Jeg havde sagt ja til at møde ham i salonen. Erik havde giftet sig året forinden og selvom jeg endnu ikke havde mødt Anita, havde jeg fået et indtryk af hende, som følge af Eriks hverdagsbeskrivelser over de forgangne måneder i forbindelse med togter til flere forskellige butikker for at finde den helt rigtige slags opvaskehandsker, havesakse, syntetisk luftfrisker eller noget helt fjerde. Ikke at jeg havde set nogle af delene - faktisk havde jeg heller ikke set Erik i små 4 år, men jeg havde lagt mærke til ham på gæstelisten til en polterabend, som han høfligt undslog sig, og vi havde siden udvekslet mange e-mails om gamle dage. Jeg kunne tydeligt huske Eriks rodede kollegieværelse med den ramponerede Iron Maiden-plakat over sengen og den akustiske guitar i hjørnet - den fysiske manifestation af hans gode intentioner om at lære at spille oveni sine studier. Selv spillede jeg ingenting, men vi havde gået til de samme koncerter og haft uendeligt lange diskussioner om rokeringer i vores foretrukne bands.
   Erik var også den eneste af mine venner fra den tid som jeg vil beskrive som "fortrolig". Ikke at vi vendte sjælen på vrangen ved hver eneste lejlighed, men da min daværende kæreste droppede mig var det Erik der analyserede forløbet før han slæbte mig med ud i nattelivet med besked om ikke at "komme hjem før du har talt med 5 søde piger." Det var som om han intuitivt kunne mærke på folk hvad der skulle til for at løse op for deres indre knuder.
   I al fald for andres vedkommende. Da hans storebror hamrede sin motorcykel igennem et vejværn gik han fuldstændig i baglås. Jeg måtte hive ham op ved kraven for at få ham til undervisning, og undgå at han blev smidt ud af sit kollegium. Det virkede som om det eneste der virkelig kunne kurere ham for apati var musik. Helst live, men en tilstrækkelig veloplagt optagelse kunne også gøre det.
   Jeg kunne ikke have været længere væk fra de dansende masser og den brølende el-guitar, da jeg gik igennem glasdøren med hvidmalede paneler som førte ind i Salon Anemone. De æggeskals-hvide vægge var behængt med indrammede billeder af reklamemodeller som koket betragtede alt under dem med mystiske og sensuelle blikke.
   Lige ved døren stod en papirskærm med fuglemotiver på som næsten skjulte hele rummet undtagen et receptionsbord når man stod i døråbningen. Det var tomt med undtagelse af et lille ringbind og et glas med gennemsigtige marmorkugler og en plasticlotus i. En lille klokke ringede da jeg trådte ind.
   "Øjeblik." lød en kvindestemme fra den anden side af papirskærmen. En kvinde med skulderlange, nøddebrune krøller og en turkis top på dukkede frem og stillede sig bag receptionsbordet. Hun havde kønne træk og markerede kindben.
   "Har du en aftale?" spurgte hun og slog op i ringbindet.
   "Nej. Eller det vil sige, jo - jeg skal mødes med Erik." sagde jeg.
   Hun gik i stå et øjeblik. "Ah. Så er du vel... Andreas?"
   "Tæt på. Anders. Du må være Anita?" sagde jeg og gav hende hånden. Hun tog den med et tøvende, men fast greb.
   "Ja. Erik er ikke hjemme endnu, men du kan vente her. Jeg har en kunde."
   "Det lyder godt." sagde jeg. Hun vendte sig om og jeg fulgte efter hende ind i salonen. Hendes hårspænde matchede toppen. Langs den ene væg stod 3 stole med hver deres spejl foran sig. Til hver stol hørte et lille bord med en bladholder. Anita begav sig hen til den fjerneste, hvori en velfodret kvinde i 50'erne sad og ventede med et lilla lagen omkring sig. På bordet ved siden af hende stod en kop kaffe og et opslået nummer af Familiejournalen.
   "Du kan bare tage plads. Bruger du noget i kaffen?" spurgte Anita.
   "Nej tak, bare sort." sagde jeg og satte mig i den nærmeste stol mens hun forsvandt ud af en hvidmalet dør i den fjerne ende af salonen og ind i selve huset. Efter at have gravet lidt i bladholderen fandt jeg et gammelt nummer af National Geographic imellem Femina og Se & Hør. Jeg skimmede fraværende en artikel om knælere.
   "Hovsa," sagde Anita og snuppede bladet ud af hænderne på mig. "det hører ikke til herinde. Erik er sådan et rodehoved." Hun stillede en kop kaffe foran mig og tog bladet med sig ud. Jeg tog en slurk. Mælk og sukker. Jeg fiskede et Femina op af bladholderen og foregav at læse i det for at undgå de skæve blikke jeg fik af kvinden i det lilla lagen. Anita vendte tilbage og jeg prøvede at fordybe mig i en artikel om spændende, fedtfattig hverdagsmad imens hun gnubbede kemikalier i håret på kvinden i stolen. En hvid plastichjelm stod klar i hjørnet.
   "Jeg prøvede sådan noget Zumba i weekenden." sagde kvinden.
   "Okay?"
   "Ja - men jeg tror bedre jeg kan lide vand-pilates. Jeg kom sådan til at svede."
   "Mhm." sagde Anita og nikkede forstående.
   "Hør, jeg kan vel ikke låne et badeværelse?" spurgte jeg.
   "Jo." Anita pegede på døren i den fjerne ende af salonen. "Første på venstre. Husk at slå brættet ned og bruge friskeren."
   "Friskeren?" spurgte jeg.
   "Duftfriskeren." sagde hun.
   Jeg nikkede og forlod salonen mens de to kvinder genoptog deres samtale.
   Badeværelset var belagt med cremefarvede fliser. På gulvet mellem toilettet og brusekabinen lå et plysset tæppe og der hang en plastic-luftfrisker på væggen. Jeg trykkede på den og den frigav en sky af syntetisk citronlugt. En hæslig, grøn frø i porcelæn vogtede over sæben ved vasken. Jeg tændte for hanen og vaskede hænder mens den stirrede på mig med sine store, udstående øjne.
   "Du glemte vist noget." sagde Anita, med ryggen til mig, da jeg trådte ind i salonen igen. Hun stod let foroverbøjet med albuerne ude mens hun arbejdede. Hendes præcise, mekaniske bevægelser fik mig et øjeblik til at tænke på en knæler med et hårspænde.
   "Undskyld?"
   "Brættet. Jeg hørte det ikke blive klappet ned." sagde hun og satte den hvide plastichjelm på hovedet af kvinden i lilla.
   "Jeg vaskede bare hænder." sagde jeg.
   I det samme gik døren ind til selve huset op. Jeg kendte Erik med det samme. Han var blevet lidt rundere og håret var en del kortere end jeg huskede det, men smilet var det samme som jeg havde set gennem både branderter og forelæsninger.
   "Anders! Kom da ind for fanden."
   Han lagde en arm om skulderen på mig og vi forlod salonen gennem den hvidmalede dør.
   Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig, men selve huset virkede langt fra mit billede af hvordan Erik boede. Den korte gang førte os ind til et lyst samtalekøkken med et lille spisebord. Fra vasken var der udsigt over haven hvor en ludende magnolie og en velholdt hæk dannede baggrund for en nyslået plæne og en lille, solbeskinnet terrasse. Erik satte en af sine gamle CD'er i anlægget, fandt to øl frem og vi faldt lynhurtigt tilbage i den velkendte musiksnak-rille. Vi kom ind på hans gamle guitar og jeg spurgte om ikke han gav et nummer, men han sagde at der ikke var blevet plads til den under flytningen så den var blevet solgt.
   "Nå? Det er da ellers et hus med god plads." sagde jeg.
   "Ja... det skulle man synes." sagde han med et lille smil. "Man kan vel ikke få det hele, vel?"
   "Nej, det kan man vel ikke." sagde jeg. CD'en i stuen bag os skiftede nummer og der var et øjebliks stilhed i på den lyse terrasse.
   "Du ved, jeg har stadig en gammel akustisk derhjemme. Du må komme over en dag, så vi kan jamme." sagde jeg.
   Erik rystede på hovedet. "Det lyder godt, men jeg ved ikke om det går."
   "Hvorfor ikke?"
   "Anita synes det ikke det er så godt. Det er ligesom med byturene. Meget sjovt, men spild af tid, du ved?" sagde han og så på magnolien der kastede skygger og nedfaldne blomster over den lavt klippede plæne.
   "Jeg synes ikke det var spildt." sagde jeg og rejste mig op. "Faktisk har jeg taget min egen el-spade med."
   Jeg stemte min luftguitar i et, til min egen overraskelse, godt mimespil. "Og jeg har en ekstra."
   Erik lyste op i et grin og begyndte at svaje til rytmen mens hans fingre fór rundt i luften med AC/DC's guitarriff.
   "Got the devil in you;
   Got the devil in me;
   Play a dangerous tune;
   Come on and dance with thee" vrængede han ud over det imaginære publikum nede på plænen, mens vi sprang rundt på terrassen. Pludselig standsede musikken og Erik gik i stå midt i et vers. Anita stod med fjernbetjeningen i hånden.
   "Hvad er det i laver?"
   Erik rettede sig op. "Vi hører bare lidt musik. Hvis det forstyrrer ude foran kan vi skrue lidt ned..."
   Anita så fra Erik til mig og tilbage til Erik som på et par uartige børn. "Jeg skal lige snakke med dig inde ved siden af." sagde hun. Der var en blidhed i hendes tonefald som fik Erik til at krympe sig og han fulgte med hende ind i et værelse som en mand på vej til skafottet. Jeg sad og så på den lukkede dør i hvad der virkede som en evighed. De talte for dæmpet til at jeg kunne opfatte noget specifikt, men da Anita lidt efter kom ud med Erik bag sig som en tævet hund kunne jeg gætte mig til indholdet.
   "Du har sikkert også ting du skal nå." sagde hun afmålt til mig.
   "Ja... så ses vi forhåbentligt snart igen?" sagde jeg henvendt til Erik.
   Han så ned i gulvet.
   Jeg vendte ryggen til dem og gik som en søvngænger igennem køkkenet. De lyse låger på skabene og køkkenvaskens blanke skarphed trængte sig ind på mig, og jeg bemærkede en begyndende kvalme da jeg passerede den åbne badeværelsesdør, hvor duftfriskerens kemiske efterklang stadig hang i luften som et spøgelse.
   På vejen ud kunne jeg have brækket mig i den hvide plastichjelm hvis ikke den havde siddet på hovedet af damen i lilla. Brækket syntetisk citron, marmorkugler, fuglemønstre og porcelænsfrøer op i en tyk stråle og tømt al den gift ud som jeg kunne mærke var sivet ind i mig. Men jeg gjorde det ikke og jeg gik, mens plastic-lotusblomsterne nikkede i vinden fra den åbne dør.