Med hende er det som at
holdet vandet i floden tilbage
med bare hænder.
Hun kaster sig vildt og ustyrligt
mod skrænter og skarpe sten.
Drukner i sit eget vilde forsøg på,
at slippe væk.
Men uanset hvor
langt
og vildt
og hårdt
hun flygter fra det hele,
holdes hun fast i det spor
hun har skåret til sig selv.
Folk på bredden trækkes med af strømmen,
mens hun løber i ring og ned
af bakke.
Og hun indser at hun aldrig
helt kan slippe for sig selv;
medmindre Solen endeligt skinner
og lader hende svinde ind
til intet mindre end et dybt
og synligt ar
I Jorden og i Mig.