Personligt matashelvede ligger spredt ud over stuebordet.

"Neeej lille skat, inden du går, så skal jeg lige have dig til at se på noget".
   Min mormor bor mormoragtigt. Med alt for mange møbler, især borde og stole, der får store rum til at krympe. Borde der står stædigt og urokkelige, fortæller ensomme historier om for få besøg og for lidt opmærksomhed.
   Det gibber i mit hjerte.
   Savner Vale. På den akutte måde. Frivilligt mormorbesøg i udkants-riget minder for meget om virkeligheden. Er ikke klar til at vende tilbage endnu.
   Borde og stole stirrer tomt, sætter sig på tværs som dårlig samvittighed indeni.
   Tænker på at sende ham en besked. Forsøge mig med forsoning. Mest fordi jeg føler mig lille og utilstrækkelig og har brug for at vide, at jeg er okay. Fuck om vi er det. Det vigtigste, lige nu, er klart at han fortæller mig, at jeg er god nok. Og mere til.

"Jeg savner dig".
   Send.
   Fesent forsningsforsøg.

"Se her, ven!" Mormor kommer ind i stuen med en alt for stor plastikkasse med alt for billige, alt for brugte skønhedsprodukter.
   "Der er da helt sikkert en masse du kan bruge her." Hun smiler stort. Jeg ved, hun føler, hun gør en forskel, at hun gør noget godt. Kan ikke bære det i mit hjerte. Smiler sammenbidt. Forsøger at finde et ægte frem. Smilet sætter sig fast mellem tænderne. Tjekker min telefon.

"Back at ya!
   Jeg er hjemme
   kl. 19.
   Lege?"

Smiler ægte.
   Mærker sær kriller i maven, forplante sig ud i fingrespidserne og videre op til kinderne. Det gibber i blodbanerne.
   Med fornyet mod kigger jeg i plastikhelvedekassen, smiler varmt til mormor og en følelse af at det hele er okay strømmer i blodet.
   Ender med at tage hele lortet med hjem.


Sidder og kigger på halvtomme tandpastatuber og Oriflame flasker. For helvede! Åndssvage forelskelse, der kan forvrænge enhver situation. "Jo selvfølgelig mormor, hvem kan ikke bruge en ti år gammel, semi-brugt anti-age øjencreme med et strejf af musk?". Ikke godt nok.
   Bebrejder Vale da jeg, iklædt en af hans T-shirts, går ud i køkkenet og henter en affaldspose. Faktisk træt af at være frarøvet al form for filter. Træt af ikke at kunne genkende mig selv, udover når jeg selvfølgelig lige, som i går, går amok i et malplaceret raserianfald.
   Overvejer om jeg bør undskylde, når han kommer. Kigger på uret. Tyve minutter over syv. Vælger at der ikke er grund til at undskylde, at jeg i hvert fald har et par måneder endnu at løbe på, hvor virkelighedsforvrængende forelskelsesslør retfærdiggør alle former for psykotiske anfald. Desuden tænder han på mig.
   Får kvalme af mig selv og min iscenesættende selvhøjtidelighed. Fandme ikke i orden.

Måske skulle man undskylde?

Sidder i vinduet, som så mange gange før, med en lidt for halskradsende smøg på skrå, da døren åbnes og lukkes.
   Igen denne vanvidsfølelse indeni. Blussende kinder, sære sammentrækninger i mellemgulvet. Forsøger ikke at ryste, at genfinde noget, jeg engang mindede om.

"Ej, undskyld ... Jeg er sgu gået forkert!" Han undertrykker et smil, efterfulgt af øjne der afslører alt. Hvad fanden har han gang i?
   "Jeg leder efter Aurora, den her mørkhåret, temmelig edgy skønhed", han kigger op og ned ad mig, "med et ret viltert temperament. Ikke en eller anden sloppy hippie, iklædt uldsokker og kærestetrøje ..." Han holder en pause, "som jeg forresten er reeet sikker på IKKE dækker absolut fuckable røv".
   "Du ved da ikke, hvordan min sloppy hippierøv ser ud? Jeg troede, du ledte efter Aurora?" Han griner.
   "Damn it! Du vinder. Få så din røv herned".
   Hopper ned fra vindueskarmen, lander på lidt for usikre fødder. Hans øjne låser sig, som altid, insisterende fast med mine, inden hans læber kysser den sidste rest af fornuft væk. Han tager fat i min røv, grynter et eller andet, og lader hånden vandre op ad min ryg.
   "Hov, du har ingen BH på ..." Han smiler flabet og kysser mig hårdere.

Beslutter at undskyldningen kan vente. Sex kan ikke.


Da vi senere ligger nøgne på ryggen, mens vores efter-sex-smøg ryger sig selv, kommer jeg frem til at undskyld er på sin plads og at jeg faktisk ville mene det.
   "Vale?" jeg smager på hans navn, som så mange gange før. Fucking vidunderligt. Lader det hvile på læberne.
   "Aurora?" han drejer hovedet, stirrer med azurblå øjne ind i mig, og lader en finger danse hen over min mave. Varmen brænder i kinderne, maven trækker sig sammen i et inferno af usikre, lækre følelser.
   " ... Jeg elsker dig".