For 5 år siden, plus et par uger, mødte jeg for første gang, den kvinde, der senere skulle blive min bedste veninde, min faste støtte, min intellektuelle sparringspartner, ja, min uundværlige veninde.
   Første gang jeg så hende, vidste jeg ikke vi nogen sinde skulle mødes. Jeg så hende, i en - lad os sige munter tilstand, på min daværende stambar. Hun greb fat i mig, og begyndte at snakke, men da jeg var - mindre munter - end hun var, mente jeg det var underligt, og rev mig løs. Anden gang jeg så hende, var på mit fritidsjob som tjener, hvor hun, denne gang dog ædru, stod og spurgte min chef, hvor hun havde købt nogle statuer der stod der, jeg skyndte mig væk, i fald hun valgte at overfalde mig igen.

Derefter så jeg ikke mere til hende.

Ikke før, den dag min nye kæreste tog mig med ned til hende og hendes kæreste for første gang. Da vi kom ind, så jeg straks denne forfærdelige kvinde, der overfaldt sagesløse mennesker på en bar og spurgte tilfældige personer, hvor de køber deres statuer.
   "Oh, shit", tænkte jeg. Bare hun ikke kunne huske mig, bare hun dog ikke overfaldt mig.
   Da jeg ikke kendte hverken hende eller ham, og han var min kærestes ven, var det mest naturligt jeg snakkede med hende. Min kæreste satte sig hen til sin kammerat ved hans skrivebord, og jeg satte mig forsigtigt, i god "flygte-.afstand" af dette uhyggelige kvindemenneske. Hun bød mig på et glas vin.
   "Hmmm, indtil videre virker hun meget normal. Hun virker heller ikke til at kunne huske mig." Det kunne hun heller ikke. Ikke før lang tid efter, hvor jeg fortæller hende om den aften.

Hun var (og er det selvfølgelig stadig) 16 år ældre end mig, hvilket jeg også tillagde visse problemer.

Ganske hurtigt fandt vi ud af, at vi begge var pædagoger, eller, jeg var under uddannelse. Det er jo meget nærliggende at starte med at spørge, hvad man laver til dagligt. Hvorfor man gør det, er der mange teorier om, men jeg tror på, det fortæller en del om personen.
   Jeg er skorpion, og derfor meget forbeholden over for nye mennesker. Jeg snakker gerne med dem, men normalt går der MEGET lang tid før, jeg kan kalde dem en af mine venner. Og man snakker selvfølgelig ikke med gamle venner om det samme, som med ny bekendtskaber. Men det skulle vise sig ikke at være tilfældet her.
   Ret hurtigt finder vi ud af, at vi har de samme holdninger og forståelser på mange områder. Og jo mere vin vi fik, jo lystigere går snakken.
   Jeg opdager også, at aldersforskellen ikke har noget som helst at sige.
   Det går op for mig, at jeg faktisk finder denne forfærdelige påtrængende kvinde sympatisk. Det er måske på tide, ikke længere at kalde hende "grimme ting".
   Hurtigt falder snakken på vores kærester. Hendes kæreste er midt i 40'erne, og derved en del ældre end min kæreste, ikke desto mindre, minder de enormt meget om hinanden, og mit nye bekendtskab og jeg er enige om alt. Både hvor søde og dejlige vores kærester er, men sandelig også hvor dovne, dumme og selvviske de kan være.
   Nu er der ikke rigtig flere emner vi kan bruge, for ikke at snakke om os selv, og vinen er så småt begyndt at have ret god effekt.

Jeg hører, so tidligere beskrevet, til den lidt mere reserverede gruppe, når det drejer sig om mig selv. Jeg fortæller gerne en masse om mig selv, men i det store hele, er det faktisk ikke ret meget alligevel. Jeg skraber kun i overfladen, for tænk hvis nu, den person jeg sidder overfor, finder mine svage sider, eller vælger senere at bruge sin viden mod mig. Paranoid? Nej, bare på den sikre side!
   Men i dette tilfælde, følte jeg mig bare i sikkerhed, så jeg åbnede mig ret meget for hende, og hun gjorde det samme for mig. Det var helt surrealistisk.
   Nå, men aftenen var blevet til nat, og vi skulle hjem.

Af flere årsager, jeg ikke kommer ind på her, går der ret lang tid, før jeg kommer derud igen. Men da jeg endelig kommer, foregår det i taxa. Min kæreste var havnet dernede, og de havde startet en mindre fest. Jeg bor i byen, 16 km derfra. Og min kæreste snakkede om mig i et væk, nærmest, og de to andre sagde, at han skulle ringe efter mig, til sidst gjorde han det, og jeg gik på tanken efter "proviant" og blev hentet af en taxa der, som min kærestes kammerat betalte, bare for jeg skulle komme. De syntes nemlig rigtig godt om mig.
   Da jeg kom, var de alle tre i rigtig godt humør, og min nye bekendte havde trukket endnu en vin op, som hun allerede havde lavet et hulrum i, så hun tog straks fat i mig igen, næsten som første gang jeg så hende, så jeg blev en smule skræmt, men det gik jo godt sidste gang, så det gjorde det nok igen.

Hun bønfaldt mig om at sætte mig ved hende, for de to reptiler deroppe ved bordet, var umulige at føre en normal samtale med, og endnu mere umulige at føre en intelligent samtale med!
   Så jeg satte mig, og vi begyndte at snakke om alt muligt. Især fik vi styr på verdenssituationen.
   Det endte med vi udvekslede telefonnumre, og det har senere udviklet sig til øgede telefonregninger.
   Indtil nu, er i kun nået til midten af januar ca., men nu kalder jeg hende mig veninde.

Tiden går, og vi finder ud af mere og mere om hinanden, og mere og mere ligner vi hinanden.

Det er nu blevet sommer, og jeg aftaler med en veninde, vi skal til sommerens lokale festival. Vi havde købt todages billetter, men andendagen kunne hun desværre ikke alligevel. Og jeg havde sgu ikke boet i den by ret længe, og idet jeg er så reserveret, havde jeg ikke flere "venner", og slet ikke nogen jeg gad gå til festival med. Men jeg havde jo betalt billetten, så jeg tænkte, "what the Hell", om ikke andet kunne jeg drikke mig fuld, og evt. møde nye spændende personer. Jeg mødte spændende personer, men den mest spændende var dog min nye veninde!
   Hun var derinde med sin kæreste, der slet ikke gad det, så han var faktisk gået, og nu hang min veninde og jeg sammen som ærtehalm. Vi havde en fantastisk dag og aften.

Tiden går, og vi bliver tættere og tættere. Når jeg var ked af det, havde problemer, havde brug for at snakke med en, grine med en osv., udnyttede jeg det mobilnummer jeg fik for længe siden. Og det gik også den anden vej.
   Det blev forår igen, og hun spurgte, om ikke jeg skulle til festival igen. Nja... Det vidste jeg sgu ikke rigtig, jo, kom nu, og vupti, pludselig havde jeg købt billet, og jeg kunne slet ikke vente til det blev juni.
   Men det blev det, og vi kom til festival, og har været det lige siden. Og vi nyder det hver gang, jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være der med hende. Sidste år var jeg gravid, det gjorde selvfølgelig jeg ikke kunne drikke, og hun var så solidarisk, hun heller ikke drak ret meget. Hvor dejligt altså.
   I år er min datter 7 mdr. når der er festival, og min kæreste har sagt han vil passe hende, så jeg kan komme til festival igen, og denne gang tage revanche fra sidste år, og jeg glæder mig til igen at tumpe rigtig rundt med min veninde, skråle med på sange vi kender, og dem vi ikke kender. Hvile ud i kaffebaren, og nyde Tom Donovan i pubteltet. Vi har skam allerede købt billetten.

Da jeg næsten var færdige med mine studier manglede jeg kun min bachelor, og jeg havde valgt at lave den selv. Jeg var næsten færdig, da jeg bad min veninde om hjælp, og hun hjalp mig, rigtig meget. I og med hun elsker at finde mere viden, gik hun ret heftigt op i det, og pludselig stod jeg med en opgave, der fyldte alt for meget, og jeg måtte korte den ned, og fremlæggelsen varede 1 time, hvis jeg skulle have det hele med, men vi fik det klaret.
   Den dag jeg skulle forsvare den mundtligt, havde jeg bedt min veninde og kæreste komme og overvære den, og det gjorde de. De havde medbragt blomster og champagne, til bagefter, selvom jeg var bange for jeg ikke klarede det.
   Da jeg var færdig med fremlæggelsen og ventede på karakteren rystede jeg som et espeløv, men min veninde beroligede mig, og min kæreste holdt mig i den ene hånd, hun i den anden. Jeg blev kaldt ind, 9 (efter gammel skala), jeg græd. Af lykke. Da jeg kommer ud græder jeg rigtig meget, og de blev alle nervøse for, om det var gået dårligt. Min veninde græd straks lige så meget, og jeg fik endelig fremstammet, at jeg havde fået 9, og nu var det ren glæde det hele. Champagnen sprang, og alle var glade.
   Min veninde var ikke med til sin egen dimmenssionsfest da hun var færdig, så da vi var færdige med at spise til min, ringede jeg efter hende, og hun fik sin dimmenssionsfest.

Der er løbet meget vin siden, og hvis jeg skulle remse alle vores eventyr op, blev jeg aldrig færdig.

Hun er blevet min bedste veninde, min faste støtte, min intellektuelle sparringspartner, ja, min uundværlige veninde.
   Og jeg vil ønske for alle, de også finder sådan en soulmate.