Vale.
   Det kan man sgu da ikke hedde.
   Jeg svinger benene udover en fesen futon og lader fødderne røre et lidt for kradsende gulvtæppe i garanteret brune farver. 70'erlevn, tænker jeg.
   Jeg vil gerne tænde lyset, tage et hurtigt kig. Mest fordi jeg mangler et askebæger, men tanken om at vække ham får min mave til at trække sig sammen i vidunderligt vanvid.
   Han ligger stille som endt storm med den ene arm over hovedet. Provinsens gule gadelygtelys falder på den særeste måde ind gennem ruden. Han ligger halvt i skygge, halvt i lys.
   Jeg beslutter at tænde en smøg og tage askebægerproblemet som det kommer.

Vale.
   Det kan man altså ikke hedde.
   Jeg kigger mig over skulderen, med fødderne solidt plantet på den hårde futon igen, i sikkerhed for gulvets insisterende stride børster.
   Han har den fineste næse, som han ligger der med hovedet vendt min vej. Så forbandet lydløs. Jeg undertrykker en akut trang til at stryge ham over de nøgne, lange arme.

Kulden er kærkommen, da vi står under et afskallet halvtag med en fællesøl i mellem os og puster røg ud i natten.
   Jeg ved ikke, hvorfor jeg står her med vanvidsfølelse i maven og læber i brand.
   Han har øjne der ikke viger, et blik der ikke flakker.
   "Vale", siger han så og suger af cigaretten.
   "Undskyld hvad?". Mine læber gør virkelig ondt.
   "Jeg er Vale"
   Jeg er... Ikke jeg hedder. Havde jeg ikke sagt det samme til ham? Jeg er Aurora. Og hvorfor? Hvorfor havde jeg overhovedet fortalt ham mit navn?

Vale.
   Kan man hedde det?

Mit askebægerproblem river mig tilbage til nuet.
   For helvede.
   Forsigtigt rejser jeg mig fra sengelejet og finkæmmer rummet med min frie hånd. Jeg famler over noget der føles som et skrivebord, et par mapper, en vase med... Plastikblomster, en firkantet æske.
   Succes!
   En lille tallerken eller skål.
   Jeg lister tilbage til sengen.

Jeg griner.
   Jeg griner helt nede fra maven.
   Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt den lyd komme fra mig, men den kommer til mig som det naturligste nogensinde.
   "Hvad?", han smiler uforstående med nysgerrighed malet i øjnene.
   "Aurora & Vale. Det lyder fandme som titlen på en dårlig 80'er teenageroman". Vi griner i kor, mens smøgen ryger sig selv i mørket.
   Da vi stopper, og ingenting siger, brænder mine læber igen og fuldstændig ubevidst, fører jeg en hånd op til dem. Fandme om de ikke er varme.
   Han tager min hånd i sin. Sært som en kold hånd kan sende varmegys gennem kroppen.
   Jeg tænker, at han ikke har holdt nogen i hånden på den måde nogensinde. Jeg tænker, at jeg har høje tanker om mig selv, inden jeg kommer i tanke om, at det nok er mig selv, jeg tænker på. Jeg har aldrig holdt nogen i hånden på den måde før.
   "Aurora & Vale", han smager længe på ordene, "Det giver mening..."

"Vale..." jeg skodder min cigaret. Sagde jeg det højt?
   "Aurora?". Det gjorde jeg.
   "Man kan ikke hedde Vale" Jeg ved han smiler. Jeg ved det uden at kigge. "Men du er Vale. Du er ham..." Jeg fortryder min enetale og føler mig underligt nøgen. Jeg finder en smule tryghed i mørket og forestiller mig, hvordan det lægger sig om mig, som et beskyttende tæppe.
   Han strejfer min nakke med lette strøg og ru fingerspidser.

Vi går ad veje, jeg aldrig har set før og gader jeg sikkert aldrig kommer til at se igen.
   Han siger en masse, måske ikke så meget han gerne ville og garanteret ikke det, han i virkeligheden tænker.
   Jeg siger ingenting. For det er sikrest.
   Mine læber brænder stadig og den sitrende fornemmelse fra maven har vokset sig større og bredt sig som uhelbredelig kræft til hver eneste celle i kroppen.
   Han spørger ikke, hvor jeg er fra eller hvor jeg er på vej hen. Og jeg prøver desperat at opretholde min hårde facade, som jeg har opbygget gennem årene, men for hvert skridt jeg tager, ser jeg, hvordan han roligt splitter mit panser til atomer. Efterlader resterne af mit tidligere jeg på gaden bag os.
   "Vi kunne skrive en anden slags historie", siger han, da vi stopper mellem to lygtepæle.
   Han rykker tættere på, med lys og mørke i ryggen.
   Følelsen af hans hænder om livet får mig til at tvivle på mine bens styrke.
   "Jeg har dig", hvisker han og tvinger mit blik til ikke at flakke.
   Jeg har lyst til at skrige vanviddet ud, vriste mig fri og løbe tilbage til skyggen under skuret, hvor jeg ikke ville tilbyde denne fremmede skikkelse min ild.
   "Hvilken slags historie", spørger jeg i stedet og vinker i sindet farvel til den sidste rest af det jeg engang var.
   Han flytter hænderne fra min talje, stryger håret væk fra mine kinder, inden hans læber rammer mine.

"Den slags, der får hele verden til at vride sig i misundelse"