Den lille dybe sø med det brune vand
spejler solen i den lyse dag,
lærkerne letter over vores hoveder,
de kvidrer i glæde,
de kvidrer om frihed,
de løfter sig i kærlighedens vinger
for at hilse,
for at fortælle foråret
alt de ved,
fordi de ved,
fordi de ved så meget mere,
end vores tanker kan nå.
Den gamle kule
som en mergelgrav
er blevet fri af træerne på marken,
dunhammerne har slået ring omkring den,
de vifter lidt i brisen på bredden,
mens de små hvirvler
fra insekter laver krusninger i skorpen.
Glæden er nuet,
nuet er lyseblå som himlen.
De tunge lænker er forsvundet,
sortsynets skyggeklapper er forduftet
den sorte prædiken
er blevet til et gammelt traume
og en forgyldt løgn,
de stadig lever højt på.
Vi kan se langt her fra bænken,
under himlen
i den nye dag,
hvor friheden har fundet
vores hænder.
Min mor hun smiler
en lille smule mod mig,
når vi snakker,
som hun gør så tit,
men i en ny forvandling.