Stjernerne daler ned over jorden, og jeg som ligger i haven
Tretusinde stjerner, river sig løs fra himmelvælvingen, og glider over det mørke fløjel
De forsvinder i mørket, men efterlader et aftryk på bagsiden af mine øjenlåg, og på min sjæl
Tretusinde ønsker, tretusinde bønner og tretusinde tanker flyder over mig
Slører mit blik, som den smeltede luft over ild, eller som tårer på en allerede regnfuld dag
Det er ønsker om tretusinde kys, tretusinde kærtegn eller tretusinde kærlige blikke
En kvælende længsel, og et brændende savn
Et behov for nærhed, som er umuligt at opfylde, en smerte der er umulig at lindre
Tretusinde stjerner forsvinder for altid, ligesom tretusinde drømme der knuses
Eftertænksomheden breder sig i hele byen, i en stille nat som denne
Himlen trækker i mig - mon jeg bliver en del af den engang?
Det er svært at leve, det ved jeg nu - mon stjernerne har det nemmere?
Hvor ville jeg dog ønske at jeg selv kunne blive lysende og strålende smuk
Se på dit ansigt, og spejle mig i det blå - være stjernerne i dine øjne
Sprede glæde, håb og kærlighed bare ved at skinne på folk i mørket
Tretusinde krav bliver der stillet, krav fra alle sider
Jeg trækker vejret ind, indånder næsten stjerneskudende
Det ville være nemt at finde glasset med hvide stjerner - 25 ville være nok
Ville jeg så skyde over himmelbuen, smuk og fri?
Det er en smuk nat - krystaller spredt tilfældigt ud over ibenholt
Tretusinde stjerneskud har jeg set, og aldrig har jeg været så levende som nu
Mit hjerte slår hurtigt, som om det skal slå for et helt menneskeliv
Kulden rører mig ikke kun fysisk, jeg fryser helt ind i sjælen
Jeg rækker hånden ud og tager stjernerne ned
De ligger i min hånd, smukke, lysende og frigivende
Tretusinde stjerneskud, tog beslutningen for mig i aften
Tretusinde stjerneskud fjernede min frygt, fjernede min frygt for mørket
Jeg er ikke bange, så i nat slukker jeg lyset