"Vi har naturligvis en politik om diskretion. Hvis et personalemedlem skulle blive smittet, vil alle personlige oplysninger blive holdt tilbage. For sygdommen smitter kun vanskeligt og bestemt ikke ved almindelig social kontakt."
   Hospitalets interne månedsblad havde interviewet direktøren om dette stedse mere påtrængende problem. Der var behov for at slå fast, at lægmænds urimelige angst ikke skulle føre til hetz og social isolering af de ramte. Hvor vigtigt var det ikke at undgå de ulykkelige tendenser til at sammenligne med tidligere epokers pest, hvor ofrene blev skilt ud som en paria, og som der desværre selv i dag var set eksempler på?
   Et af hospitalets specialer var den medicinske behandling af sådanne ofre for lidelsen. Det var et krævende arbejde, men heldigvis var man udstyret med såvel kemisk laboratorium, som velkvalificeret lægeligt personale. Desværre var sygdommen uhelbredelig, når først den slog til. I hvert fald indtil videre. Der blev dog udfoldet store anstrengelser for at få løst denne gåde. Måske ville man i fremtiden kunne gøre mere. Men mange var endnu ilde stedt, og døden var en almindelig udgang. Og mange patienter havde det så elendigt i deres sidste uger, at det nærmest måtte være en befrielse at komme herfra.
   På afdelingen var det tid for en kop kaffe.
   "Altså Viviann, det er sgu godt gået! Jeg troede ærlig talt, at du ikke ville holde ud!"
   Hanne sagde det med et stort grin. Og de var for gode venner til, at hendes ord blev taget fortrydeligt op. Hun hentydede til, at Viviann nu i tre kvart år ikke havde røget. Og hun havde været storryger. Det var rart at være sluppet fri for denne svøbe. Men svært var det, og man var ikke i mål. Særligt farlige var fester, hvor man lige skal have en enkelt smøg. Det kan der for pokker da ikke ske noget ved! Men jo. Alt for ofte gik det galt.
   Det var en ganske almindelig dag, uden den store arbejdsbyrde, og forårets lys skinnede ind. Kaffepausen i den tidlige eftermiddag, var som sædvanlig dagens højdepunkt. Og der blev oset godt. Det kunne Viviann bestemt savne endnu. At tage den lille knitrende pakke frem og fyrtøjet, en af de billige lightere, og så få blus på de virginianske urter, var bare sagen!
   Afdelingens ledende overlæge, Birgit Bechgaard, kom ind med oversygeplejersken, Jeanette Djurhuus.
   "Hvem er i rum seks i eftermiddag?" spurgte Jeanette i en tone, der krævede opmærksomhed.
   Det var rummet, hvor man fotograferede lunger. Viviann gik til bekendelse. Hele dagen havde man været to i rummet, men efter halv tre, ville hun være alene, da kollegaen, Bente, skulle afspadsere.
   "Du kan godt gå tidligt hjem. Der kommer en speciel patient, og vi tager billederne selv, sagde oversygeplejersken. Faktisk må der slet ikke være andet personale tilstede!"
   "Ja så?!" svarede Viviann. "Så går jeg da bare hjem!" Så måtte aftenvagten overlappe bagefter.
   Viviann og Hanne sad alene tilbage.
   "Det er bare for latterligt," sagde Viviann. "De tror nok, vi er idioter. Men lad dem da bare gøre det selv."
   "Men hvem kommer da? Dronningen?" lo Hanne.
   "Daisy? Nej, hun kommer ikke her. Hun hører til inde på - du ved." sagde Viviann.
   "Næh ," fortsatte hun: "Hvilke VIP'ere kommer her hos os?
   Hanne vidste godt, hvad Viviann sigtede til. Hiv'erne selvfølgelig. De var de fine her. Rockstjernerne, skuespillerne og kendte pinger, der var noget særligt. Alle dem, der elsker mere, Boheme'erne! Almindelige arbejdere får kræft og hjerte-kar sygdomme.
   Et af de vittige hoveder havde sagt, at på Frederiksberg kendte man på de tre B'er. Nørrebro havde de tre P'er. B'erne var borgerskab, bøsser og bohemer. P'erne var proletarer, perkere og punkere. Meget morsomt. Men faktisk, var der nok noget om det. Det var bare ikke så pænt at sige det højt.
   "Næ, alt taget i betragtning," fortsatte Viviann, " så er vores fine gæst nok Tim Griffenfeldt."
   "Hvordan kan du sige det så bestemt? Har du da set ham?" spurgte Hanne, tydeligt imponeret.
   "Nej, det har jeg ikke. Men tænk dig om! Hvem skulle det ellers være?"
   Det var nok ikke noget dårligt gæt. For Griffenfeldt var et af tidens absolutte topnavne i medierne. Enormt populær, elsket af alle. Selv ældre folk, som nok kunne tage lidt afstand fra den noget bramfrie stil, han var kendt for, kunne se, at den fyr sgu bare var sin egen som Kumbels kat. Sød, munter - og helt klart med knækket håndled. Hospitalets celebre speciale taget i betragtning, måtte den særlige patient nok tilhøre dette sygdomssegment. Og hvem kunne være mere speciel fra den kant, i lige netop vor tid? Vivianns gæt var bestemt ikke dårligt. Men cheferne måtte da hellere end gerne have stormægtigheden for sig selv. Det skulle ikke komme an på det. Så måtte man jo håbe, at de kunne finde ud af det. Fine titler og praktiske færdigheder fulgtes ikke altid ad.
   Et par dage efter var Viviann på arbejde i et andet rum. Der skulle skiftes lagen på lejet, som patienterne skulle ligge på. Der var en tynd skumgummimadras i et vinylbetræk. Men der skulle svøbes et lagen omkring. Hun havde rakt ind under madrassen, da hun følte en skarp smerte i en finger. Helt klart et stik. Hun rev hånden til sig, og i fingeren sad nu en lille kanyle. Nålen var lillebitte og kort. Bagerst sad en slags plastikhætte.
   "Satans osse!" vrængede Viviann. Hun trak den ud, og en lille rød dråbe piblede ud fra hendes finger. Stikket, som sådant, regnede hun ikke for noget. Pibet var hun ikke. Men det var farligt at stikke sig på kanyler. Ikke mindst i vor tid. For helvede da! Gid det ikke var sandt! Kanylen så ikke slem ud. Den måtte have ligget der længe. Den virkede da helt tør, gjorde den ikke? Var den ikke helt tør? En tør kanyle var da ikke farlig! Det var da kun, hvis der havde været flydende blod i den, ikke? Og lignede den ikke en nål fra en diabetespen? Det var da sådan en! Nej, slet ikke en nål fra en narkoman!
   Alle slags bortforklaringer passerede revy i Vivianns hoved. Men hun havde ret. Risikoen for smitte forekom meget lav.
   "Jeg har lige stukket mig på en kanyle!" sagde Viviann, da hun kom ud til kollegerne.
   De stirrede på hende.
   "Det er da ikke sandt?!" lød det. Man havde da altid været forsigtig i omgangen med brugte kanyler, og hepatitis havde man respekt for. Men først for relativt nylig, var nålestik blevet noget, der sådan kunne skabe panik.
   Viviann nikkede.
   "Skynd dig at presse ud, hurtigt! Tryk til, så det bløder! Må vi se?!"
   "Det har jeg gjort. Det er vist ikke så slemt. Bare en gammel tør kanyle fra en diabetiker. Det er jeg ikke bange for."
   "Hold op, Viviann. Gu er du da bange. Det er alle sgu da! Må jeg se kanylen? Spurgte Karsten.
   "Jeg har smidt den væk," svarede Viviann. Det var en vane. Brugte kanyler skulle netop ikke ligge og flyde. "Men det kan ikke være fra en narkoman. Man ligger da ikke derinde og fixer, vel?!"
   "Uanset hvad, skal du på skadestuen. Der skal skrives en arbejdsskade, og du skal have taget blodprøve. Sådan er systemet."
   "Jeg ved ærlig talt ikke, om jeg gider. Jeg er helst fri. Og jeg tror ikke, der er noget med den gamle tørre kanyle."
   "Du er nødt til det, Viviann! Og er der noget, der gør, at du skal have erstatning, så skal skaden være anmeldt. Nu siger vi det til Jeanette, og så går du på skadestuen!"
   "Men for øvrigt skal du ikke være nervøs," supplerede Anita. "Man kan alligevel ikke sige noget før kontrolprøven efter tre måneder." Meget elskværdigt!
   Så gik Viviann på skadestuen og satte dem ind i situationen. De var særdeles venlige og imødekommende. Der blev stukket og taget nogle få glas blod til analyse. Så skulle hun have vaccine mod leverbetændelse. Og så skulle Viviann komme igen efter tre måneder, som proceduren var.
   Nogle dage senere, fik Viviann svaret på blodprøven. Den var negativ. Det havde hun jo også ventet. Dog klang endnu ekkoet: "Man kan først se noget efter tre måneder," i hendes øren. Men hun var da lettet, hvem ville ikke være det? Hun havde det fint, og snart var det glemt. Tre måneder senere gik hun til skadestuen for at få taget endnu en blodprøve. Hun var ikke nervøs, men alligevel klang ekkoet i bevidstheden: "Man kan først være sikker efter tre måneder." Ikke så sært. Alle sygdomme havde naturligvis en inkubationstid. Hvorfor skulle man overhovedet have en blodprøve tidligt? Tjah, man kunne jo være syg i forvejen. Var man allerede hiv positiv inden, man stak sig, kunne man måske ikke få erstatning.
   Så gik nogle dage. Hanne kom til Viviann. "Kan du ikke lige gå ned til Jeanette? Hun skulle lige snakke med dig."
   Det ville Viviann naturligvis gerne. Hun havde det godt med oversygeplejersken. De havde faktisk flere gange mødtes privat. Jeanette lagde nogle papirer til side, da Viviann trådte ind.
   "Viviann, kan du ikke lige gå ned til overlæge Bonnesen? Han har ringet og bedt om at tale med dig."
   "Om hvad dog?" ville Viviann naturligvis vide.
   "Det må du nok selv spørge ham om. Han er dernede nu."
   Ja ja, så måtte hun jo derned. Hvad kunne det dog handle om? Viviann kendte udmærket Bonnesen, han var da dukket op på hendes afdeling mange gange før. På vej derned, gik der dog en prås op for hende. Bonnesen var jo medicinsk overlæge på hiv afsnittet. Det kom som en dyne af kold luft, der kilder en svedig ryg. Så samlede det hele sig som en knude i maven. Benene føltes tunge, og hovedet fyldtes af et forvirret inferno af tanker, der greb efter alt muligt andet i håb om at glemme den frygt, der nu med ét fik sit navn: Dødsangst.
   Viviann henvendte sig på kontoret. "Jeg hedder Viviann Sommersted. Jeg skulle tale med Overlæge Bonnesen. "
   "Åh ja, Viviann, kom med mig!"
   Så lagde sygeplejersken sin arm om Viviann og trak hende med. Overlægen sad ved et skrivebord. Da han så sin gæst, rejste han sig resolut og rakte jovialt sin hånd frem. Sygeplejersken gik igen.
   "Sid ned Viviann!" Der var en stol ved siden af skrivebordet. Den lignede noget, der var sat frem til lejligheden. Bonnesen satte sig og tøvede et øjeblik.
   "Viviann, er du gift?"
   "Ikke gift, men jeg har en . ."
   "En, javel. Men - Viviann - har du mere end én? Har du mange tilfældige bekendtskaber?"
   "Nej da! Kun én!" Viviann svarede roligt. Tonen var ikke fornærmet eller indigneret. For overlægen spurgte nok ikke af nysgerrighed eller noget ønske om at fornærme.
   "Men har du været ude at rejse? Har du været sydpå? Ægypten, Tunis eller sådan noget?"
   "Nej, slet ikke!" kunne Viviann svare. Hun havde det dog som om, hun ikke længere var til stede i sin krop. Som om, hun var vidne til, at en anden sad her i stolen for hende.
   "Hvad laver din ma... øh ...ven? Er han meget hjemmefra?"
   "Det samme som mig. Vi er næsten altid sammen!"
   Bonnesen standsede forhøret. Folk ville som regel aldrig indrømme noget alligevel. Så så han i nogle papirer.
   "Du har fået foretaget en blodprøve for nylig. Jeg er ked af at måtte fortælle dig, at dine tal for htlv antigen, altså det man kalder hiv, er massivt forhøjede!"
   Viviann hørte ordene. Men hørte alligevel ikke. Det var uvirkeligt. Det kunne da ikke passe! Den skide kanyle. Den havde altså alligevel ...
   "Men den tørre kanyle! Den skulle da ikke ku...!"
   "Nej," svarede Bonnesen. "Det er der vist heller ingen, der tror på. Men se her: dine tal!"
   Han viste Viviann sedlen fra laboratoriet. Bonnesen vidste, at hun som sygeplejerske kunne læse den.
   Viviann kiggede skræmt. Det stod rigtigt nok en hel masse uhyggelige tal. Noget med htlv antigen,hepatitis A og C, enzymer, asat, alat, amylase, basiske phosphataser, bilirubin, protrombin, creatinin, glomerulær filtration, blodsænkning, lymfatiske antistoffer og en lang række af andre tal, hvoraf mange lå uden for referenceintervallet, der angiv det normale. Så det var jo rigtigt nok. Den var helt gal.
   Viviann tænkte på sit liv, sin fremtid, sin datter, manden, sin mor, skammen, rædslen, skandalen. Hvor længe havde hun mon igen? Med sådanne tal! Hvordan ville de andre klare sig uden hende?
   "Viviann ... to ting: For det første! Vi markerer naturligvis papirerne som hemmelige. Der bliver ikke udleveret noget om det, og ingen får noget at vide! For det andet: Vi skal lige have taget en kontrolprøve. Du skal lige gå over på laboratoriet til en ny blodprøve. Jeg ringer lige over, så du kan gå lige ind, OK?"
   Bonnesen gik til en telefon i et kontor ved siden af og ringede til en kollega på laboratoriet. Viviann var ikke interesseret i samtalen, men hun hørte, at han sagde: "Og hun nægter!"
   Viviann rejste sig på blytunge ben. Det lød ligefrem rart med den blodprøve. Så skete der dog noget. Hun trængte også til at komme ud derfra. Bonnesen prajede sygeplejersken, som fulgte Viviann over til klinisk kemisk laboratorium. Her blev der taget en ny blodprøve.
   Viviann gik tilbage til sin afdeling. Kollegerne kunne se, at hun ikke var helt sig selv. Man spurgte naturligvis om årsagen.
   "Ja - øh - jeg har aids!" kunne Viviann svare, som havde det handlet om frikadellerne til aftensmad. Man trak sig bort i forskrækkelse. Ikke for det - man frygtede ikke den virale smitte - men i vort samfund, hvor relativ tryghed hersker, er lidelse og angst en sygdom, som ingen tør smittes med. Hun gik til sit arbejde for at få noget at rive i. Senere kom Jeanette til hende med en alvorlig mine.
   "Hvad er det dog jeg hører, det er da forfærdeligt!"
   "Ja," svarede Viviann. "Det er ikke lige det, man gik og drømte om."
   Jeanette havde det ikke fra Vivianns kolleger. Den administrerende overlæge kom til hende. Hun var blevet ringet op af Bonnesen, som lige skulle gøre opmærksom på, at en af hendes undergivne gik rundt med den der diagnose. Bare for lige at advare hende. Pågældende havde jo omgang med patienter. Så meget for hemmeligholdelse og diskretion.
   Jeanette spurgte Viviann:
   "Vil du ikke hjem?"
   "Jo tak. Det vil jeg faktisk gerne." svarede Viviann.
   Det med omsorg for kollegerne, havde altid vejet tungt. En havde haft en uges uregistreret frihed, fordi et firsårigt familiemedlem efter lang tids sygdom, nu var afgået ved døden. Det manglede da bare. Der fandtes mange eksempler på den store largesse, der prægede personalepolitikken og solidariteten kollegerne imellem.
   Viviann gik hjem med sin dødsdom. Alene. Ingen foreslog, at hun burde følges og våges over, indtil manden kom hjem. På vejen hjem, købte hun fyrre cigaretter og en lighter. I den tomme bolig, satte hun sig og pulsede løs. Skulle hun dø, ville hun foretrække røgforgiftning. Selvmord havde hun ikke tænkt på. Måske et tilfælde.
   Kæresten kom hjem en time senere fra studierne. Han kunne se, at Viviann sad der ved køkkenbordet og så mærkelig ud. Han var nok en lidt tør mand uden det store præg af omsorg for andre. Men han kunne se, at den var gal. Vivianns læber var helt blå af manglende iltning.
   "Jeg har røget!" sagde hun.
   "Ja, det kan jeg da se!" Det huede ham ikke. Som ikkeryger, afskyede han cigarretter. Pokkers, nu var hun faldet i alligevel!
   "Jeg, jeg - har aids!" kunne Viviann fortsætte.
   Manden vidste godt, hvad det handlede om. Han troede ikke på det. Rationelt - hans yndlingsglose - burde det ikke kunne ske på grund af den åndssvage kanyle. Men også han havde en vis respekt for autoriteter. Han prøvede at bagatellisere det. Der måtte være sket en fejl, det kunne ikke passe. Men jo! Tallene for hiv var massivt forhøjede, havde Bonnesen selv sagt. For helvede da, tænkte han. Han ville jo nok blive nødt til at stoppe med studierne, så de kunne være sammen. Gik det den vej, skulle hun trods alt ikke gå den alene.
   "Jeg går i seng," sagde Viviann. "Jeg har det ikke så godt."
   Det gjorde hun så. Hun smed noget tøj og lagde sig under dynen. Manden stod og så på hende. Han følte raseriet. Èt er at folk knalder til højre og venstre, men de kan fandme holde svineriet for sig selv. Og her skal plejepersonale gå og varte dem op, fordi de totalt uhæmmet rager til sig af livets goder. Og går det så galt, skal hele samfundet hulke over det. Og så skal helt uskyldige smittes! Sådan nogle dumme svin! Han havde fulgt med i debatten. De, der af helt naturlige grunde frygtede smitte, skulle latterliggøres. Og faktisk burde alle være hivpositive, så ikke de usmittede kunne gå og føle sig bedre og renere. Sådan tænkte han med hænderne knyttede og tænderne bidt hårdt sammen.
   Så ringede telefonen. Han tog den. Det var fra hospitalet. Man ville gerne tale med Viviann Sommersted.
   "Hun sover" sagde han uden større entusiasme.
   "Men jeg ville meget gerne tale med hende. Jeg har en god nyhed."
   Med følelsen af optimisme, vækkede han Viviann. Hun var ikke stærkt motiveret for telefonsnak.
   "Men det er en læge, og han siger, at de har gode nyheder!"
   Så stod hun op og gik til telefonen. Manden hørte hende bekræfte sin identitet. Og hendes tone, der langsomt lysnede. "Tusind tak, det er jeg glad for at høre. Klokken syv? Så siger vi det! Farvel."
   Manden så afventende på hende.
   "Det er kontrolprøven, som de tog. De havde lavet den med det samme. For de var blevet forskrækket over, at det skulle være så farligt at arbejde på et hospital. Prøven var negativ!"
   Han tog hende i favn og sagde noget, som han ellers ofte havde svært ved at få sagt.
   "Vi skal derind klokken syv. Jeg skal ind til Bonnesen. Du tager vel med?"
   Hvor var det altså fedt. Hun fejlede ikke noget! Flot, at de lavede prøven så hurtigt, hvilken service. Tænk, hvis der var gået de sædvanlige dage?! Hvor havde de altså været flinke. De kørte ind til hospitalet, men først tog de til en vinhandel og købte to flasker god Pomerol. Bonnesen skulle have den ene, og ham på laboratoriet den anden.
   Så sad de begge i hans kontor. Også Bonnesen var lettet. Blodprøven fra skadestuen måtte jo være blevet forbyttet. Og til det værst tænkelige, en etableret aidspatients prøve. Sjovt nok; havde det været en prøve, der netop sagde lettere positiv for hiv, havde ingen nok fattet mistanke så tidligt. Men denne gale prøve var jo noget, der måtte tilhørte en person, der nærmede sig døden.
   Bonnesen modtog vinen. Den var sikkert fin nok til en overlæges smag. Så kørte de hjem. Ved køkkenbordet sad de og talte. Ikke flere smøger! Det kuliltestunt skulle ikke gentages. Humøret var højt, og lettelsen føltes i hele kroppen.
   "Det var da godt, jeg ikke nåede at springe i havnen!" sagde Viviann med et grin. Men hun var inderst inde bitter. Man kunne tale om personaleomsorg. Men følge en kollega hjem til en tom bolig med en dødsdom, det kunne man ikke svinge sig op til! Og burde Bonnesen ikke - han, med hospitalets spidskompetence - have gennemskuet, at det laboratorieskema ikke kunne være Vivianns? Hun havde fået taget en rutineblodprøve, med nogle få tests. Men skemaet var en alen lang spiseseddel med avancerede prøver. Bonnesen måtte virkelig have stolet på systemets ufejlbarlighed.
   Viviann fik ingen undskyldning fra laboratoriet, Bonnesen eller sin egen afdeling med den legendariske omsorg for personalet.
   Nogle dage senere, kom Viviann forbi en kiosk. Her var en spiseseddel fra en formiddagsavis. Et stort billede på forsiden. En flot ung mand med et stort smil. Overskriften: "Tim Griffenfeldt død."
   Viviann så på den unge mand, som havde fået fred. Hun vidste jo, at han var alvorligt syg. Nu kunne intet ramme ham mere. Hun tænkte på den dag, hvor hun havde haft hans blod i sig. Det havde ikke været sjovt. Men frygten forlod hende aldrig. En enkelt god ting, kom der ud af det. Hendes eksempel blev siden brugt i undervisningen af unge bioanalytikere, der skulle lære, at korrekt mærkning af blodprøver er særdeles vigtig.