Det føles som en scene fra blinkende lygter.
   Bordene fint dækket med det bedste sølvtøj, reneste porcelæn. Glas på snorlige rækker og alt for mange sæt bestik, klar til at lede en på afveje.
   Og så sidder de der i deres stive jakkesæt, ligner en samling forældede konfirmander på vej til begravelse. Manden, der klirrede på glasset for omtrent evigheder siden, står stadig og taler. Og alle lytter med hovedet bøjet. Jeg fanger brudstykker; Tobak er farligt ... Løsslupne kvinder ...
   Teskeen i min hånd kaster forskellige skygger langs borddugen alt efter, hvor jeg holder den i forhold til stearinlyset. Finder en vinkel, hvor jeg kan trække skyggen surrealistisk lang, en forvreden skikkelse, tavs og utålmodig. Forestiller mig skarpe genstande, der kradser huller i perfekt opstillet verden. Forestiller mig, ved et uheld, at lade den glide ud af hånden og over mod vinflasken. Lade rød væske ødelægge sort/hvid kulisse, farve deres fest virkelig.

En rungende, dåselignende latter skærer igennem mine trodsige tanker. Og så klapper de. Manden, der før stod op, har nu sat sig ned. Kigger over på Vale, der sidder med resterne af et skælmsk smil tilbage på læberne. Mine bærer kun rødvin.

"Og tag nu noget fint tøj på, skat, ikk'. Det er trods alt et guldbryllup. Hvor mange gange tror du, man får lov til at opleve det? Nej, det fortjener altså at blive fejret på en ordentlig måde!"
   "Ordentlig er hvad man bærer udenpå og ikke indeni?" Ved på forhånd, at hun vil glide af på mine kantede ord. Unuancerede mennesker har ingen kanter, de er runde og glatte ... Intet bider.
   " ... Og hvis det er fordi, du ikke har nogle penge, så får jeg bare far til at overføre nogle til dig, så kan du gå ud og købe noget ordentligt."
   Jeg lægger telefonen fra mig, fisker en smøg op af pakken ... Kan stadig høre mor tale i røret. Tænder, puster ud. Tænker på Vale. Tager telefonen op til øret igen.
   "Du gør det her, Aurora, for Berit og Åges skyld, " ikke et spørgsmål "Jeg glæder mig til at se dig, skat. Far overfører penge i aften. Kys kys".
   Stilhed.
   Føler et øjebliks lykke ved tanken om pengene, der legende let, vil glide ind på kontoen senere. Overvejer kort om jeg skal bruge dem på tøj, men får så øje på den lille blikdåse på bordet og resterne af gårsdagens joint. Hell no. Hvis jeg trækker i tøjet nu, kan jeg lige nå at fange Jimmy ...

"Jeg hører vi skal til fest". Vale trækker mig ind til sig, kysser mig krævende og sætter sig så på stolen, bagved kaffen igen. Han ser fucking fantastisk ud.
   "Hvad?!" Når kun at tænke tanken halvt igennem før han fuldfører det frygtede mareridt.
   "Mor-Karin ringede til mig for en time siden ... " Hvor fanden har hun hans nummer fra? "Hun er sgu sød". Han smiler og tager en tår af kaffen.
   Falder ned på stolen, hårdt, og frygter at metalbenene ikke kan bære den vrede, jeg mærker brænde under huden.
   "Undskyld ... hvad?" er det eneste jeg kan få over alt for sammenbidte læber. Hænderne dirrer. Blodet koger.
   "Ja. Hun fortalte at der var noget guldbryllup her i weekenden, og at jeg var meget velkommen og, jeg citerer, 'vi vil jo så hjertens gerne møde vores nye svigersøn. Han må være noget ganske særligt, når han kan få lille Aurora til at smile så stort og ægte. Ja, hun tror jo ikke, at vi kan se det, men jeg så det altså til fødselsdagen forleden'. Og så ævlede hun ellers om jeres lille kusine i 10 minutter, og hvordan hun har kæmpet mod astma siden, hun blev født og..."
   "Vale!"
   "Hahaha, ja undskyld, tror sgu jeg er blevet lidt smittet af Karins small-talks" hader at han bruger hendes navn. Pludselig bliver baglandet alt for virkeligt.
   "Men altså, de ville blive meget glade, hvis vi kom begge to. Såfremt vi sørgede for at være fine i tøjet. Jakkesæt og kjole, sagde hun".
   "Rend mig i røven", mumler jeg og vender blikket ud mod verden. Knuger klumpen fra Jimmy hårdt i hånden. Skulle fandme have brugt alle pengene.
   Vale rækker hænderne ind over bordet, tager mine i sine ... "Jeg ved, du ikke gider. Og jeg ved, du har brugt pengene på noget andet". Hvad fanden? Hvem har gjort ham til ordenspoliti over natten? Har mor-smitten ramt ham midt i hjernen? Har lyst til at skrige og skabe mig tosset. Nøjes med, vredt, at vriste mig hænder fra af hans. Han smiler ... Lidt for stort. "For fanden Aurora, jeg ejer sgu da ikke noget jakkesæt mand. Hvad siger du til, at vi tager af sted, i det stiveste genbrugspuds, vi kan finde, ruller en pind og laver forsvindingsnummer, så snart den første tørre vittighed pakket ind i tale lyder?" Han griner stort og jeg mærker, hvordan jeg, en smule modvilligt, griner med.


Vale blinker og rejser sig. Jeg lægger teskeen fra mig og gør det samme.
   Få minutter efter står vi i en fremmed have i et fremmed parcelhuskvarter. Det tilhørende hus er mørklagt. Hvis man stiller sig på tæer kan man lige akkurat ane guldbrudeparrets husfacade. Vi sidder i skrædderstilling, på fugtigt græs, i genbrugskøbt image. Vale i lidt for stor habitjakke med armygrøn skjorte indenunder og jeg selv i for længst iturevne strømpebukser.
   Gløden lyser svagt op i forårsskumringen og jeg suger kraftigt. Forestiller mig at røgen er al hverdagsstøj, iscenesat lykkerus og nej-hvor-vi-fejrer-kærligheden-fake-glansbilleder. Holder røgen længe i lungerne, ser hvordan det hele bliver revet rundt, revet fra hinanden og puster så de sørgelige rester ud.
   "50 år i kærlighedens tegn. Ja, det kunne de unge jo lære af", runger det i hovedet. Jeg fnyser grinende, giver jointen videre til Vale og mærker en vild lyst til kneppe lige nu i fremmed have sprede sig indeni.

"Hvad så? Du smiler så sært?" han tager et hvæs og smiler tilbage med øjne. Han er den smukkeste mand, jeg nogensinde har set. Overvejer at sige det til ham, men synes alligevel det er for åndssvagt. I stedet sætter jeg mig overskrævs på ham ... Han lægger jointen i græsset og nikker indforstået.


Og det er så yndigt at følges ad, og 50 år er lang tid, og hvor skal vi fejre med begravelsesstemning og jakkesæt og suppe, steg og is.
   Det er så yndigt at følges ad ... Og mens tankerne kører i ring, mens et lys tændes i huset, mens Vale falder tungt ind over mig, river allerede iturevne strømpebukser af mig og glide op i mig ... Mens dette øjeblik begrænser sig til det fugtige græs under os, hans hæse støn blandet med mine og himlen, der langsomt skifter fra lilla til sort, tænker jeg, hvem der mon har fundet på "at det er de gamle, der skal lære de unge noget?"

Når vi kommer tilbage burde jeg lære dem noget om at leve lige nu og her, om fucking carpe diem og sex i naboens have.