"Hej, det er Molly. Jeg kan ikke komme til telefonen lige nu, men læg en besked så snakkes vi."
   En skarp hyletone sætter punktum for afvisningen. Det er okay. No hard feelings. Jeg lægger på og trykker et nyt nummer ind, mens jeg kigger fraværende på mit armbåndsur. Den er tre om natten. Min lejlighed er helt mørk undtagen det blålige skær fra skærmen på min mobiltelefon. Den giver lige akkurat lys nok til at jeg kan se pizzaskorperne der strøet ud på gulvet omkring mig - det første jeg har spist siden... det ved jeg sgu ikke. I går? Det er sådan det er med søvnløshed. Alting flyder bare sammen til en slags grød af billeder og sanseindtryk.
   Ham som leverede pizzaen var noget af det mest skræmmende jeg har oplevet længe. Omkring de 19. Høj, ubarberet. Han stirrede ud på mig fra under en rød-hvid kasket. Jeg kunne mærke hans øjne løbe hen over mig som strømme af myrer. De trængte ind overalt og bed. Mine kinder er indsunkne og jeg har ikke barberet mig i ugevis. Mit hår er endnu mere fedtet end hans, og det filtrer. Jeg tager et brusebad når jeg husker det, men det hjælper ikke ret meget. Jeg skyndte mig at tvinge nogle penge i hånden på ham så jeg kunne få lukket døren igen, alt imens jeg fokuserede på tegningen af en lille mand med overskæg og kokkehue på hans hat. Det er øjenkontakten som er det værste. Jeg ved godt han dømmer mig. Det halve af det han tænker om mig er nok heller ikke forkert.
   Men for satan hvor jeg hader når folk ser på mig.
   Jeg var til psykolog engang. Han ville ikke give mig piller mod søvnløsheden, men jeg fik noget beroligende så jeg kunne gå på gaden. Jeg var fobisk, sagde han. Angstanfald. Derfor var det vigtigt at jeg kom ud og blev konfronteret med mit problem. Han fattede ingenting. Jeg har ikke et problem. Jeg har tusindvis af dem. De går omkring på gaden under min lejlighed. Cirkler, ligesom en flok ulve. Eller gribbe måske. Ådselædere. De venter bare på mig. Men jeg prøvede at gå derud - det gjorde jeg virkelig. Pillerne gav bare næsten ingenting, med undtagelse af kvalme. Jeg kastede op i en kø i Fakta da en fyr rakte sin arm ind over mig efter en plade chokolade. Jeg er ikke sikker på om det var pillerne eller angsten. Jeg opgav at gå til psykolog og holdt op med at tage medicinen. Jeg får indkøb leveret til døren og jeg sniger mig ud med affald om natten når der ikke er nogen i opgangen.
   Jeg har selvfølgelig måttet skære ned. Alt det er jo ikke gratis - og slet ikke telefonregningen. Min opsparing fra dengang jeg stadig arbejdede er næsten væk, og støttechecken rækker ikke særlig langt. Jeg har solgt de fleste møbler og mit fjernsyn. Alt det unødvendige. Jeg beholdt persiennerne, men mest fordi jeg ikke kan lide tanken om at dem i bygningen overfor kan kigge ind på mig. Jeg sover på en madras på gulvet, ved siden af telefonen.
   "Hallo?" Det er en mand. Han lyder irriteret og søvnig. Jeg har nok vækket ham. Jeg tøver kun et sekund - de lægger hurtigere på hvis man ikke siger noget.
   "Hej. Hvordan går det?" siger jeg. Hold kæft hvor åndssvagt.
   "Æh. Fint... hvem er det?" Han lyder sjællandsk.
   "Det er Søren, men vi har ikke talt sammen før. Hvad hedder du?" siger jeg.
   Der sniger sig noget mørkt ind i hans stemme. "Hvad fanden er det her for noget? Tror du at du er morsom?"
   "Nej. Hvis du ikke har lyst til at snakke er det okay." Siger jeg.
   "Klokken er fire. Hvad har du gang i?" siger han.
   "Den er kun tre." Siger jeg.
   "Var der noget du ville eller hvad?" spørger han.
   "Bare snakke." Siger jeg.
   Jeg hører ham bande og knalde røret på. Jeg sidder tilbage med lyden af den døde linje i øret.
   Det ender som regel sådan. Nogle skælder ud, andre lægger bare på uden et ord. Det er også okay. Men nogle gange ville jeg ønske de ikke gjorde. Jeg trykker et nyt nummer ind og ringer op.
   Første gang jeg opdagede mit fristed var en af de sidste gange jeg var udenfor. Det har været et par måneder efter jeg droppede pillerne. Jeg prøvede at komme til apoteket for at finde et eller andet beroligende som kunne fås i håndkøb. Jeg endte i undergrundsbanen. Det var min egen skyld, jeg kunne bare have timet det bedre, men jeg var desperat efter at få det overstået.
   Det var myldretid. Jeg fik et sæde ved vinduet og håbede at jeg kunne abstrahere fra de andre i vognen ved at kigge ud på betonmuren mens den farede forbi. Toget holder ind på en station og dørene går op - pludselig er der folk overalt. Dusinvis af røde morgenøjne løb søgende hen over mig. Jeg lukkede øjnene og prøvede at tænke på alt andet end den lydløse kritik der haglede ned over mig. Mens de masede forbi, op af midtergangen slog hele lugtpaletten imod mine næsebor. Barbersprit, hårspray, italiensk læder, tung parfume, tyggegummi med mintsmag, sved, den kemiske lugt af billig deodorant, osen fra kædepulsede cigaretter som hang i tøjet som burrer. Jeg troede jeg skulle dø da han satte sig ved siden af mig. Fed og stinkende som en gigantisk maddike i et billigt jakkesæt. Et tyndt lag af sved glimtede på hans skaldede isse, mens han satte sig. Hans åndedrag lød som om han havde anstrengt sig ved at tage trapperne ned til toget. Jeg gjorde mit bedste for ikke at besvime og stirrede intenst på reklamerne langs loftet.
   TRÆT AF REGNEN? THAILAND ER KUN ET MØDE MED VORES REJSELEDERE BORTE!
   Maddikemanden lænede sig tilbage med en anstrengt stønnen. Jeg kunne fornemme sæderyggen give sig for at følge med sin belastede partner. Der var som at sidde på noget levende og pulserende.
   NEED A SNACK? NEVER FEAR, THE NEW CRUNCHIE-BAR IS HERE!
   Ud af øjenkrogen så jeg ham vende sit oppustede, rødlige ansigt imod mig. Hans dobbelthage virkede næsten som om den var selvstændig fra resten af hans krop da han talte.
   "Du har vel ikke noget niko-tyggegummi har du?"
   Enhver fiber i min krop tiggede mig om at løbe væk, men jeg var fanget - klemt inde mellem ruden og mandens krop. Min stemme knækkede.
   "N-nej."
   LIVET ER VÆRD AT LEVE - HJÆLP OS MED AT HJÆLPE DIG
   "Skidt. Jeg siger dig, det lort bider alligevel ikke på mig. Det er man nok for hærdet til, eller hva"?" Han ler gryntende og jeg fornemmer hans varme kaffeånde i ansigtet. Jeg må have en udvej.
   "Undskyld, jeg- jeg må lige ringe." Han nikkede og fik det samme fraværende blik i øjnene som folk i en elevator, mens jeg trak min mobil frem uden at se ned. Af ren impuls trykkede jeg nummeret fra reklamen ind.
   Et bip. To bip. Nogen tog telefonen.
   "Det er Samaritaner Linjen. Jeg hedder Sara - jeg lytter." Jeg greb ud efter stemmen som en druknende efter et stykke drivtømmer.
   "Det er Søren. Jeg skulle, altså, jeg mener, vi må lige snakke sammen." Jeg så ud af øjenkrogen på nabosædet. Min medpassager havde samlet en krøllet gratis-avis op fra gulvet og bladrede fraværende i den.
   "Selvfølgelig. Det er rigtig godt du ringer Søren. Lad mig høre hvad du har på hjerte?"
   Med et gik det op for mig. Hun kunne ikke se mig. Jeg følte mig pludselig mere sikker. For hende var jeg en kropsløs stemme - jeg kunne være hvem som helst.
   "Altså, det er angående metroen." sagde jeg, og føler mig underlig frigjort.
   "Det er ikke det værd, Søren. Tænk på dem som holder af dig. Og togføreren - det går ud over så mange til ingen verdens nytte." sagde hun.
   Der gik et øjeblik før det gik op for mig at hun troede jeg truede med at tage livet af mig.
   "Åh - nej, nej. Det er ikke på den måde. Det kunne jeg ikke finde på."
   Det gav et ryk i mig da toget bremsede op ved perronen. Jeg gav et vift med hånden og manden ved siden af rejste sig så jeg kunne komme ud. Jeg smuttede forbi mens jeg holdt vejret og med Saras stemme i øret. Jeg nåede ud på perronen og fortrak til et hjørne mens jeg prøvede at regne ud hvor jeg var.
   "Det var godt at høre Søren. Hvordan har du det så?" spurgte hun.
   Jeg fik en pludselig trang til at le. "Jeg har det bedre... Tak."
   "Selv tak. Pas nu på dig selv ikke." Sagde hun. Det slog mig hvor mærkeligt indstuderet hendes tonefald lød.
   "Jo... farvel." Sagde jeg og lagde på.
   Jeg havde fundet mit fix. Mit stof. Min nikotin-erstatning. Jeg begyndte at ringe til tilfældige numre hver gang jeg følte mig ensom. Ingen havde rigtigt lyst til at snakke, men det gjorde intet. Det var rusen - samtalens vidunderlige sus. Telefonen er min ventil, min psykolog, min bedste ven og min ferie. Nogle gange lader jeg dem tale, nogle gange taler jeg. Jeg fortæller om min depression, mine angstanfald, søvnløsheden, ensomheden... års nervøsitet, generthed, indesluttethed. Det smelter bare væk når jeg er på den rene, sikre linje. Jeg er aldrig mere et misfoster i nogens øjne. Aldrig en taber. Jeg er aldrig ensom. Og nu smiler jeg altid.
   "Hallo?"