"Hold da kæft... Hvad fanden er der sket?".
Han ser bedre ud end jeg husker. Ikke som alle de andre pidestalsgodter, der stråler i brandertens dæmpede lys, men efterlader en med rystende hoved og et "for helvede, det gjorde jeg bare ikke"udtryk skamfuldt hvilende på tværs af ansigtet, når dagens lys atter rammer virkeligheden. Virkeligheden er aldrig køn i dagslys.
Men han er.
Han må være den smukkeste mand.
Gad vide om han selv ved det?
Om han spiller på det?
Et øjeblik tænker jeg på, hvor mange han mon har knaldet.
Han står med stramme, sorte bukser, grøn wannabe-army-jakke og en pakke gule kings i hånden.
Kikset smøgvalg.
Hans hår er lysere end først antaget.
Jeg beslutter mig for, inden dagen er omme, at finde ud af, hvor mange han har knaldet. Jeg ved ikke hvorfor.
Han river mig tilbage til storbyens larm.
"Aurora, hvad er der sket med dit øje?"
Jeg gik ind i en dør.
Nej. For klassisk.
Jeg faldt ud af sengen... Under sex.
Bare for at give det et strejf af sandhed.
Nej. Ingen reference til sex.
Jeg er med i et sanseprojekt som støttepædagog for udviklingshæmmede, og sidst skulle vi agere blinde og jeg gik ind i en dør.
Nej. Ikke noget med en dør!
Jeg har knaldet natten lang, med 40-årig psykopatlignende type. Han slog mig hårdt, i ansigtet, igen og igen, for det tænder jeg på.
Sandheden er måske ikke så slem?
"Brandert. Nikkede en mur en skalle, da jeg satte mig ned for at tisse i en gyde".
Jeg fatter ikke at de ord kommer ud af min mund.
Jeg fatter ikke, at det er det første, jeg siger til ham, første gang vi mødes efter provinsen.
Tis, er ikke et second-date-samtaleemne.
Han griner.
Og så sker det.
Han trækker mig ind til sig med stærke hænder om min hals, holder mit blik fastlåst indtil vores læber er millimeter fra hinanden.
Hans øjne smiler og den varme ånde, sender akutte stød ned igennem maven og forplanter sig som søde krampestrejf i underlivet.
"Kys mig nu for helvede", gisper jeg. Lidt mere desperat end, hvad jeg egentlig vil være ved.
Han griner igen, stadig med læberne hvilende mod mine ...
Jeg når at tænke, at han ikke slår mig som typen, der normalt griner, inden kulissen forsvinder.
Larm forstummer og liv sættes på hold.
Et fucking moviekys.
Senere sidder vi med hver vores dampende kaffe, som et beskyttende skjold mod det virvar af følelser, der florerer mellem os.
Eller, de modstridende følelser, der river i mig i hvert fald.
Vales blik afslører intet, og det får mig til at blive i det beskyttende panser, jeg til dagligt går med.
Jeg husker vores første møde og hvordan følelsen af være blevet strippet af ind til benet fik mig til at falde hårdere, end jeg egentlig vil stå ved.
"Roa?", en stemmer trænger ind fra højre.
Nej.
"ROA, god damn it girl!".
Det er fucking løgn.
Zulu-Marco står ved disken og vifter febrilsk med hænderne.
Jeg forstår stadig ikke, at han ikke er homo. Eller i det mindste bi. Har længe haft i sinde at finde ud af det, men hvert møde har altid udmøntet sig i ekstreme sexudskejelser, hvor spørgsmålet: Ej, come on - du må da i det mindste have fået den i røven én gang ville være totalt malplaceret eller paradoksalt, i det jeg selv har ligget med røven i vejret.
Efter mødet med Vale, skrev jeg til Zulu-Marco.
Vores forhold er ukompliceret. Som jeg kan lide. Drop en sms og lad os mødes til uforpligtende, lækker sex ...
Og nu står han her. Selvfølgelig.
"Heej baby, undskyld jeg ikke fik svaret på din besked"
Ja. Undskyld. Og derfor endte jeg på semi-klamt hotelværelse med ukendt internetmand, i business-forklædning, med sadistiske tendenser.
Jeg har lyst til at grine af min latterlige selvmedlidenhed, men har akut krisesituation at se til.
Han har stadig ikke set Vale, som sidder med et uforstående smil malet hen over ansigtet, men tydeligt underholdt af situationen.
"Jeg håber ikke, du er alt for skuffet over min manglende service", han blinker, "men jeg... Dios mio! Tus ojos - que wapa!"
Beder en stille bøn til at der ikke er flere ved dette bord, der forstår spansk.
"Dit øje! For satan!" stop med at snakke, stop med at snakke nu! "... Sexet!". Han griner smørret. Selvfølgelig. Jeg kan ikke stikke ham en lame-ass-druk-undskyldning.
"Nå, jamen så fik du slet ikke brug for mig alligevel, hov.. Hej. Ej, hvor uhøfligt ..." For sent. Alt for sent.
De giver hinanden hånd. Jeg har ikke talt i noget der minder om en evighed, men da ordene: "Det er Marco, fra min læsegruppe, han er udvekslingsstudent fra Venezuela" rammer virkeligheden, ville jeg virkelig ønske, jeg ikke havde sagt noget.
Vi går hånd i hånd mod stationen.
Hans hånd i min, er den mest trygge følelse, jeg længe har følt.
Jeg ville ønske, jeg havde sagt noget mere. Eller i det mindste noget, der var sandt.
Jeg ville ønske, jeg ikke havde denne nagende fornemmelse af at vinke farvel til det, der kunne have været det bedste i mit liv, når han stiger på toget.
"Her". Han rækker mig en grøn lighter, efter at have tændt en cigaret. Den grønne lighter.
Jeg smiler. Det føles uvant.
Måske er det hele okay. Jeg suger af min smøg og føler en ro brede sig.
Han gengælder mit smil, strejfer min kind med sine ru fingrespidser.
"Aurora..." han lukker begge sine hænder om mine kinder og kysser mig dybt.
Jeg frygter at mine ben ikke længere kan bære. "Du er fuld af løgn."
Mit hjerte slår krampeslag. Det var det. Du ødelagde det. Han tager fat om min hage og tvinger mit blik op.
Det brænder skamfuldt bag øjnene og jeg lader dem flakke. Når lige at opfatte, at han stadig smiler, inden han stiger på toget.
Og det var det.
Han forsvinder ud sporet, væk i en mængden af ligegyldige eksistenser. Sidder tilbage med følelsen af at have afsluttet, hvad der kunne have været det vigtigste kapitel, inden det overhovedet er begyndt.
Og nu er han væk.
Fandt aldrig ud af, hvor mange han havde knaldet. Kun at jeg ikke blev en af dem.
Jeg sætter mig på perronens beskidte, kolde flisegulv, famler febrilsk efter endnu en smøg og først der opdager jeg det ... Jeg har den grønne lighter i hånden.