Af alle de 2 stævnemøder jeg har haft, husker jeg stadig én bestemt.
Det begyndte med en besked fra en pige jeg ikke kendte. I beskeden forklarede hun hvor hun kendte mig fra og om hvorvidt vi kunne mødes.
Så få dage senere, stod jeg på klostertorvet og ventede hendes ankomst. Jeg havde ikke medbragt blomster, men da jeg så hende vidste jeg at den slags ikke var nødvendig for øjeblikkelig genkendelse: hun var nemlig en flot pige med en lyserød personlighed og langt, grønt hår.
Hun havde aftalt hvor vi skulle hen, men holdte det hemmeligt imens vi gik. På vejen til dette ukendte sted, talte hun en strøm af ord og fagter om alt der faldt hende ind. Hun faldt også over diverse muligheder for at tage billeder, som for eksempel en "#trist #gammel #plante". Og også en "#sur #ensom #sørøver #kartoffel". Jeg husker ikke meget af hvad hun talte om, men husker jeg var udmattet. Om det så var skyldt skolen eller hende, aner jeg ikke. Men af de ting hun sagde, formede jeg hvertfaldt et indtryk af en meget ærlig og åben person.
Det eneste hun dog ikke åbnede op for, var hvor vi skulle hen. Og da vi passerede den gamle godsbane og ensomme flygtninge, som malede deres selvkonstruerede huse i regnbuens farver, blomstrede min forventning til stille bekymring. Hvorhenne i denne kommende ødemark, førte den grønne sirene mig hen? Var jeg på vej til at blive overfaldet og frarøvet alle mine ejendele? Gemte hun måske en lommekniv et sted i læder-jakken?
Jeg havde næsten fået nok, da hun udpegede vores sted, som var en afsats under en af de store broer. Vejen derop var stejl og havde jeg ikke været bag hende til at gribe hende i siderne, havde vi begge faldt ned.
Heroppe talte hun videre, og her kan jeg huske hvad hun sagde: hun fortalte mig hun arbejdede som stripper et sted i byen, hvilket normalt ville have været en chokerende udtalelse for mig. Men jeg blev dog imponeret over hvor mange rene penge hun tjente på bare én nat: hele 6000 for at være præcis. Måske man burde overveje et karriere-skift?
Men så skiftede samtalen over i hendes - for mig - uforståelige penge-besvær. Her blev hun dog tavs og muligvis forventede at jeg skulle gribe ind og tilbyde et beløb.
Måske af mangel på det, var det derfor hun fortsat var stille, da vi gik tilbage til vores startpunkt. På vejen dertil - ved et rent tilfælde - stødte vi ind i nogle af hendes venner fra produktions-skolen. Jeg husker at have forsøgt deltagelse i deres samtale, men jeg tror ikke at de bemærkede mig. Jeg tror ikke engang de så på mig.
Inden hjemkomsten, nåede hun dog at finde ord igen og fortsatte sin uforståelige talestrøm. Vores møde havde nu varet i over en time og min tålmodigheds-kvote var opbrugt. Dette førte mig til at udbryde:
"Du taler for meget."
Jeg kan godt se det ikke var særlig pænt sagt. Men bebrejder ikke mig selv for at reagere som jeg gjorde. Men tror dog ikke hun bed meget mærke i det, da hun snart senere tog et billede af sin fod , som hun beskrev som at være "#swag #yolo".
Vores møde endte med en forklaring om en ekskæreste som hun vil tage hen for at besøge. En person som nok var et bedre selskab end jeg. Og inden den grønne hårpragt fløj ind i hendes bus, sagde hun som afskedsord at jeg var en mærkelig person.
Jeg har siden forsøgt at kontakte hende.