mens de ligger stille i vandet bliver drevet med strømmen. Laks der ifølge CASPAR eriC snart forsvinder fra middagsbordet. Fra jordkloden. Så kan i ikke spise sushi om 50 år. Sikke et fact CE. Jeg er begejstret. Næsten ligeså begejstret som jeg var for dig inden jeg mødte dig.

- Mens jeg skriver