Engang i tresserne prøvede dansk TV at gå rundt i Paris' gader og spørge tilfældige folk på gaden, hvad de vidste om København. En af dem vidste, at det var et eller andet sted mod nord, og han havde hørt, at man skulle være forsigtig, for der gik isbjørne på gaderne. Der var mange, der blev forarget over, at han vidste så lidt om vores kære hovedstad, men hvem ved om vores forestillinger om fremmede lande er lige så langt ude i skoven.
Når jeg trækker den historie frem, så er det fordi det er et eksempel på en fordom og en god demonstration af, hvad dens væsen er.
Selve ordet siger det klart: en dom er en definitiv vurdering af en sag, som kun vanskeligt eller umuligt kan omstødes, og at det er en FORdom siger, at den fældes forud, dvs., før sagen er blevet set eller hørt. Franskmanden i det indledende eksempel havde aldrig været i København, så hans dom er afsagt før han har set København og dermed en fordom.
Hvordan opstår en fordom?
Den starter med en kerne af sandhed. I vores eksempel består den i, at København ligger nordpå i forhold til Paris og kommer man tilstrækkelig langt mod nord, så er der isbjørne. Ud fra disse facts drages den slutning, at der må være isbjørne i København. Sådanne fejlslutninger beror på manglende viden, i dette tilfælde:ved han enten ikke hvor langt nordpå København ligger eller også ved han ikke hvor langt nordpå man skal, før man risikerer at møde isbjørne.
Så en af de vigtigste årsager til fordomme er en begrænset viden, hvor man ikke kender alle facts og derfor drager fejlslutninger.
Kan en fordom omstødes?
Det er vanskeligt, ofte umuligt. Vores franske ven får aldrig sin fordom nedbrudt, for han frygter at tage til København på grund af isbjørnene, og derfor får han aldrig sin opfattelse afkræftet. Fordommene lukker ifølge deres natur for deres egen nedbrydning, da de oftest er negative og skræmmer den fordomsfulde fra at undersøge sagen.
Så ved at betragte denne lille historie fra Tv's ungdom har vi set tre karakteristiske træk ved fordomme: de er som ordet siger opstået forud for egen personlig erfaring, de bygger på en kerne af sandhed hvoraf der drages forkerte slutninger og holder folk væk fra fordommens genstand, så de aldrig eller kun vanskeligt får fordommen nedbrudt.
De træk genfinder vi ved andre fordomme.
Lad os se nogle andre fordomme, vi starter med fordomme om bestemte kunstneriske udtryksformer.
Hvor ofte har jeg ikke hørt sætningen, når jeg fortæller om et biografbesøg: "jeg går aldrig i biografen, det er jo bare vold og sex det hele!" Her kunne jeg sagtens nævne de første ti film eller flere, der for tiden går i biograferne, der ikke er voldelige eller pornografiske, men dommen er fældet, så det er vanskeligt at få den omstødt.
Pågældende går - som han selv siger - aldrig i biografen, han læser formodentlig derfor aldrig anmeldelser af de nye film, hvad skal han bruge tid på det for, når det ikke interesserer ham? Muligvis ser han af samme grund aldrig film i fjernsynet.
Så dommen er fattet forud.
Den har også en kerne af sandhed, for det ville jo være dumt at benægte, at der findes voldelige og pornografiske film, men fejlslutningen består i, at hele filmmediet fordømmes over en kant. Med denne fordom tages alle de poetiske hverdagsfilm og poetiske menneskeskildringer og smides i skraldespanden side om side med alt affaldet, der i min ungdom kunne have gået i den nu lukkede Colosseum Bio, en biograf på Nørrebro, der viste ekstremt voldelige film.
Denne fordom er vanskelig eller umulig at bryde ned, for har han den ide, at alt i biograferne er vold og sex, så har han ingen interesse i at løse billet til nogen af filmene. I lighed med isbjørnene i vor franske vens fordom holder forestillingen om voldsscener i hver eneste film denne fordomsfulde dansker borte fra alle film, også de film, der kunne afkræfte fordommen.
Hvad med denne fordom: tegneserier er underlødigt bras!
Dem, der siger det, har aldrig læst tegneserier. Dommen fældes forud.
Så er der sandhedskernen: det kan jo ikke nægtes, at der findes elendige tegneserier, men tegneseriemediet fordømmes over en kant. Skulle logikken køres igennem, så fordømte man også romanen, fordi der skrives elendige romaner.
Fordommen afkræftes muligvis ikke, for når man har denne ide om tegneserier, så læser man heller ikke de tegneserier, der kunne afkræfte fordommen.
Eller hvad med fordommene om bestemte genrer som dårlig litteratur per definition? Selve forestillingen om f. eks. krimier som dårlig litteratur afholder også fra læsning af de krimier, der kunne afkræfte fordommene, og jeg kunne aldrig finde på at benægte, at der er skrevet meget elendig litteratur i den genre. Finder vi ikke eksempler på det i alle genrer? Ligesåvel som der er forskel på Nick Carterbøgerne og Raymond Chandler, er der også forskel på Barbara Cartland og Jane Austen, der er forskel på Morten Korchs skildring af landlivet og så Blichers. Indenfor hvilken litterær genre findes der ikke tilfælde af elendig litteratur, som kan holde liv i eventuelle fordomme om pågældende genre?
Fordomme om musik passer også ind i mønstret, som f. eks. at rock er larm det hele. Der er dårlig rockmusik, der er ren larm, men når så man prøver at nedbryde fordommen ved at spille en stille rockballade, så hedder det: det er ikke rigtig rock. Det svarer til hvis nu vores franskmand i eksemplet hørte fra en, der havde været i København, at der ikke var isbjørne i gaderne, så ville han tro, at pågældende i virkeligheden havde været et andet sted end i København.
Så er der fordomme om mennesker.
En norsk kammerat fortalte mig engang, at en ældre dame sagde om den unge pige, der boede ved siden af hende, at hun bandede så forfærdeligt, det var ikke til at holde ud. Da han havde lejlighed til at tale med den unge pige bemærkede han til sin undren, at hun ikke bandede, hun brugte ikke engang lokumsudtryk. Da han konfronterede den ældre dame med det, sagde hun, at alle unge i dag bander fælt. Efterhånden måtte han se i øjnene, at den ældre dame på grund af sin fordom hørte bandeord for sit indre øre hver gang hun hørte et ungt menneske tale.
Sandelig er der da unge mennesker, der bander meget, men kender banderi nogen alder?
I mine unge dage var der også mange, der havde den fordom, at alle indvandrere gik med kniv, og hvis de blev vidne til en episode på gaden med skænderi og måske endda slagsmål, hvor den ene eller begge parter var mørk i huden, så mente de at se en kniv i hånden, selv om politiet, når de kom og stoppede det, fandt dem ubevæbnede. Tror man noget, så mener man at se det.
Fordomme har den karakter, at de låser sig selv fast, og de har den virkning, at indehaveren af dem ser og hører det, som fordommene siger han skal se og høre.
Hvis man har en fordom om en bestemt litterær genre, at den altid indeholder stereotype persontegninger, så vil man hver gang man læser en tekst af denne genre, opfatte persontegningerne som stereotype.
Så fordomme indretter sig per natur efter, at de ikke skal ændres.
Er det da ikke muligt at ændre menneskers mening?
Jo, men fordomme er ikke meninger i den forstand. De er definitive domme fattet på forhånd, og domme er svære eller umulige at omstøde. Meninger er ikke dannet forud, de bygger på erfaringer og logik. Det gør fordomme ikke, det bygger på begrænset viden, hvoraf der drages forkerte slutninger.
Nogen vil sige, at vi ikke undgår fordomme, det er umuligt at undgå, at vi har en mening om en sag, før vi stifter bekendtskab med den første gang. Vi har en forestilling om et land, før vi besøger det, vi har en forestilling om en genre før vi stifter bekendtskab med den, vi har en mening om bestemte folkefærds mentalitet og kultur før vi møder dem. Det kan ikke undgås, men der skal skelnes mellem fordom og forudforståelse.
Forskellen på dem er ikke, at fordommen er forkert og forudforståelsen er rigtig, for fordommen har en vis chance for at være rigtig, selv om den ofte ikke er det, og forudforståelsen kan være forkert.
Forudforståelsen er i modsætning til fordommen ledsaget af en vilje til at revidere opfattelsen. Hvis den i indledningen nævnte franskmand i stedet for at have fordommen om København som et sted hvor der er isbjørne på gaderne har det som forudforståelse, så har han måske lyst til at udforske mere nordlige egne af Europa og tager til København som det første. Her kan det være, at han ender med at grine af, at han troede der var isbjørne. Forudforståelsen kan rettes, det er meget besværligt med fordommen. En person med en forudforståelse vil også holde sanserne mere åbne, så opfattelsen kan blive revideret.
Så bliver denne forudforståelse til forståelse, og denne bliver revideret og får nyt tilføjet ved næste erfaring og sådan bliver det ved. Sådan udvikles ens indsigt, både ens personlige og menneskehedens samlede viden. I denne positive cirkel, der giver indsigt, er fordommen en bremseklods. Tænk på, hvordan videnskabelige nyvindinger er blevet modtaget, da de blev præsenteret for første gang. Det har ikke skortet på forargelse.
Så hurra for den positive forudforståelse, også selv om den må revideres. Den er vejen frem.