Sofie legede sin lille forsvindingsleg, som hun plejede at gøre, når noget irriterede hende. Ikke et ord blot indadvendt tavshed, og ryggen der forsvinder bag en lukket dør.
   For hende fungerede det fantastisk, hun lagde afstand og fik luft.
   "Sikke en floskelfyldt madamme", tænkte hun, mens hun vaskede hænder og studerede sit ansigt i garderobespejlet.
   De grønne øjne gloede tilbage fra spejlets "rude", selv håret syntes at lide af elektriske udladninger. Hun pøsede lidt vand i det uden større held, og begav sig sukkende og knirkende i alle led mod kontoret.
   Hendes indre boblede af sure opstød, da hun ud af øjenkrogen så Helene sidde smilende og vinkende i sit glasbur. Hun gjorde fagter ned mod Sofies skrivebord.
   Sofie lettede modvilligt armen til en hilsen, og gik med langsomme skridt over mod sin plads.
   Hun havde et par sager fra i går hun skulle have kigget på, og åbenbart også noget nyt, at dømme efter Helene. På turen passerede hun termokanden og den daglige frugtkurv, og i forbifarten greb hun en banan og skænkede en kop kaffe. Med hænderne omkring den varme kop satte hun sig yderst på kontorstolen. og stirrede gennem den støvede rude ud på solen.
   Endnu engang legede hun sin forsvindingsleg:
   "Ferie, åh gud ja ferie, dase i strandkanten, se på lækre fyre og måger i flugt. Mærke den varme sommervind i håret og kaste sig ud i de muntre bølger. Svømme gennem det bløde vand, og baske som en legesyg delfin".
   Telefonen bragte hende tilbage på pinden, dens skrattende tone skar ind i hjernen:
   "Ja", svarede hun: "Nej jeg har ikke kigget på det endnu. Jeg kan se det ligger på mit skrivebord. Ja, ja, jeg ser på det lige så snart vi har lagt på", hun pirkede adspredt til en af de gule sedler på bordet og afbrød: "Endnu en børnesag. Som om jeg ikke har rigeligt", hun sendte et plaget blik mod kaosset på bordet, og et par himmelvendte øjne mod gipspladerne i loftet. Så tog hun sig sammen og greb mappen under den gule seddel.
   Tungt stof, mange ark. Puha, barnet en dreng på 6 havde man lavet en anbringelse af hos mormoderen som helt lille. Moderen ønskede ham nu hjemgivet. Sofie studsede og standsede sin læsning. Sært, hvor mange fandtes der lige med navnet Mirabelle? Et koldt gys for gennem hende og trak baner tilbage til morgenens oplevelser. Kunne det være den Mirabelle??? Nu ikke se syner, nej, men Mirabelle Albrechtsen med bopæl i Lyngby, hvad lavede hun en tidlig formiddag på Vesterbro? Sofie greb den næste seddel. Mus samtale klokken elleve, hun stirrede vantro på sedlen, var det ikke først i næste uge?
   Hurtigt tændte hun computeren, og loggede ind for at se sin mødekalender. Nej det var sgu i dag. Fandens hun havde ikke gennemgået spørgeskemaet, et hurtigt blik fortalte hende, at der var et kvarter til hun skulle sidde inde på bossens kontor.


Pernille stod klar ved mødelokalet, hun smilede stift og nikkede, da Sofie forpustet rundede hjørnet af gangen lige på slaget.
   De satte sig overfor hinanden, i blå stole, de så godt ud, men ikke var bygget til at sidde i. Sofie mærkede en lille ubehagelig sveddråbe på overlæben, og et snøft banede sig vej til næsen: "Undskyld", sagde hun og greb en serviet fra bordet hvor der var dækket med en termokande og et par kopper til kaffen. Hun vendte sig væk fra Pernille pudsede den ømme næse og smed det brugte papir i papirkurven under bordet: "Nu er jeg klar", sagde hun og lod de grønne øjne se ind i Pernilles.
   "Ja" Pernille holdt en kunstpause: "vi skal jo se lidt på fremtiden i dag, og selvfølgelig også hvordan det er gået indtil nu, men der er kun 25 minutter, så vi må være effektive, vil du starte?"
   Sofie flyttede sig lidt på den umagelige stol, og ymtede sig om den gode udvikling hun havde været igennem det sidste halve år, og det ganske udmærkede kursus for mellemledere hun havde deltaget i for to måneder siden.
   "Jah," Pernille trak på det: "Vi har jo bemærket at du har kvalifikationerne til at arbejde dig lidt videre i systemet, jeg har derfor også et virkeligt godt tilbud til dig", her gjorde hun igen en kunstpause.
   Et kursus mere, ja hvorfor ikke. Det kunne da altid give et afbræk i hverdagen, Sofie lagde hovedet på sned, det ville hun tage imod med kyshånd, hun mærkede en lille optimisme og stolthed over rosen, som fik hende til at ranke sig i stolen: "Jeg vil virkelig gerne deltage i de opfølgende kurser", hun lænede sig ivrigt frem mod Pernille.
   Pernille hostede tørt, og så tilbage på hende: "Det er dejligt at høre", sagde hun med undvigende stemme: "Først skal jeg lige informere dig om nogle andre ting. Det er ganske rigtigt at vi påtænker at give dig ledelsesfunktion for et team, men der er en lille hage ved udnævnelsen", her trak hun vejret dybt, nærmest som et suk. Sofie stirrede tilbage på hende, hvad nu?? Skulle hun mon følges med Gertsen, ham havde hun aldrig rigtig kunnet samarbejde med, det ville helt sikkert være noget skidt??
   "Det forholder sig sådan at......." Hvor hun dog trak den i langdrag, Sofie undrede sig.
   ".....du vil blive nødt til at flytte. Vi skal opbygge en underafdeling i Sønderborg. Og jeg er desværre også nødt til at fortælle dig, at hvis du vælger at sige nej, vil vi være nødt til at fyre dig med dit opsigelsesvarsel på et år", Pernille standsede sin ordstrøm, mens hun tavst manøvrerede med sin kuglepen. I den efterfølgende stilhed kunne Sofie høre sin egen hæse vejrtrækning. Øeh Sønderborg, hvad skulle hun lige foretage sig i Sønderborg??? Hun stirrede vantro tilbage på Pernille, og gjorde en tung synkebevægelse, helt tør i halsen. Så kom reaktionen, i form af et hosteanfald der sendte bølger af vrede rystelser gennem hendes krop og fyldte hendes øjenkrog med vand. Da hun var igennem, rakte hun hånden ud for at tage en slurk af den lunkne kaffe, men stoppede halvvejs som styret af højere magter.: "Det kan du ikke mene alvorligt, jeg tror ikke mine egne ører. Efter alt hvad jeg har lagt af engagement og timer på det her sted" hendes stemme var skinger og hun rejste sig så ophidset at stolen væltede.
   Pernille havde også rejst sig: "Tag det nu roligt", sagde hun og så med store øjne på Sofie: "Vi er vel voksne mennesker"..
   "Roligt", skreg Sofie: "Du har jo nærmest lige fyret mig, og så skal jeg tage det roligt", hun lænede sig henover bordet, greb koppen løftede den og smækkede den med et hårdt brag ned igen, så den resterende kaffe sprøjtede op: "Nu skal jeg sige dig en ting, jeg gør det ikke, jeg gør det under ingen omstændigheder", efter den svada vendte hun om på hælen og forlod lokalet som skudt ud af en kanon.
   Braget fra den smækkede dør ekkoede længe efter hun havde forladt lokalet, og Pernille så ned af sin kaffestænkede bluse, Sikke en måde at te sig på, hun havde da aldrig kendt magen.

Hvordan hun kom ned på kontoret vidste hun ikke, ned kom hun. Helene havde gjort sig usynlig. Hun kunne godt have brugt hende lige nu, og det på trods af at de aldrig var enige om noget som helst. Gertsen sad på sin pind og nikkede kort til hende. Hendes mobil ringede. Hun tog den, og skyndte sig ud af bagdøren. "Hej det er Sofie", nærmest råbte hun.
   "Hej det er Hans. Du lyder så opkogt, er der noget galt?"
   "Ja, det kan du lige bande på, jeg er blevet fyret. Jah altså hvis jeg ikke flytter til Sønderborg, og det gør jeg ikke".
   "Sønderborg hvad søren har en fyring med Sønderborg at gøre?", hendes Hans lød uforstående.
   Hun forklarede stakåndet det hele..
   "Nåh, på den måde, lad os tage den i aften. Jeg ringer for at spørge om du har tid til at kigge forbi til en gang aftensmad? Du kan bare komme lige efter arbejde. Jeg sender dig tusind kys", her startede en sand kyssekaskade.
   Ja, ja han var om ikke andet kærligt anlagt, hun sendte ingen kys tilbage, men replicerede: "Jeg er der ved halv seks tiden.".
   Måske var det slet ikke nogen god ide at tage ud til ham, hun havde vist en del at overveje???. Hun kunne ringe hvis hun ombestemte sig. Lige nu orkede hun ikke kontoret og Gertsen, istedet ville hun i kantinen og se om Helene var der. Hun havde brug for at tale om sagerne.

Helene sad ved vinduet med en lasagne og en stor skål grøn salat foran sig, hun smilede glad da Sofie baksede sig ned overfor hende.
   "Hej", sagde hun: "hvor er det dejligt at du kommer og sætter dig her, så kan vi få snakket lidt. Skal du ikke have mere end det der?", her pegede hun på Sofies lille salat og enlige brødskive.
   "Nej jeg er ikke sulten", snerrede Sofie.
   "Godt ord igen, hvorfor er du dog i så dårligt humør", Helene indfangede et stykke salat med tomat og tyggede sig igennem det, mens hun betragtede Sofie.
   Sofie lænede sig frem over bordet, og hviskede sin lange forklaring i øret på hende.
   "Gud, det siger du ikke" hun gjorde øjne: "Det er jo en ren gyser", så lænede hun sig konspiratorisk frem mod Sofie og hviskede: "Jeg ved tilfældigvis at Gertsen også skal ind til samtale hos Pernille klokken halv to, og jeg skal klokken to, tror du så at......?"
   Sofie nikkede alvorligt tilbage.
   Helene sad helt roligt på sin stol, så tog hun en slurk af sin danskvand: "Jamen det går nok alligevel", sagde hun så.
   "Ville du gøre det?", hviskede Sofie forundret henover bordet.
   Helene nikkede: "Ja hvorfor ikke, den eneste forhindring er hvis min mand siger nej. Det tror jeg nu ikke han arbejder jo hjemmefra, og dig du bor alene?"
   Sofie trak på det: "Jamen", sagde hun så: "Jeg gør det altså ikke, ikke under nogen omstændigheder"..
   "Du burde nu tænke over det", svarede Helene: "Det er et godt job og du er dygtig til dine ting. Du får spændende nye opgaver. Sønderborg er ikke i den anden ende af jordkloden", så kastede hun sig igen over sine madskåle.
   Imens betragtede Sofie hende, og stak undervejs lidt til sin tørre salat. Typisk Helene hun tog tingene med ophøjet ro. Forbløffende og irriterende, Sofie fattede ikke hvordan nogen kunne have det på den måde.
   På bordet lå dagens formiddagsavis, hun greb den for at læse. En markant overskrift fangede hendes blik "Jeg har gjort alt" stod der med fed skrift henover forsidens øverste linjer. Så var der en henvisning til side fem, hun bladrede frem til siden, og stirrede ned på Mirabelles smilende ansigt.
   Nu stod verden da snart ikke længere. En beskrivende artikel forklarede situationen, og at sagen var berammet i Ankestyrelsen. Der var adskillige billeder af det nydelige hjem, også et af det smukt indrettede børneværelse til den forventede hjemkomst. Samt et lille amatørbillede af drengen som lille. YNDIGT, Sofie lagde hovedet tilbage, mens klumpen voksede i halsen.
   Sofie var frustreret det var klart, hendes job var i fare, i og for sig havde hun selv opsagt det, og gjort sig upopulær hos sin chef. En fremmed kvinde forfulgte hende på grund af et barn. Hendes kæreste ville kysse og hvad deraf følger. Arbejdets pligter kaldte,og hendes hjerne var i en sær kortsluttet tilstand, ude af stand til at rumme dilemmaerne. Det eneste hun kunne mærke gennem tågerne var en voldsom vrede over, at skulle tilbage til på en hård kontorstol og løse andres problemer.
   Hun rejste sig brat fra sin plads, og så beslutsomt ned på Helene "Jeg tror", sagde hun: "At jeg vil gå hjem nu".
   Helene så forbløffet på hende: "Men tror du det er en god ide?" sagde hun
   "Nej sikkert ikke", svarede Sofie: "Men jeg gør det nu alligevel".