Udenfor ligger sneen som et tungt, hvidt tæppe, på græsset, buskene og træerne. En visuel påmindelse om, at ikke alt er hvad det ser ud til at være.
   For det snehvide, danske, vinterlandskab vil ikke forblive så rent, så uskyldigt og jomfrueligt.
   Når tøvejret kommer, vil sneen smelte, blive til sjap, og den danske natur vender tilbage til det begrænsede udvalg af farver på paletten, der består af brune, grå og sorte nuancer.
   Vinden hyler, mens de hvide snekrystaller bliver kastet rundt i luften.
   Det er stadig mørkt, og stuen bliver oplyst af en række orange blink, og tunge motorlyde, afslører at snerydderne stadig kæmper for at holde vejene snefri.
   Tonerne fra 'All I want for Christmas is you' strømmer stille ud, af den DAB-radio der står på bordet.
   Stuen er varmet op af pejsen, som udstøder hyggelige, knitrende lyde, når knasterne i brændestykkerne sprænger.
   Ved det store vindue, ud mod vejen, sidder hun i en gyngestol.
   Hun kigger ud på de tunge snefnug der tynges mod jorden, men så alligevel ikke.
   Hendes blik er fjernt, og øjnene blanke. Hendes ene slanke hånd holder hun op mod hagen, og læberne, og støtter albuen mod gyngestolens armlæn.
   Gyngestolen knirker, hver gang hun, med tæerne, sætter stille af fra gulvet.
   I vindueskarmen står der en kop Earl Grey the, der nu kun er lunken.
   Hun mærker ikke varmen fra hverken pejsen, eller den radioter hun sidder lige ved siden af.
   Hendes hår er uglet og fugtigt, efter sneen, og knolden er ved at stikke af fra alle hårnålene, meget ulig hendes normalt meget tjekkede, stramme knold, der fremhæver hendes markerede kindben.
   Hun er gået direkte ind i stuen, iført sine grå, kilehælsstøvler, af ruskind, hvilket har efterladt våde fodspor, der fører direkte fra gangen, hen til gyngestolen.
   Nu ligger de 24'hundrede kroners støvler smidt, foran Tv'et, ynkelige, våde, og krøllede.
   Hun bider hårdt i sine tørre, skælvende læber.
   Der går en uhyggelig skælven gennem hele hendes krop, og hun kniber øjnene hårdt sammen. Hendes hånd knuger så hårdt om armlænet, at senerne springer tydeligt frem.

Hun mærker suset i maven, da hun falder, og smerten da hendes hoved, skuldre, knæ og arme, slår ind imod de hårde sten. Hun mærker smerten da hendes lille krop knuser det tynde lag is, og det iskolde vand omringer hende, og stikker i hende.
   Hun husker hvordan det føles som at blive gennemboret at syle.
   Hun mærker de kolde, fugtige sten under fingrene, da hun prøver at kravle op. Hendes fødder der glider på de sten der er under vandet, mens hun hulker desperat.
   Frygten sidder i hende, frygten for det ukendte dyb under hende. Hun er så bange at det gør ondt indeni hende. Smerten fra det kolde vand, lammer hendes muskler, og hun får sværre ved at bevæge sig.
   Hendes fødder trækker sig smertefuldt sammen i kramper, og hun hiver efter vejret, men opnår kun at få vand ned i lungerne.
   Noget tungt slår ind mod væggen, og rammer vandoverfladen hårdt.
   Ved siden af den raslende lyd fra hendes tænder der klaprer, hører hun hendes bror gispe, da han får hovedet over vandet.
   Hun slår med armene, for ikke at synke under vandet. Mathias hiver efter vejret, og dykker ned under det mørke, kolde vand. Han holder hendes ben fast på sine skuldre, og kæmper så for at komme op.
   Hans fødder sparker ind mod stenene, og leder desperat efter et hul, en revne eller noget at stå fast på.
   Et tykt, rustent søm, flænger huden på hans skinneben, da han trækker sit ben op. Han finder sømmet med fødderne, og presser fingrene hårdt ind mellem de små revner, og sprækker han finder i væggen. Med alle kræfter trækker og skubber han sig selv, og sin halvt bevidstløse tvillingesøster, op mod brøndens kant, hvor de for få minutter siden, havde siddet og snakket.
   Det føles som om hans tunge er frosset til is, og hans stemme vil ikke lystre, da han prøver at råbe til sin søster. I det mindste kommer der høje nok lyde ud af munden på ham, til at få søsteren til at løfte sine tynde, blålige arme op, og klynge sig til kanten. Han griber med sine hænder om hendes fødder, og læner hele sin kropsvægt ind mod de klamme sten for at holde balancen.
   Hendes fingre føltes så stive, og kolde at det er umuligt for hende, at bruge dem til at holde fast med.
   Hun mærker Mathias miste balancen i samme sekund, som hun, med en sidste kraftanstrengelse, trækker sig selv op på kanten af brønden.
   Mathias' fødder glider på det rustne søm, og han slår hovedet mod stenene. Han kan ikke længere mærke kulden, og han ser bare kun stjernerne der daler ned over ham, eller er det bare de tunge snefnug? Han føler sig pludseligt så træt.. Han kæmper for at holde sine øjne åbne. Han giver op. Han mærker bare stjernerne og snefnuggene dale ned, og ligge sig på hans ansigt.

Hendes ansigt er lige så hvidt som sneen, udenfor vinduet. Gyngestolens knirken er ophørt, og og en hæs, fortvivlet hulken har taget over.
   Hun hiver luft ned i lungerne, og tørrer tårerne bort med ærmet.
   Dengang for mange år siden, havde hendes forældre fundet hende i sneen, og Mathias liggende i brønden...
   Hun var vågnet på hospitalet, pakket ind, lag på lag, i tæpper og dyner.
   Hendes forældre havde siddet ved siden af hende. De havde holdt hende i hånden, strøget hende på panden, og trøstet hende, da de fortalte om Mathias. Alligevel havde de ikke været til stede. Deres øjne så ikke på hende, når de sagde at de var glade for at hun havde overlevet. Der var ingen følelse, bag sætningen 'vi elsker dig så højt'. Det hele var tvunget. Hun havde vidst det lige fra det øjeblik hvor hun slog øjnene op, og de fortalte om Mathias.
   Han havde været helt blå. Død da de fik ham op.
   Selv havde hun været bevidstløs. "Lægerne siger du var for afkræftet til at kunne hjælpe ham." Havde moren sagt. Hun vidste godt at moren ikke troede på lægerne. Hun vidste godt at hendes forældre mente det var hendes skyld at Mathias var død. At han unødvendigt havde ofret sig for sin tvillingesøster. Hun kunne se det i deres øjne.
   I løbet af dagene, ugerne og månederne trak hendes forældre sig ind i dem selv. De havde stadigvæk et liv udadtil, det inkluderede bare ikke hende. Hun blev ladt alene med sorgen over at miste sin tvillingebror, og blev efterhånden mere og mere sikker på, at det var hendes skyld.
   At hun havde slået sin egen bror ihjel, og havde forvoldt sin familie, den største sorg der findes.
   De holdt op med at fortælle hende at hun ikke var skyld i Mathias død, og lod hende passe sig selv.
   I skolen mærkede lærerne hurtigt, at der var noget galt. De bad hende om at gå til skolepsykologen.
   Hun sagde hverken ja eller nej, så sådan blev det. Hun sad der hver tirsdag, fra 13:30 - 15:00.
   Skolepsykologen kom med meget nyt. Den første gang. Derefter repeterede de bare de samme emner igen, og igen. At det ikke var hendes skyld, hendes forældre skulle bare komme sig over chokket, de hadede hende jo ikke, osv.
   Hun sagde altid bare ja og nej, og det kunne hun godt se.
   I de elleve år der er gået siden, har hun altid fået at vide, at det ikke var hendes skyld. Alt det samme pladder som skolepsykologen havde sagt.
   Hun flyttede hjemmefra som syttenårig, og hver gang hun besøgte sine forældre, blev hun bekræftet i at skylden kun var hendes.

Det er stadig mørkt udenfor, men mørket er knapt så tungt nu. Snerydderne har givet op, og har for længst overgivet vejen, til den brutale sne, der stadig tynger luften. Sneen når lige at gøre vejen ren og hvid igen, før en ny bil kommer kørende, og gør den lille vej trist, og sjappet, i brunlige farver.
   Træernes grene strækker sig ned mod jorden, af vægten fra sneen.
   En enkelt fugl har begivet sig ud denne morgen, og den skutter sig, som den sidder der i foderhuset, og hakker i nogle frosne solsikkekerner.
   Hun rejser sig rystende, fra gyngestolen, og støtter panden mod det kolde vindue.
   Hun placerer hænderne på hver side af hendes hoved.
   DAB-Radioen spiller stadig julesange, og nu er turen kommet til 'War is over' med John Lennon.
   Hendes blik bliver fjernt, og ubeslutsomt igen.. Hun knuger hænderne sammen til knytnæver.
   Hendes negle borer sig ind i hendes skind, så en lille smule blod pibler frem.
   Sorgen er ikke større end den plejer, den er bare mere koncentreret. Den tager form som et sort net, af tynde, tunge tråde, der spreder sig til alle sider, fra hjertet. Helt ud i fingerspidserne gør det ondt. Bag hendes blanke øjne, udkæmper hun en kamp mod sig selv. Hendes hjerne siger at hun ikke kunne have handlet anderledes. Men hendes hjerte... Hendes hjerte fortæller hende noget andet. Noget der minder om at have mareridt, og så vågne op og se at det er værre i virkeligheden.
   "Nej..." Siger hun, med en stemme der knækker over. Hun ryster på hovedet, og store, klare tårer triller ned ad hendes kinder.
   Hun huskede kisten...

En smuk mahogni-kiste blev hejst ned, i et sort, sort hul i jorden, omgivet af kridthvid sne. Rundt om står det meste af byens indbyggere.
   Præsten siger nogle rutinemæssige, ligegyldige ord, og hun hører ikke andet end: "... kommet, til jord skal du blive."
   Moren græder hjerteskærende, og går hen til kanten af graven. Hun har favnen fuld af røde roser. Smukke, farlige og vilde, ligesom Mathias. Hun holder dem tæt ind til sig som et barn. Da hun slipper dem, opløses hendes ansigt, til en ubærlig maske af sorg. Faren, der også græder, holder hende tæt ind til sig. I baggrunden står hun, helt alene. 11 år gammel, stadig medtaget efter de farlige minutter i brønden, og sneen.
   Hun græder, men ingen ser det, eller tager sig af hende. Ingen forstår hvor ondt, savnet på hendes bror, gør på den lille pige.
   Hun ser hvordan folk tager videre hjem til deres hus, hvor forældrene har arrangeret gravøl. Hun ser at forældrene tager med, uden hende, og at hun er alene tilbage på kirkegården.
   Gravstedets sorte muld, er fuldstændigt skjult af blomster, kranse, kort og bamser, som Mathias aldrig ville have brudt sig om.
   Hun læser båndende på kransene, og nogle få kort, så godt hun kan for tårerne der triller ned ad hendes kolde kinder.
   Der hvor gravstenen kommer til at stå, finder hun deres krans. Hende og hendes forældres, smukke krans, hendes mor så nøje har udvalgt.
   Den er ikke lille men heller ikke stor. Roser, violer og liljer er flettet ind i det mørkegrønne gran, der er brugt som 'bund'.
   Båndet er kongeblåt, og skriften guldfarvet. "Du var så let at elske, men så tung at miste.. Vi savner dig. - Mor & Far", står der.
   "Mor & Far"... Hendes navn er selvfølgelig ikke derpå. Hvorfor havde hun dog regnet med det?
   Med sine allerede forfrosne hænder, samler hun noget sne op fra jorden. Med meget besvær former hun det som et hjerte, kysser det, og ligger det to buketter fra forældrenes krans.
   Så går hun.

Hun har vænnet sig til at gå alene. Vænnet sig til bare at gå hvis følelserne kommer for tæt på. Og nu er hun her.
   I sin egen stue, hvor hun har siddet så mange gange før.
   Øjnene er blodsprængte af at græde så længe. Hun orker ikke at kæmpe længere, har ikke længere kræfter til at skjule sig for sandheden.
   Hun kan ikke lytte til folks formaninger, indvendinger og forklaringer om at hun på ingen måde var skyld i Mathias' død. At det var en tragisk ulykke.
   Hun sætter sig igen i gyngestolen, og lukker de trætte øjne.
   Hun har givet op. Gjorde det måske for længe siden, men først nu har hun indrømmet det overfor sig selv.
   Hun ved jo godt at det var hendes skyld.