Hun skræller kartofler, hurtigt og rutineret.
Huden på hendes hænder er hård og bevægelserne vante.
Hun skræller og skræller, der er 3 kilo tilbage. 3 kilo mudrede, snavsede og defekte kartofler.
Kanterne hader hun - rundt og blødt skal det føles - så hun fortsætter til hun er tilfreds. Kartoflen bliver mindre, og vandet er koldt og rødt. Hun ender med, at smide kartoflen ud - heller ikke dén, kunne bruges i sidste ende.