Jeg vågner op, og lugter let af alkohol
Jeg kan ikke finde mit tøj, mine sko er væk
Jeg ser medtagne ansigter omkring mig, og tænker "godt det ikke er mig"
I spejlet konstaterer jeg, at krøllerne fra igår, næsten er væk
Mascaraen der pryder det meste af mit ansigt, afslører at også jeg har grædt
Solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg venter på toget
Ved broen er to flag sat på halv, det får mig til at tænke
Jeg kigger på mine hænder, og ser det selvlysende neonarmbånd
Dets blålilla farve forstyrrede min, og måske de andres søvn i nat
Endnu ét skjuler sig i min taske
Ruden er kold mod min pande, og Vesterhavet udenfor, køler mine øjne
Inde i toget er jeg kun adskilt fra sommeren, af en rude
Men udenfor er det stadig kun det spæde forår, der boltrer sig i det danske
Der er en halv time til det næste tog kører
Jeg fryser, mens jeg sidder, og venter på det kolde stengulv
Jeg venter ikke kun på toget, der er også noget andet
Jeg kan ikke huske hvad
Mine ben er længere end jeg husker, og mine arme tungere end vanligt
Min stemme er rusten, og lystrer ikke, da jeg hilser på et par velkendte ansigter fra igår
Det er ikke muligt at få varmen det sted jeg sidder, og jeg føler mig lille og alene
Jeg vil helst gemmes væk, gå i ét med væggen, og være anonym
Jeg har hjerter på samtlige negle, og de var der ikke før
Det gør mig ikke noget, for jeg tror jeg selv har tegnet dem
Min skygge har jeg ikke set, siden den i nat løb hurtigt foran mig
Jeg ved den er her et sted, skyggesiden af min person
Mit hoved er tungt, og jeg føler mig svækket, syg og træt
Jeg ønsker end ikke at stå af toget, og komme hjem, jeg vil bare fortsætte med at rejse
Jeg har udlængsel og hjemve, på en og samme gang
Jeg har ikke snakket i lang tid nu, og jeg tænker at det måske ikke længere er muligt
Måske er det slet ikke nødvendigt, jeg har alligevel ikke mere at sige