... Og en ildkugle kastede flammestøv fra sig, ildregn på jord.

Med nakkerne forvredet i akavet stilling, fulgte vi dens færd over, hvad vi troede var vores, himmel. Hvis vi bare havde vidst, eller i det mindste taget mere seriøst, at alt, hvad vi så, alt hvad vi tog forgivet, altid havde været vores - på lånt tid.
   Og på et splitsekund forsvandt al mening. Indre vægge blev revet ned, illusioner brast, mens ildstøv satte sig i træernes kroner.

Tidløs tid på jord.


"En simpel regnefejl", skrev de.
   En simpel regnefejl ville blive vores endeligt. Solen der skulle brænde milliarder af år fra nu, valgte at skubbe fremtiden bagud. Til vores nu. Til vores sidste nu.

Jeg spejder mod himlen. Med ham i hånden. Paralyseret et splitsekund af ildkuglen, der vokser sig større for hvert forhastet åndedræt.
   Jeg ved med det samme, at jeg ikke er en af dem, man ser i store hollywoodfilm. En af de modige, dem der finder en løsning. Og mens virkeligheden rykker tættere på, mens mit hoved desperat prøver at acceptere at den fremtid, som vi ikke havde travlt med at skabe, hurtigt svinder ind til ingenting og ild, rammer angsten mig.

"En simpel regnefejl"
   Ikke nok tid. Den totale udryddelse af liv. Alt sammen på lånt tid.

Jeg tænker, at det i Hollywoodfilm er let at være helt, at redde verden, for de har altid en nødløsning parat. Her er ingen rumskibe klar til at fragte os videre, ingen atombomber, til at destruere, hvad der vil destruere os. Desuden ... Hvad ville det nytte at sprænge kilden til liv i luften? Hvor paradoksalt.

"Hvor lang tid endnu?", hvisker jeg ned i hans bryst. Natten findes ikke længere, men os der er tilbage tvinger vante rytmer frem. Og vi samles i klynger i mørklagte skure og hytter. Aldrig helt stille. En sagte hvisken, et hjerteskærende klynk, svag summende mumlen.
   Aldrig stille. Vi har brug for at vide, at tiden stadig er. At vi er.
   "Jeg ved det ikke ... Dage måske." Mærker igen angsten vokse indeni, følelsen af at eksplodere indefra. Langsomt. Og der er kamp i mit hoved. Mellem logik og håbløs fantasi.
   "Gør det ondt, tror du?"
   Jeg tænker tilbage på katastrofefilm, jeg har set gennem tiden. På ildofre, eksplosioner, der pulveriserede jorden ... Tænker, at man aldrig rigtig har skænket det en tanke. Også selvom det bare var film. Man har aldrig tænkt på om ofrene egentlig led, for snart ville scenen skifte. Næste billede.

Hvad gør man så, når der ikke er flere billeder tilbage? Når man er en del af det sidste billede? Man hænger fast, med det yderste af nedbidte negle. Man klynger sig til et desperat håb.
   Jeg klynker mig til det taknemmelig håb om en smertefri vej ud.
   "Lidt måske", siger han så.
   Lidt.
   Lidt er nok.
   Lidt er meget, i mine tanker. Jeg lukker øjnene, ser soludbrud bag lukkede øjne. Tvinger genkaldelse af den værste smerte, jeg har følt, frem. Og ser så hvordan vi alle, på ingen tid, forsvinder væk som ubemærket støv.

"Men det går hurtigt", han knuger min hånd.
   Jeg tror, det er et forsøg på at skabe ro.
   Jeg har glemt, hvordan smil føles, til gengæld husker jeg alle grunde, der nogensinde har været til at smile.
   Fremmaler solrige billeder, der minder om lykke. Holder stædigt fast i et forsøg på selvtortur. Fast i alt det, der engang var ...


... Jeg ved ikke, hvordan vi gjorde det. Men jeg havde aldrig klaret det uden mine beroligende piller.
   De sidste dage ligger sløret hen, badet i al for stærk dødslys fra foroven.
   Vi holdt op med at spejde mod himlen d. 4 januar, ingen kunne alligevel holde styr på tiden længere. Og det slog mig, midt i en tågestund, at tid altid har været en illusion, en af menneskets største opfindelser.

Vi opfandt tid, for at holde styr, for at vinde. Men også for at kæmpe imod. Altid være på forkant. Tiden - vores evige modstander.

Tænk engang ...Tænk hvis tiden aldrig havde været.

Ville vi så stå tilbage som tabere?