Da daggry oprandt samlede kong Olaf alle sin folk omkring sig på toppen af klippen. Ved hans side stod Tormod og goden Willibald, der begge fulgte ham tæt på hans rejser rundt i Norge. I det fjerne lød et signalhorn og spejderne bragte meldinger om en stor hær der rykkede frem.
   Kongen så ud over sine mænd, der alle som en var kampklædte i brynjer af kogt læder og ringbrynjer underneden. Krigerne havde store slagsværd og dobbeltbladede økser hængende ved bælterne og skjolde på deres arme. Han mødte roligt deres øjne og han kunne se at hans ro smittede af på dem. Han så på Tormod, hans bedste ven og mest trofaste kriger, og søgte hans klare blå øjne."Du har fulgt mig siden vi begyndte denne erobring, blodsbror. Er du stadig med mig?"
   Tormod så på kongen uden nogen form for frygt at spore i det klippefaste, blå blik. "Jeg er stadig med dig, herre konge. Jeg svor ved mit sværd og mine forfædre at beskytte dig og ingen mand skal kunne kalde mig eds bryder. Jeg er med dig til mit sidste åndedrag."
   Kongen nikkede og så på sin Gode Willibald. "Vil du velsigne mine krigere så de får held i kampen og at Odin vil tage godt imod dem i Valhal?" Goden nikkede og trådte frem. Han var et prægtigt syn med det store bjørneskind, hvor hovedet endnu sad på, og en stor økse ved sin side. Han hævede armene og bukkede mod den stigende sol og brød ud i bøn for krigerne.


"Solen stiger, solen vandre over himlen.
   Mange mænd, kamplystne er.
   Ravne samles, ådselsfugle klar til ædegilde.
   I gudernes rige, mand skal ven møde
   .. giv styrke, ... giv mod, ... giv sejr.
   I gudernes rige, mand skal ven møde"


Krigerne bankede rytmisk deres sværd mod skjoldene og brølede, klare til at følge deres konge. Kongen nikkede til goden og trak en tung sølvring af armen og gav ham den som belønning og tak for hans velsignelse. Tormod så mod horisonten. "Der, herre konge, jeg ser i det fjerne fjenden komme." Kongen gav tegn til at de skulle gøre sig klar. Han greb Tormods arm. "Nu sker det, blodsbror. Her skal slaget om Norge stå. Hvis vi skulle falde, genses vi i Valhal, ved Odins langborde." Tormod nikkede og tog hjelmen på.

"Se mig! Hør mig! Norges frie mænd. Konges stolte krigere." Olaf så igen på mændene. "Jeg ser i jeres øjne den samme frygt, som let kunne overvinde mig. Men i dag giver vi ikke efter. Mænd vil falde, skjolde skal splintres. Sværd dag. Rød dag. Ved alt hvad i har kært på denne gode jord, befaler jeg jer, at stå fast og møde fjenden, mænd af Norge!" Mændene brølede endnu højere end før og slog igen deres sværd mod skjoldene, at det kunne høres mange mil væk.

Olaf, Tormod og Willibald tog plads i forreste række sammen med de mest betroede mænd fra kongens hird. Tormod så på de seks Svartesønner, som havde hår sort som ravnevinger og hud solbrændt af lang tid i solen, og på den gamle Manur som stod og svingede med en stor økse som var den af halm.
   

Længe kæmpede de, huggede alle i nærheden ned, så ligene samlede sig i en hale hvor end de ti krigere gik. Med et brøl faldt Manur, halvvejs hugget over af et slagsværd og i raseri over det sprang Willibald ind mellem fjenderne. Han huggede vildt om sig indtil fem pile stak fra hans ryg og han faldt med blodet løbende fra sår på arme og bryst som han, i sin bersærkergang, ikke havde mærket.

Tormod holdt sig hele tiden på Kongens venstre side, også han var bersærk, men han holdte sig tilbage fra at fare på fjenden og efterlade kongen, som var såret af et hug i siden. Tormod så sig om efter en ny fjende og foran ham tårnede sig den største mand han havde set sig op. Han bar ikke et sværd, men to. Begge sværd var ligeså store som Tormods eget dobbeltæggede slagsværd og på ryggen havde han et skjold, som forsvar mod pile.

Manden brølede højt og gik til angreb på Tormod, som forsvarede sig efter bedste evne.
   Tormod sprang til side og huggede efter mandens ben. Kæmpen gav et brøl af smerte da sværdet bed sig gennem de svære skindbukser og skar benet over midt på låret. Tormod gav et brøl da kæmpens sidste udfald fældede Kong Olaf, hvis ben knækkede sammen under ham. Tormod skar kæmpens hals over med et vrid i håndleddet og løb over til kongen.
   Olaf så op på Tormod. "Således skete det min bror." Han hostede og blod løb ned af hans hage. "Odin tage vel imod dem, herre konge," mumlede Tormod da Kongen åndede ud for sidste gang. Tormod gav ham sværdet i hånden og lagde det mod hans åbne bryst.
   

   Tormod rejste sig og vendte sig mod fjenden. Med et brøl, værdig for en bjørn, for han på fjenden, med fornyet styrke og kraft. Han ryddede en cirkel om sig og fjendens mænd turde ikke møde ham. Han så sig om efter en fjende, vild i blikket og med fråde om munden. Et brøl fik ham til at se ind mellem fjendens rækker. En stor brun bjørn kom gående mod ham, på bagbenene og med savlet løbende fra flaben. 

   Lang var kampen og til sidst faldt bjørnen med Tormods sværd gennem gabet og ud gennem bagsiden af hovedet. Et smertes brøl rejste sig fra fjenden, og da Tormod trak sværdet til sig ændrede bjørnen sig til en mand med bjørneskind. "Hamskifter" snerrede Tormod med foragt og spyttede på den døde mand.

Han vendte sig mod fjenden. "Er det andre? ER DER INGEN ANDRE?!!" brølede han udfordrende ud over fjenderne. Han så ikke den bueskytte, som banede vej gennem fjendens rækker og sendte en pil mod ham. Den hamrede ind i Tormods mave. Tormod smed sværdet og greb om pilen og trak den ud. Blodet vældede ud af såret. Endnu en pil denne gang satte den sig i brystet, gennem hjertet. Han trak også den ud og så på den.
   "Jeg troede den ej bed. Dog render blodet ned. Odin tage mig til sig." Han faldt langsomt på knæ og væltede langsomt bagover, stadig med sit sværd i hånden. Han så op mod himlen og anede en smuk kvindeskikkelse over sig. 
Da fjenden nærmede sig ham, var han holdt om med at trække vejret og lå med et smil om munden og så op i den blå himmel.