Jeg ved ikke, hvad jeg laver her på fremmed hotelværelse i byen, hvor tiden har for travlt til at eksistere.
   Mit tøj lugter af røg og min taskes indhold er flere dage gammelt. Jeg husker ikke længere, hvordan jeg efterlod mit hjem eller hvordan jeg er havnet her. På vildspor. Afveje.
   Jeg tænker på gader, jeg aldrig kommer til at betræde igen. Glimt af en nat, som jeg, hvis jeg kunne, ville trække i langdrag. I stedet spiller jeg scenerne i mit hoved, med åbne øjne, der sikkert fortæller en masse, de ikke burde.

Jeg ved ikke, hvem han er.
   Tirsdag. På hovedbanen. Jeg henter dig.
   Okay.
   Jeg er ret sikker på, vi har en sexdate.
   "Kan du lide vinen?"
   Den smager kvalmende sødt og fremprovokere svulmende fornemmelser i tungen.
   Hvad fanden skal jeg sige? Jeg aner intet om vin.
   Han smiler slesk og tager min tavshed som sammentykke og stryger mig over mine nøgne ben.
   Jeg drikker helst øl og er skide ligeglad med fancy vine og hotelværelser, der forgiver at være kulisse til særlige stunder.
   Hotelværelser stinker langt væk af bedrag og afmagt.
   Jeg stinker stadig bare af røg. Hader at være her.
   "Hvis du har lyst, kan du tage et bad".
   Jeg har ikke lyst. Tanken om at stå i et badekar, hvor andre har vasket ligegyldigheden af sig, desperat forsøgt at leve i for længst død og selvafskrevet krop, giver mig kvalme.
   Jeg går i bad.

Vinduet lukker grå lysglimt ind.
   Han pusler inde ved siden af. Forsøger at huske hans navn, mens vandet siler ned ad min krop. Det føles hverken koldt eller varmt. Kommer frem til, at jeg ikke aner, hvad han hedder. Er ligeglad. Denne nat behøver intet virkeligt, vi bærer alligevel falske smil, kun opløftet af forventningen om gensidig tavshed, når dørene igen lukkes.
   Jeg har en følelse af at vaske den sidste rest af værdighed af mig.

Han er rykket ind i sengen.
   Han ligner en Jesper. En der til dagligt går med jakkesæt, for at virke interessant og vigtig i et forgæves forsøg på at kompensere for manglen på empati og forståelse.
   Jeg fnyser smilende. Lidt har vi da tilfælles.
   Jesper er et latterligt navn.

"Hvad hedder du?", han smiler klamt og bredt med alt for perfekte tænder.
   Forestiller mig at han er typen, der bruger lørdag aften på at sniffe og kneppe 17-årig piger.
   Fucking karma sutra-instruktør med vigtig job og alt for meget livserfaring.
   "Marie" siger jeg.
   Sætter mig på sengen kun i ført trusser og den T-shirt jeg har boet i de sidste par dage. Bemærker at jeg fornyeligt har barberet ben. Sexsignaler.
   "Marie", brummer han, "du ryster jo..." .
   Han stryger mig igen over benet.
   Jeg hiver efter vejret. Forstår ikke hvorfor. Hans tænder er unaturlige hvide. Desuden ryger han hvide marlboro - så fucking vigtig.
   Han tolker min reaktion som enhver mand burde tolke den og læner sig ind over mig, begraver sin tunge i min mund.
   Det skræmmer mig kun lidt, hvor lidt jeg egentlig kæmper imod.

Senere bestiller han mad.
   Stirrer på tre portioner mad, prætentiøst forklædt i et forsøg på at udgive sig for at være noget andet end fucking tomatsalat og tørret skinke.
   "Kan du lide din parma prusciutto?"
   Jeg har lyst til at snotte ham i ansigtet. Mest fordi han minder om min mor.
   Jeg kan naturligvis ikke tænke på andet, da han stiller bakken på gulvet og presser mig ned i sengen. Han er tung og lugter fremmedgjort.

Hans støn får den svulmende fornemmelse til at vende tilbage.
   Jeg er sikker på, jeg skal kaste op, mens mine svage støn forsvinder ud, hvor tiden alligevel ikke er.
   Hans pik er hård og lilla og han beholder undertrøjen på alle 7 gange, vi knepper.
   Han fortæller senere, at han faktisk er ret stolt af sin pik.
   Jeg har lyst til at fortælle ham, at den er for tynd i forhold til længden. Men han har en psykopatvibe over sig, så jeg siger: "Du er ret lækker".
   Jeg mener det ikke.
   Han slår mig hårdt. Igen og igen. Jeg skriger, mens han kører ind og ud i en monotom rytme.
   Han slår anderledes end de andre mænd. Han slår som han støder. En regn af lussinger. Min krop giver ikke efter. Ligger stille og tager imod. Prøver at huske, hvorfor jeg kan lide det.

På et tidspunkt begynder tårerne at trille.
   "Græder du?" stønner han hæst og støder hårdere. Jeg skriger. Måske fordi, han støder for dybt. Jeg gider ikke tænke det til ende.
   "Fuck hvor frækt!" Han aer mig over kinden, fjerner en tårestrøm og lader den flade hånd ramme igen.
   Jeg synker dybere i madrassen, og tænker på om andre mon nogensinde er sunket, så dybt som jeg.

Tomatsalat, lussing, fremmed pik, mor, grå, lussing, skrig, hvidvin...

Jeg vågner til en ny dag.
   Lister ud på toilettet og tvinger mig selv til at møde øjnene i spejlet. Det ene øje er lilla og blåt, fortæller historier om endnu en nat, uden betydning, endnu en nat, der frarøvede mig min integritet.
   Endnu en fejltagelse.
   Jeg fører en finger op til øjet, trykker under det. Farverne får mig til at smile. Tanken om, hvad andre vil tænke, får mine tanker til at gå i stå.
   Jeg tror måske, jeg skreg "Jesper" i løbet af natten. Ved stadig ikke, hvad han hedder. Er stadig ligeglad.

Roder efter en ren bluse i min taske.
   Min telefon vibrerer.
   "Aurora.
   Det er dybt beklageligt,
   men jeg må erkende at
   være for chicken-shit
   til at ringe.
   I virkeligheden vil
   jeg bare fortælle dig
   at...
   At du bliver nødt til
   at hente din lighter.

For jeg er ikke
   færdig med at skrive
   historie med dig."
   Den vibrerer igen.
   "Hov forresten.
   Det er Vale..."