De siger, det er et tomt fix. Tidsmaskinen. Et luftkastelslån med dyre afdrag.
For ti år siden rullede de første reklamer over gadebilledet. Man kunne selvfølgelig bare tage sine Igoogles af, og se verden som den egentlig er. Men vi gjorde naturligvis intet så fjollet. Sandheden er, at vi ikke længere ved, hvad vi skal stille op med, hvad det nøgne øje ser."ER DU PÅ UDKIG EFTER NYE EVENTYR? HVORFOR IKKE KIGGE I FORTIDEN?". Reklamerne, der egentlig kun er obligatoriske for os fattigerøve, os der ikke har råd til at finansere teknologiens udvikling, men "gidgerne" besluttede at denne reklame, denne nyhed, skulle gøres offentlig for alle. Den skulle spredes vidt og ofte. I starten rullede den hen over blikket hver halve time.Der var klager, virtuelle diskussioner, demonstrationer foran hovedkvarteret i et par uger. Poshfolket strømmede ud på gaderne, som havde de taget et lynkursus i, hvordan vi andre, os, nede på jorden, eller så tæt man nu engang kan komme, gebærder sig i det, der kaldes "ude".De var ikke tilfredse med gidgernes og overhovedets beslutning om, at denne reklame, skulle afbryde deres travle hverdag. Desuden var det noget værre vrøvl. Man kunne ikke rejse tilbage i tiden. Aldrig i hundrede år, uanset hvor fancy verden så end var blevet. Alle havde læst nyhederne for år tilbage om tidsmaskinen og dens utal af fejlforsøg, der havde kostet dyrt for de frivillige.
Tumulten tippede dog hurtigt over, præcis som håbet, og folk med penge klikkede ind på reklamen og tog en guidet tur. Jeg har ladet mig fortælle, at de første ture, de første hundrede, der valgte tidsmaskinen til, betalte et svimlende beløb. Rygterne strækker sig fra 1 million unicoin til 5. Jeg har også hørt vandrehistorier om, hvordan det var for dem at rejse tilbage i tiden. Og hvordan deres tilvalg af tidsmaskinen fungerede som donationer til gidgerne, så de kunne videreudvikle det nye fænomen, der for alvor spændte ben for verdens naturlige udvikling. Dette var startskuddet til den totale afvikling af nu'et, af carpe diem og det umiddelbare øjeblik. Fra nu af skulle der kun herske før og efter, fortid og dagen i morgen.
Havde de rige ikke investeret i maskinen, havde jeg aldrig prøvet selv. At rejse mellem tid og åndedrag. Men det gjorde de, og 7 år efter første lancering, efter 3. udgave af tidsmaskinen var blevet gjort tilgængelig, lancerede man "Time Volunteer". Begrænsninger til denne var uendelige i forhold til "Time Pro". Jeg har glemt, de officielle guidelines, men det var for eksempel kun muligt at rejse tilbage i tiden, hvis kulissen for den valgte begivenhed var inde for synlig rækkevidde. Man kunne altså ikke, som low-life, rejse over vand og grænser. Øjet blev vores begrænsning. Til gengæld fik vi een mulighed for at ændre een given handling. Denne mulighed var udarbejdet med et eneste formål; at frarøve de fattige, deres sidste penge. "The wheel of fortune", en udvidelsespakke til "Time Volunteer" kostede som minimum, det man havde stående på kontoen. Med andre ord - ens sidste midler. Idéen blev solgt med ordene: er du træt af trænge vilkår? Drej hjulet og ændr din fortiden.
Det hele var simpelt, tag et enkelt spring tilbage til et hvilket som helst tidspunkt - her gjaldt "så langt øjet rækker"-reglen ikke - i din fortid og ændr en handling, som du mener, kunne have givet dig en bedre nutid.Man fik eet forsøg. Lykkedes det ikke, vendte man tilbage til samme rolle, man havde forladt. Nu fattig, uden mulighed for at gå tilbage i tiden igen. Og uden mulighed for at tjene til dagen og vejen igen.Dette stod naturligvis med småt, og ingen har nogensinde brudt sig om at læse den slags ord. Snart flød gaderne med ranglede rester af udsultede kroppe. Hungersnød var et ord, vi havde hørt, men uden mening. Time, Wheel of Fortune gav liv til meningen bag.
Staten retfærdiggjorde denne sadistiske musefælde med ord som: "egen fri vilje" og "omkostninger af et vellykket spin, kunne komme til at koste hovedkvarteret dyrt". De helgarderede sig som hellige støtteorganisationer, gemte sig bag falske smil i diverse nyhedsudseendelser og forsikrede samtidig om, at der ikke var tale om svindel, men at det rent faktisk stod det enkelte menneske frit for at forme sin egen fremtid".
Jeg har aldrig følt mig fristet til at dreje hjulet. Desuden er mine problemer banale i forhold til mængden, jeg befinder mig i.De rige bruger tidsmaskinen til at rejse på kryds af vandene, ordne forretningsaftaler der af den ene eller anden grund ikke blev til noget i fortiden og dermed hiver flere millioner hjem til fremtidens konto. Med Time Pro stod det de rige frit for at ændre handlinger i fortiden, uden umiddelbare men og farer.Mine muligheder var begrænsede; af øjets rækkevidde, af manglende kapital og mulighed for at finjustere ved, hvad der var sket.
Og mens de riges tidsmaskine var som en limosine med mulighed for at stoppe, hvor som helst under turen, kunne min samlignes med en bustur, med faste stop indlangt langs tidslinjen. Vi havde med andre ord ikke mulighed for rejse tilbage til en hvilken som helst dato eller begivenhed. Vi kunne rejse tilbage i hele år, 365 dage ad gangen.Men det var okay. Det var ikke derfor jeg brugte 25.000 unicoins på denne ny app. Jeg havde ikke behov for at ændre noget... Bildte jeg mig selv ind.Jeg købte mig vej ind i fortiden for at mødes med ham. Sådan tror jeg de fleste af os fattigerøve havde det, har det. Vi tilføjede tidsmaskinen for at forsvinde væk i højt skattede minder, vi brugte den som en virkelighedsflugt.
Nok havde verden ændret sig, men menneskets tryghedsnarkomannatur lå stadig dybt begravet i hver en nervebane. Især os uden penge søgte sammen to og to. Vi parrede os for livet, viede os til hinanden som levende redningsvester - i et håbløst forsøg på at holde verden ud og ude.Jeg havde fundet sammen med en gammel ven. Vi havde givet hinanden ord om for evigt og altid og os to, til lyset går ud. Og jeg vidste, at jeg aldrig ville forlade ham.Men tidsmaskine gjorde det muligt at vige fra hans side. Og jeg tog mig selv i at gå ned ad gaden, hvor jeg mødt ham første gang. Forbi lejligheden, vi havde delt i to år. Jeg var heldig. Mine kæreste minder lå længere nede ad vejen, og satte derfor ingen begrænsninger for mine ellers få rejsemuligheder.Så jeg gjorde det til mit syndige ritual at tilslutte tidsmaskinen oftere og oftere.
I starten tror jeg ikke, han lagde mærke til det. Man sagde, at tidsmaskinens bivirkninger var få, i og med ny og finpudset teknologi havde gjort det muligt at klone sig selv i splitsekundet rejsen tog, så man fysisk stadig befandt sig i nutiden.Vi fandt dog ud af, gennem egne erfaringer, at bevidstheden fulgte med over i fortiden... Og man så sjæleløse kroppe vandre i autopilotgang i gaderne med et fjernt blik hvilende bag brillerne. Dette syntes rimelig uskyldigt og uheld fandt sjældent sted. Hvad de dog aldrig fortalte os, var problemerne, der fulgte med afhængigheden. Vi var blevet gjort til fortidsjunkier, altid på jagt efter et nu, der allerede havde udspillet sig. Altid på flugt.
Jeg står ude foran den gamle kirke.December har lagt eftermiddagen i mørke og sneen daler vådt og tungt fra grådækket foroven. Mine tindinger gør ondt, mit blik er sløret. Abstinenserne er forfærdelige. Umulige at beskrive i fulde detaljer. Ikke rigtig smertefuld, bare ubehagelig... Som sad en skarp klinge på tværs i hjernebarken. Jeg ved at mit fix vil give kortvarig forløsning - at jeg vil vende tilbage med fornyede spændinger i hovedet, velvidende at kuren ikke findes. At denne tilstand er for bastandigt. Og jeg ærgrer mig endnu engang over, ikke at have sat mig bedre ind i tingene, dengang jeg investerede i maskinen. Havde jeg vidst bedre, var jeg aldrig kommet tilbage til nutiden. I hvert fald ikke før tiden automatisk ville indhente mig.Alle mine små rejser havde derimod gjort det umuligt for mig at blive væk fra nutiden længere tid end et par timer ad gangen nu. Koldsveden, den skarpe fornemmelse i hovedet, fulgte med over i fortiden.
De første dødsfald er begyndt.De skriver om mennesker, der ikke kan slippe tidsmaskinen, som rejser hver dag, flere gange. Som vender tilbage med stærkere smertere, trykken for øjnene og feberramt krop. The time-flu.Tanken om ikke at være til - hverken før eller nu - skræmmer mig, men ikke nok til at destruere min time-app. Aldrig.
Det er d. 10 december. Det gibber i min krop ved tanken om at skulle se ham igen. I de magiske omgivelser kirken bringer. De gibber af forventning, fordi jeg har ventet på denne dag i måneder. Dagen, hvor vi lod ord forsvinde og han spillede guitar på stengulvet. Lod tonerne vandre langs væggene.
Uret slå fire, jeg sætter mig på en bænk, mest fordi mit autopilotjeg har mistet en del af sin førelighed.Jeg blinker en sidste gang mod nutidshimlen, tilslutter tidsmaskinen og lader en tanke svæve ubeslutsomt mellem tid og intet: Jeg vil dø... Dengang.