Jeg har farvet mit hår så mange gange,
at jeg efterhånden fuldkomment har glemt
min rigtige hårfarve.
Jeg ved at jeg aldrig var tilfreds med den,
synes den var kedelig og ikke iøjefaldende.
Jeg ved også at jeg altid har haft
for mange hår på benene og
strækmærker på hofterne,
og at jeg aldrig
rigtigt,
ærligt,
egentligt har fundet mig selv
tiltrækkende.
Jeg ved jeg mistede det, men ikke hvornår;
den der barnlige naivitet og troen på
andre mennesker,
mig selv
og vores æbletræ, der bestemt skulle blive
stort nok til at man kunne klatre i det.
Og at Skyrækkeren bagerst i haven var
udødelig, uendelig, uundværlig.
Nu snakker de om at fælde det.
Det har fået dybe flænger i stammen,
én af grenene står uden blade
og de er bange for at det en dag
vil vælte.
Måske tænker de det samme om mig,
for jeg har også dybe flænger og
mit hår falder ud.
Så måske skulle vi slå os sammen,
Skyrækkeren og Jeg;
få det overstået på samme dag,
så to sorge blev til én,
og så Skyrækkeren
måske
kunne skygge lidt for mig