Hun bærer sine ar udenpå.
Det har jeg altid misundt hende.
Og når folk med bekymret mine
lægger hovedet på skrå
og spørger:
Nej pigebarn, hvad er der dog sket?
Kan hun med hovedet
skråsikkert hvilende på mine skuldre
sige; jeg tog livet i egen hånd.
Mine hænder er fyldte.
For når jeg ikke lige ryger en joint
eller drikker min kaffe,
har jeg faktisk dit liv
at holde liv i.
Og det kræver begge hænder.
Så mens hun danser natten igennem
og byder morgenen velkommen
iklædt lyse lokker,
ligger jeg i fosterstilling
under dynen
med dit liv sikkert hvilende
... I mine hænder.