Hun går ud til den hver dag. Bare for at stå og iagttage Vestjyllands smukke, men barske natur. Stå i den bidende vind og føle kulden gennembore sjælen og nå helt ind i hjertet. I dag er ingen undtagelse. Hun står helt stille, stiv som en støtte. Ingen følelser er vist i ansigtet. Øjnene er udtryksløse, det ene sitrer nervøst over de røde rande. Hænderne er knugede, knoerne blå. Hendes skikkelse er unaturlig rank, og hun bærer en lang, brun frakke. Ved første øjekast vil hun virke kedelig, en gennemsnitskvinde. Men ser man længere ind i det ødelagte sind, vil man se en såret lille pige, der kæmper forgæves efter det eneste, hun har tilbage i livet: Kærligheden.

Det var mange år siden hun mødte ham, men dagen stod for hende lysende klar. Hun var færdig med skolen, og skulle nu til at bestemme, hvad hun ville med sit liv. Derhjemme havde hun ikke lyst til at være, hun var enebarn, og forældrene værnede om hende med næb og kløer. De mange ungdomsfester havde hun ikke fået lov at gå til, og hun havde kun haft ganske få veninder med hjemme. Hun følte sig ensom og isoleret, men turde intet sige til forældrene. Hun var bange for at se skuffelsen i deres øjne, over at deres lille pige var blevet stor og snart kunne klare sig på egen hånd. Hele hendes liv havde hun haft en tryg barndom, og havde der været de mindste problemer, skulle forældrene nok sørge for at de blev løst. Men nu, hvor hun var blevet ældre, havde hun ikke lyst til at indvie forældrene i alt. Der var ingen tæt veninde hun kunne betro sig til. I skolen havde hun altid været den stille, generte pige, der var flittig og arbejdsom, men kedelig og upopulær. Denne identitet havde hun vænnet sig til, men sommetider var den ved at kvæle hende. Hun ønskede at være fri og leve sit eget liv. Uden forældrenes indblanding. Det var som om der var en hård klump indeni, der hele tiden blev større og større, og den kunne ikke slippe ud.

Når hun fik brug for at være alene, fulgte hun stien ned til stranden. Lige når hun var kommet over den anden klit, var der dannet en stor rende i sandet, hvor vandet fra Vesterhavet løb ud, når bølgerne skvulpede ind over stranden. Det var næsten som en lille å, mystisk var den, for ingen vidste hvor den endte. Men der strømmede altid vand, og hun holdt af at sidde på knæ ved renden og dyppe hænderne i det iskolde havvand. Hun mærkede freden bruse igennem sig, og følte sig let, som om hun kunne flyve. Men en dag skulle der ske noget uventet. Hun kunne mærke det i luften, den nærmest sitrede af spænding. Og pludselig stod han der. Stirrede på hende fra den anden side af renden. Hun havde siddet i sine egne tanker, og havde ikke set ham komme. Men nu rejste hun sig forlegen op og håbede at han ikke havde iagttaget hende for længe. Hun ønskede ikke at andre skulle kende til hendes lille hemmelighed. Men han smilede bare til hende, et skævt, venligt smil. Hun gengældte smilet, forsigtigt og tøvende. Ingen af dem sagde noget. Hun håbede inderligt, han ville blive, og ikke forlade hende. Der var noget dragende og spændende ved ham. Hun kunne se han gerne ville i kontakt med hende, og rødmede dybt. Hendes blik gled ned til renden imellem den. Den var for stor til at man kunne hoppe over den. Man kunne godt forsøge at gå igennem det kolde mudder, men ikke uden at få våde sko. Da hun så op igen, var han gået nogle skridt bagud. Hjertet sank i halsen på hende, var han på vej væk? Men nej, han gik lige hen til en stor bunke drivtømmer, der havde ligget på stranden i flere måneder. Hun havde tit lagt mærke til bunken og undret sig over, at ingen fjernede den. Men nu trak han et langt stykke træ ud af bunken og tog det under armen. Han lagde det omhyggeligt over renden og satte forsigtigt foden på det, for at teste om det kunne holde. Træet knirkede let, men det holdt, og han var hurtigt ovre. Nu stod han ved siden af hende, blot halvanden meter væk. Han stak hånden frem og rømmede sig: "Michael". Hun trykkede hans udstrakte hånd, men der kom ikke en lyd ud mellem hendes læber. Hun kunne ikke tage øjnene fra hans skæve smil og de blå øjne. Han lo. "Kan du ikke tale?" Hun rødmede og stammede sit navn. Michael pegede i den retning han var kommet fra. "Jeg bor derovre. Bor du i nærheden?" Hun nikkede og forklarede hvor hun boede. Så stod de der i tavshed. Ord var ikke nødvendige. De vidste begge to, at der var noget ganske særligt imellem dem. Noget smukt. Det var deres første møde. Derefter mødtes de så ofte de kunne. Altid samme sted. De fik et fælles projekt, at bygge en bro over renden. Når de kom, medbragte de gamle brædder, søm og værktøj, og de gik med iver op i deres arbejde. Egentlig var det ikke nødvendigt at bygge en hel lille bro, men der var noget befriende over at kunne være sammen om at skabe noget. Arbejdet blev meget nøje udført, og de brugte meget tid nede ved stranden, mellem klitterne. Sommetider om aftenen, sad de bare i sandet og kiggede på stjerner. De sagde ikke meget til hinanden, men når de fik øjenkontakt, var det som om luften mellem dem var elektrisk. Hun fortalte ikke om Michael derhjemme, men nød, at han var hendes hemmelighed. En hemmelighed ingen andre kendte til. Hendes opførsel bar tydeligt præg af den forandring, der var sket i hendes liv. Hun var ikke længere usynlig og kedelig, og hendes sind var blevet meget lysere og gladere. Endelig følte hun sig værdifuld.

Omsider stod broen færdig. De havde længe set frem til dagen, og var stolte af resultatet. Broen var primitiv, men bygget med kærlighed. For at fejre indvielsen, havde hun pakket en lille kurv med hjemmebagt kage og kirsebærsaft, som var lavet af bær fra det store kirsebærtræ hjemme i haven. Michael lo kærligt af hende og kaldte hende for hans lille husmor. På en af bjælkerne skar han med et glasskår et hjerte og deres navne. Derefter tog han et glas kirsebærsaft og hældte lidt af saften ud på hjertet, så det farvedes svagt rødt. Hun lo af ham og hans barnlige påfund. De skålede, og hun spurgte om de skulle gå over broen sammen. Han nikkede og tog hendes hånd. Da de skulle til at træde ned på jorden igen, stoppede han hende og så hende dybt ind i øjnene. "Jeg elsker dig. Jeg har lyst til at leve resten af mit liv sammen med dig. Hvad siger du til det?" Og så smilede han det skæve, varme smil, der smeltede den hårde klump indeni hende. Hun hviskede, at der var intet hun hellere ville. Så kyssede de hinanden. Et vidunderligt, lidenskabeligt kys. Hun følte blodet dunke i hovedet og følte sig ør af lykke. Resten af verden forsvandt, og der var kun de to.

Men lykken brast, da hun vendte hjem med Michael. Hendes værste anelser blev til virkelighed. Forældrene ville på ingen måde acceptere Michael. Hans forældre var ikke rige nok, han var for mange år ældre end hende og de var sikker på, at deres forhold ville gå over efter kort tid. Det var det, de sagde. Men det var mere skuffelsen over, at hun ikke havde fortalt dem om Michael før, der generede dem. De var vant til at følge med i hendes liv, og nu begyndte deres datter pludselig at ville bestemme selv. Hun blev rasende på forældrene, og kunne ikke holde ud at bo hjemme længere. Det endte med, at hun flyttede over til Michael. Fra den dag blev forholdet mellem forældre og datter ændret. Hun havde brudt med tryghedens og familiens bånd, men havde åbnet op for kærlighedens. Sammen med Michael var hun lykkelig. Hun havde endelig fundet det, hun havde manglet i sit liv.

Tiden har visket renden væk, men broen står der stadig. Og når hun går ud for at være alene, sætter hun sig på den. Hun tænker tilbage på dengang hun stadig var en ung, forelsket pige. Minderne overvælder hende, og der kommer tårer i de tomme øjne. Hun ved, hun bør gå hjem. Michael bliver vred, hvis hun ikke er i huset, når han kommer hjem. Hun vender om, og går hjemad. Langsomme, modstræbende skridt. Det blæser meget, en storm er på vej. Det første hun får øje på, da hun når hjem, er kirsebærtræet. Michael fik det plantet, fordi hun holdt så meget af kirsebær. Det står rankt og stolt og knejser i vinden. Det bærer ikke bær på denne årstid, men hun bryder sig heller ikke om kirsebær længere. Hun sukker og går indenfor. Der er rodet og lugter surt. Hun har ikke kræfter til at rydde op, benene giver efter under hende, og hun må sætte sig på en stol. Hun støtter hovedet i hænderne og stønner tungt. Udenfor tuder vinden uhyggeligt og voldsomt, og giver hende kuldegysninger. Yderdøren bliver åbnet. Hun løfter hovedet og lytter. Det er Michael. Hun kan høre det på de tunge, slæbende skridt. Nu har han set hende, og går hen til hende. Ludende og prustende. Undervejs må han støtte sig til væggen, for ikke at falde. Hun stirrer intenst på den tomme flaske, der stikker op af lommen.

Stormen stiger i styrke. Det har udviklet sig til en orkan. Det er længe siden, Vesterhavet har været så meget i oprør. Tagsten flyver af tagene, små træer knækker som tændstikker og det flyver rundt med buske. Men kirsebærtræets krone vugger kun ganske stille. Stammen står fast, som en granitsøjle. Et hjerteskærende skrig lyder inde fra huset, men drukner i vinden. Nede på stranden, lige efter den anden klit, fyger sandet rundt mellem gammelt drivtømmer og brædder. Det ligger spredt ud over det hele. I vandkanten flyder et bræt med et hjerte og to navne på.