Jeg har ikke lyst til at knække hendes verden på halv.
   Og jeg har bestemt ikke lyst til at se hende, samle rester af et glansbillede i glas op fra gulvet.

Kunne vi bare kaste med glas og tallerkener og store, rungende ord.
   Klir.
   Men vi har ikke mere at kaste om os med. Vi har revet kulissen itu, står med bare fødder, dybt begravet i ruiner, af det der engang var.
   Nøgne.
   Helt og aldeles blottet for filter og fremtid. Vi bor her.


"Tror du, skønhed kan blomstre af det grimme?"
   "Hvad mener du?" Hun ligger på ryggen, armene over hovedet, i en solstribe på sengen. Den lille rynke på næsen, fortæller mig, at en skæv tanke har taget form indeni. De guldfarvede øjne stirrer forbi mig, som søgte de verdens grænse.
   Jeg har lyst til at kysse hende, fortælle at alt nok skal gå. Ikke fordi, hun har brug for at høre det, nej, bare for ... For at skabe ro et øjeblik.
   Der er støj deroppe. Flimmer, som hun ikke vil erkende.

"Altså ... Tag et sørgeligt tilfælde. Eller nej, det er ikke den rigtige vending. En knækket sjæl. Årsagen varierer. Det vigtige er bare, at dette menneske, ikke har mere at give. Vi er nået til point of no return, okay?"

På et tidspunkt, vil jeg fortælle, at det pirrer mig, når hun lade talestrømme flyde på den måde. Ikke fordi, jeg nødvendigvis synes, hun er genial eller har fat i en eller anden form for lang ende, men fordi det er i de stunder, hun er allermest blottet. Når hun forsvinder ind i sit eget fredhelle, lusker rundt, leder, søger, for så at vende tilbage. Vende tilbage med noget indefra.
   Vil muligvis undlade den del, hvor jeg ikke mener, hun er genial.

"Mener du, at årsagen til denne sindstilstand hos den enkelte person hele tiden varierer?" Kan ikke dy mig. Det er dumt.
   "Du er så fucking irriterende. Du ved jo godt, hvad jeg mener". Smiler mit mest mongolagtige smil, i håb om at få et tilbage. Hun sukker dybt, med nedadvendte mundvige, men misser med liv i øjnene. Godt nok.
   "Men altså ... Og tak fordi du hylede mig ud af den, forresten ... Du har disse mennesker, måske samlet, og de får så til opgave at fortælle deres mørkeste historie uden talte ord. De kommer ind i et rum, hvor diverse redskaber er til rådighed. Det kan være male- og tegneredskaber, instrumenter, hverdagselementer så som køkkenting, også knive ... " hun stopper op, "Tror du, de kan få noget ud? Og hvis de får noget ud, om det så er et dystert maleri eller blodige streger på kroppen med hjælp fra køkkenkniven, ville 'vi', samfundet, kunne acceptere det som noget smukt? Et æstetisk udtryk?"

Hun ved det ikke, men det er i disse talestrømme, hun fortæller mest om sig selv. Og selvom jeg stort set altid er irriterende og retter på ligegyldige formuleringsfejl, så er det her, jeg føler mest for hende. Det er i disse øjeblikke, jeg finder mening, et ståsted, noget at holde fast i, i en hverdag hvor guldfarvede øjne ikke lukke andre end lys ind.
   Jeg har lyst til at ruske hende hårdt, råbe at der er så forbandet smukt derinde, hvor hun holder til for sig selv. Og spørge om man eventuelt kunne blive inviteret til et smugkig noget oftere eller om det er en lukket fest, der ganske sjældent og sporadisk, kaster lysglimt fra sig. Som at stå på en altan nytårsaften, betragte fyrværkeri flimre i det fjerne og tænke, om man mon har valgt den rigtige fest?


"Du siger ingenting?", hun vender hovedet mod mig og skær en grimasse. Jeg ved, at hun ved det. At jeg ser, den nøgenhed, hun netop har fyldt disse minutter ud med. Og jeg tror, hun fortryder, så jeg læner mig ned og kysser hende blidt på bløde læber.
   "Du er så forbandet smuk, ved du godt det?"
   "Hold nu kæft!", hun slår en latter op i et forsøg på at skabe røgslør, men det er for sent. Jeg har set hende, så hun vrider sig uroligt og lader blikket flakke.
   Det er den særeste nydelse, at se hende sådan. Sårbar og fuld af fortrydelse. Overvejer et kort øjeblik om der er noget galt med mig, om en indre sadist ligger på lur, i det min pik begynder at reagere på situationen.

"Jeg kan sagtens følge dig," siger jeg så, "og jeg tror på at noget smukt kan opstå af kaos."
   Hun smiler og jeg beslutter mig for ikke at fortælle, at jeg ser glimt af sandheden, hvile bag normalt rolige øjne.
   Både for at undgå ligegyldige skænderier, baseret på forvrængede virkelighedsopfattelser, men mest fordi tanken om at kneppe hende lige nu, har sat sig på tværs, og skænderier - i hvert fald af den karakter - som oftest fungerer som spoilers på den uforløsende måde.


Vi bor her.
   I kaos. Med hver vores knækkede hylster, hvor sjæl og liv for længst er sivet ud af nødsprækker. De sørgelige tilfælde, begravet i det grimme.
   Jeg har lyst til at spørge hende, om hun kan huske samtalen.
   Jeg har lyst til at gøre det godt, og til at skabe smukke meninger, vi kan hive frem i mørket.

Men midt i alle hverdagsrester, har jeg mistet håbet, og tanken om at backtracker i alt det lort, vi står i, får mig til at tvivl på mit sinds styrke.

Så står vi her.
   På mine læber hviler det fineste glansbillede malet i blod og tårer, størknet til glas.

"Aurora ... Jeg bliver nødt til at gå nu fra os nu."
   Og det vi skabte, splintres i et sidste kaos, efterlader ingenting.
   Udover intet.