"Din krop er latterlig! Den her deal er off!"
   Undskyld, men hvad fanden er det, jeg har rodet mig ud i? Og kan man trække i land, når man nu står iført trusser, T-shirt og et usikkert grin?
   "Du er latterlig", siger han. Armene hænger slapt, maven er spændt.
   "Du ser photoshoppet ud. Er du sød at tage noget tøj på igen." Flamme fra fortiden har haft travlt. Alt for travlt ... Med at blive en mand. Ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, at tiden havde stået stille de sidste ti år? 21-årige Mark er bestemt ikke den samme som nutids-Mark.
   Han smiler ikke længere, kigger ned ad sig selv, på den lidt for selvsikre måde. Er på grænsen til at fnise. "Tag din bluse af", kommanderer han. Stadig uden smil.
   "Fuck dig!", griner igen. På den usikre måde. Overvejer mine flugtmuligheder. Ser halvanden. Hoppe ud af vindue fra første sal, i ført trusser og T-shirt. Kunne godt lade sig gøre, afføder dog nyt problem, når jeg efterfølgende vil stå på byens mest trafikkerede gade, iført føromtalte, udfordrende outfit, mens nattelivets forbipasserende stiletter og slikkede frisurer vil pege og grine. Eller lave tackling på fortidsflamme, der blokerer eneste rigtige exit, gribe tøj i forbifarten og styrte ud af eget hjem?
   Sidste mulighed forekommer mig bedst. Tager lidt for usikre skridt mod ham, overvejer om knæ i skridtet vil være for meget, når nu han ikke har gjort andet end at smide tøjet på min opfordring. Han kunne jo for fanden også bare lade være med at være så lækker, ikk'? Faktisk beder han selv om det. Tarveligt sådan at give andre mindreværdskomplekser - fandme nej, om jeg skal ligge der og føle mig, som en fed og tænke, om han mon tænker, at dette bestemt er en scoring nedad. Nej tak du.
   Tager to hurtige skridt og lægger an til at løfte knæet, idet han tager fat i min arm.
   "Nu!". Tonen er hård. Sexet. Forbandet.
   "Jeg har ikke lyst", piber jeg og mærker, hvordan varmen strømmer i kroppen, idet hans greb strammes om min arm. Han låser sit blik fast med mit i alt for lange sekunder, inden jeg giver op og ser ned. "Mark, helt ærligt ... Kan vi ikke godt stoppe det her, det var jo bare for sjov, ikke. Det er fjollet, og jeg føler mig frygtelig nøgen". Han kigger igen ned ad sig selv, og jeg kan godt se ironien i det. "Det var slet ikke meningen" fortsætter jeg, mens grebet om min arm løsnes. Endelig!
   I et hurtigt ryk, får han vendt mig om, så min ryg er mod hans mave. Han lukker sine hænder om mine hofter og jeg bruger al min energi på ikke at presse min røv mod hans pik. Det sker ikke, det sker ikke, messer jeg for mig selv. Han trækker T-shirten over hovedet på mig, strejfer min skulder med lidt for bløde læber i lidt for lang tid.
   Mine ben sitrer og kan ikke holde et svagt stød med røven tilbage. Fuck. Han griber fat om mine hofter igen, hårdere end før, og presser sin krop mod min.

Får af uforklarelige årsager vristet mig fri.
   "Se selv!" jeg peger ned ad mig selv, for at understrege sandheden af det, jeg nu skal til at sige "det var ikke meningen, der her skulle ske. Det kan du vel nok se, ikk'?" Han lader blikket vandre over mine kurvede linjer. Fucking hell, ikke meningen jo.
   "Flot sæt", siger han så og griner smøret. "Præcis! Der kan du se. En kvinde, der rent faktisk havde håbet på sex, havde jo ikke iklædt sig polkaprikkede trusser og laset sports-BH, vel?" Ånder lettet op. Krise næsten afværget. Kan allerede se mig selv stå i døren, iført tøj igen - åh, tøj - vinker til fortidsflamme, grine og kaste med ord som "puha, det var tæt på hva'. Nå, vi ses lige pludselig!"
   Men Mark siger ingenting, står stadig og blotter hver en centimeter af min krop med blikket. "Så altså, du kan nok se, at det ...", "Hold kæft", afbryder han og rykker tæt på igen. Han lader den ene hånd danse henover min mave, mens en finger får forvildet sig ned under trussekantet. Forsøger - for sent - at afværge katastrofen, der snart vil indtræffe. Han lader den glide længere ned og med et ord, nedbryder han alle mine argumenter, mit panser og min skudsikre selviscenesættelse.
   "Glat".


Del II

"Jeg var virkelig vild med dig", siger jeg, da vi efterfølgende ligger nøgne i den lille seng. Kan ikke lade være med at smile. Hendes hjem minder om en studielejlighed, og oser af et tabt liv eller et ønske om en ungdom, der var gået anderledes. Ingen 27-årige vælger en enmandsseng, uden der ligger en dybere grund bag.
   "Jeg er stadig vild med dig", siger hun så. Det gibber i maven og jeg har lyst til at vende ansigtet mod hendes, forsøge at finde svar i de grønne øjne. I stedet slår jeg håbet hen. "Det er åndssvagt, du har ikke set mig i fem år. Du kender mig ikke længere"
   "Jeg kender dig. Jeg ved alt om dig". Hun rækker ud efter cigaretpakken på natbordet, tænder og puster ud.
   "Nej", konstaterer jeg kort og trækker det ene ord så langt som muligt. Hun opponerer ikke, ligger bare fladt på ryggen, skyder aske af smøgen og stirrer stift mod loftet. Efter lidt tid genoptager jeg ordene: "Nej, du gør ikke. Du kender min historie. Men jeg er ikke min historie. Ikke kun. Du ved ikke, hvem eller hvor jeg er nu. Du kender de nøgne minder, men de er gamle ... Slidte." Jeg smager lidt på den næste sætning i hovedet, "Jeg er ny." Fortryder med det samme - lyder langt ude ... Lyder latterligt.
   Hun dræber et grin med et smil, der strækker sig langt og bredt over det aflange ansigt.
   "Okay, " siger hun så, "jeg tør vædde med, at du har en kæreste. Og du ligger nu og overvejer, hvorfor du ikke har dårlig samvittighed, når du burde. Hun er høj og tynd, på den misundelsesværdige måde. Måske er hun russer. Ja, det kunne hun godt være. I knepper på kanten af vanvid - men I gør det tit og godt, for så at gå hver til sit, fordi I i hinandens selskab glemmer at føle.
   Sandheden er, at du godt ved, hvorfor du ikke bærer nag. Hun er et lortemenneske, så løsrevet - og alligevel klinger hun sig desperat fast i huden, med det yderste af neglene. I er hinandens ulykkelig lykke - et bevis på at ting alligevel ikke ændrer sig.
   Du snakker stadig ikke med din far, men du fortæller dig selv, at du har lukket den dør. Måske har I nikket til hinanden på gaden en gang og ud fra det, har du opbygget et glansbillede af total uforløsende fornægtelse. Du har løst alt ved at løse intet.
   Desuden er du også et lortemenneske, der gemmer sig bag vigtigt tøj og en jeg-har-styr-på-det-frisure. Du kunne godt arbejde inde for PR, eventmanager. Ja, det ville give mening. Du bruger dit liv på at arrangere de perfekte kulisser for duller og douchebags. Hver dag finder du dig i at blive revet rundt i manegen. De råber og skriger og du bærer et stempel, dagligt, der fortæller dig, at du ikke gør det godt nok. I sidste øjeblik går tingene dog op. Duller og douchebags klapper dig på skulderen og takker for deres livs fest, og du går derfra med hovedet højt." Hun holder inde for at tage et sidste hvæs af smøgen. "Du har skabt et liv, der kører i ring om din fortid. En kulisse, der hver dag river dig ned indeni, hvor du i sidste ende forsøger at stable noget på benene, der skriger perfektion."
   Stilhed.
   "Forstår du, hvad jeg mener?" Hun vender ansigtet mod mig. Har lyst til at smile til hende, kysse de dirrende læber og fortælle, at jeg har savnet hende. Jeg har lyst til at gribe fat i fortiden, som hun ligger der, tvinge hende ind i mit nu og starte forfra.

"Hendes navn er Aylena ...", siger jeg i stedet.