Hey Jo-C-Fine!

Velbekomme :) - Og ja, er en sucker for at knække den slags nødder; det er fedt at arbejde med de udelelige sandheder; de spørgsmål, der, helt klart, har en ultimativ sandhed til dem, men som ligger skjult i begrebernes komposition - har altid elsket at boltre mig i den slags spørgsmål.

Men ja, ud fra visse (perverse?) anskuelser, så er alt jo relativt: nazisterne var ikke onde, i deres eget vue; Jøder var rotter, der skulle ud af samfundet. Russerne, der brugte fanger og handicappede til at rydde mine felter, var jo bare tro mod deres stat, og amerikanske og danske soldater, der myrder "i frihedens navn", gør det jo for at"beskytte os" (10.000 kilometer fra vores grænse): er alle disse onde? Eller er vi ovre i, at det er ok, at være ond, så længe man kun er det mod de onde?

Og hvem definerer den moral, der afgør om et menneske er ondt nok til, at vi kan være onde ved det..?

Og hvem dikterer hvad ondskab er...?

Umiddelbart må man jo, ud fra ovenstående eksempler, konkludere, at "godt og ondt" mere er et spørgsmål om hvad dem, der har magten kan li' og ikke li': Jesus var nok ikke blevet hamret op på et træ for at sige, at det er fedt at være rare ved hinanden, hvis godt og ondt, i de politiske spil, rent faktisk, gjorde en forskel.

Kort sagt: på den internationale scene, der er der, i en større udstrækning, kun magt; alt andet er sekundært.

Men.. som universelle love, er der da et et paradigme (mønster) for hvad der er ondt?

Er det ondt at hævne sig?

Er det ondt, at gøre ondt mod en ond mand?

Er det ondt, at dræbe i selvforsvar?

Er det ondt at dømme en morder til døden?

At angribe den slags spørgsmål, med logik, er, mener jeg, den største fejl man kan begå, i filosofiens verden: filosofi er forsøget på at finde de udelelige sandheder; de helt konkrete principper, der tillader, at man navigerer - i det multi-dimensionelle rum, der er vores følelser, igennem alle spørgsmål ud fra de samme universelt gældende principper; hele vores samfund er bygget op om det, og metoden er forkert!

Metoden, den, der burde være afgørende, er: Hvordan FØLER vi det!?

Forstår du hvor jeg vil hen?

Fordi vi angriber alt med logik, så taber vi det meste af det ESSENTIELLE af vores eksistens: vores følelser.

Netop fordi følelser ikke, by default, lader sig tæmme af 3D rummet, der hvor logikken hører til, men bevæger sig igennem i myriader af dimensioner, så kommer filosofien, ved sin egen kraft og forståelse, simpelthen til kort, over for sig selv: Vi kan ikke bruge 3D tænkning (Ergo; logik) til at definere og svare på spørgsmål, der bevæger sig i flere dimensioner (som altså vores følelser) end de, hvor logikken (og, dermed, filosofien) kan anvendes.

Kort sagt, filosofien selv, der er fundamentet for al vores trivsel og vækst, er ikke længere tilstrækkelig til at løse vores nyeste række af problemer; udfordringen med de moralske og emotionelle principper.

Filosofien er bygget op om logik, og kan, derfor, kun kan fejle i sit eget forsøg på at "bearbejde de givne data" når det udsættes for de multidimensionelle "rum", der er vores følelsesliv: logik er en rationale, der ikke fungerer i multidimensionelle konstruktion og rum, i det intet, i disse konstruktioner af rum og tid, er kausalt og underlagt de love, der, i vores virkelighed, udgør fundmentet for logik.

Ergo må det næste, nødvendige, paradigmeskift, inden for filosofien, være filosofiens egen overgivelse af sit eget monopol på svarene og, simpelthen, stå en nødvendig overlevering af sit ansvar til, i de emotionelle og moralske spørgsmål, vægten af de involverede parters FØLELSER!

Der er simpelthen ingen andre veje frem: Vi har ikke mulighed for at anvende LOGIK til vurderingen af følelser, kun.. at føle dem.

Kort sagt; filosofien kommer til kort: med en sidste krampetrækning, i sit eget domæne, må den, ved egen kraft, se sig overvundet af det essentielle i den menneskelige komposition: Det vi gemmer i os, der er så uendeligt meget vigtigere end det vi kan tænke os til: Vores følelser.

Med det, dukker svaret på ondskab også op, helt af sig selv: Ondskab er det, vi FØLER er ondt.

At det så, i F.Eks. en retssag, ikke er nok, at man "Føler, at han/hun/den/det gjorde ham/hende fortræd" er selvfølgelig selvklart: Vi befinder os stadig> i et 3D rum hvor logikken hersker, og derfor skal der være selvsagt sammenhæng mellem det, det hævdes og det, der kan bevises, MEN, både i retslige og i spørgsmål om stats-anliggender, så bør loven skrives, ud fra de oventående tanker (filosofiske slutninger, der altså annullerer fokus på PRINCIPPER, og, istedet, indfører FØLELSER som den afgørende faktor), så de kommende love ikke lægger fokus på RETTIGHEDER og PRINCIPPER, som helhed, men skrives, så de (I frie og velfungerende stater) beskytter borgernes FØLELSER!

DET vil, helt konkret, medføre det største og første paradigmeskift, der leder mod en SUND fremtid for menneskehden; en fremtid hvor vores børn kan vokse op; ikke i en rigid ramme, der er dikteret af de filosofiske principper, der altså implicit er ufuldstændige, men som MENNESKER, hvor deres ret til følelser, og beskyttelsen af disse, er primær: Frihed, for alle og hele menneskeracen!

Og der i svaret; Ondskab er ikke at respektere andre menneskers følelser, eller føle glæde ved deres lidelse.

Simon

PS. Ovenstående er et brev til Jo-C-fine, men jeg ramte en nerve med den tanke, og jeg vil vove at påstå, at selv om begreberne og argumentet er himmelråbende enkelte, så er det et af de største kvantespring, jeg har taget i mit liv, og et massivt et for filosofien selv. Imidlertid afhænger dette bevis af en indsigt i følelser, der ikke reducerer mennesker til hverken dyr eller "biologiske fænomener", men tager udgangspunkt i, at vores følelser er noget, der ER os, og vores kroppe; "noget vi har på" at vi ER sjæle og, at vores sjæle ER følelser.

Accepterer man ikke det, så er beviset irrelevant for dig, hvilket er et problem, for hvordan beviser man sjæl? Det eneste svar er, at sjælen NETOP er multidimensionel og, derfor, ikke KAN bevises, hvilket gør, at så længe videnskab, logik og filosofi har så massiv magt i vores samfund, så kan de blive ved med at have den; for at træde ud over denne magt kræver, at man afviser deres "monopol på sandheden" og lytter til SIG SELV istedet... Noget, de fleste, der ligger under for deres magt, aldrig får gjort, netop fordi det, der haves over dem, er magt.