Jeg er floden, startende med bratte fald nedover de kolde klippevægge på hundreder af meter. Brusende og larmende. For voldsom til liv. Jeg er floden, bevægende sig ned i dalen igennem skove og enge, med roligt vand. Sagte og harmonisk meandrerende i landskabet, men tiltagende forurenet af omgivelsernes toksiske aktiviteter. For død til liv. Jeg higer mod havet, for der kan jeg få smagen af det rene ved at blive opløst og fortyndet i det uendelige af evighedens masser. Opløst i mit uendelige selv. I det mindste for et øjeblik.

Jeg havde taget hende med ind mellem træerne i den begyndende nat. Ville se hende nøgen. Ikke røre, bare betragte. På sikker afstand, men ikke længere væk, end at jeg kunne se hende tydeligt. Jeg havde oven i købet taget en lommelygte med. Ville vise hende, så hun selv kunne se, hvordan verden så ud i mine øjne. Nøgen til det inderste. Bleg, lille, skrøbelig og ynkelig, men netop således i stand til at se det hele. Med hendes karismatiske styrke fundet frem langt langt indefra. Det var mest det sidste, jeg ville have hende til at se og mærke, men jeg vidste med udmærket tydelighed, at det ikke ville blive nemt. Og jeg vidste, at jeg ikke ville kunne få hende til at se det inderste, uden at hun ville få øje på det yderste først. Og før det, ville hun formentlig fange øjet på sin egen blotte nøgenhed uden at kunne se andet end indvendig angst. Det ville blive rigtigt svært, om end nødvendigt! Nødvendigt, at hun så og mærkede sit eget selv, så hun ville kunne have en chance for overhovedet at få øje på mig. På verden. På sig selv. For at kunne det, måtte hun have ekstra styrke. Den styrke, jeg ville vise hende, hvor hun kunne finde. Bagerst. Under alle rammerne og kasserne. Og frem for alt, bagved angsten for at finde den.

Tidligere på aftenen havde vi været samlet alle tre i et alt for indelukket værelse. Jeg burde vel have set det komme, men orkede ikke at adskille lydene fra alle alarmerne med stilheden. Midt i larmen havde jeg fundet ro til at være ligeglad. Uden at det, netop denne dag, blev helt vildt, blev det alligevel nok og endda for meget. Men stille og roligt startede det op, som altid.
   Hende: "Hedder det egentlig moped eller mopped. Altså knallerter ikke?"
   Ham: "Moped, mopped, moped."
   Jeg: "Det hedder moped, som på engelsk."
   Hende: "Moped, moped."
   Ham: "Moped, moped, moped, moped."
   Hende: "Moped."

--- Pause ---

Han rejste sig og forsvandt stille ud i feriehusets køkken og begyndte at rumstere rundt. Hun blev let nervøs. Køkkenet var hele hendes ferieland. Hele hendes ferie, og dermed var det også hendes. Hvad lavede han derude?
   Jeg: "Hvad laver du derude?"
   Ham: "Jeg rykker køkkenbordet, så du kan komme i gang med at læse herude, når mutter laver mad! Det er vigtigt, at du får læst, inden det bliver mørkt.."
   Jeg: "Arh, hør lige... Det har vi snakket om én gang allerede. Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse, når hun laver mad alligevel. Det er ligemeget med det bord, jeg rykker det selv, når jeg går i gang."

Netop her stod tiden stille i værelset. En eller anden form for markant, men underlig duft oprindte fra intet. Et intet af luft, der pludselig syntes tung og tyk. Som noget nyt kunne det smages. Jeg slikkede på min hånd for at kende smagen, og for at undersøge, om den lagde sig som et lag på min krop. Det smagte af salt, men på en eller anden måde også goldt og tørt som på en sten. Min tunge faldt i staver på min hånd, og mine tanker gik i stå. Altimens fortsatte lyden af køkkenbordet, der bevægede sig skrabende hen over gulvet. Før eller siden må det have vækket mig igen.

Jeg: "Hallo! Det er ligemeget med det bord, lad det være!"
   Ham: "Det er jo bare for at hjælpe. Du burde være glad!"

Jeg gik ud i køkkenet og tog fat i bordet på modsatte side af hans hænder. Således var der stillet op til endnu en magtkamp. Stemmernes lejer blev forberedt til højere og mere. Alt sammen i absolut slowmotion.

Jeg: "Hør på mig nu! Du skal IKKE flytte det bord, for jeg vil hellere læse i stuen, når hun laver mad."
   Ham: "Tal ordentligt din idiot! Du er sgu så snot forkælet. Jeg prøver jo bare på at hjælpe..."
   Jeg: "Jeg gider ikke diskutere det her mere end én gang. Jeg bliver gal, når du overhører mig. Du får intet ud af det her.."
   Ham: "Nu gør du, som jeg siger knægt, ellers..!"
   Hende: "Hans, hold nu op?"
   Hendes stemme fra stuen trængte igennem den tørre luft og hendes ord lagde sig sporadisk på overfladen uden at trænge igennem.
   Jeg: "Gør, hvad du synes. Jeg læser i stuen, når mor laver mad. Jeg er ligeglad med, hvad du mener."

Jeg fik bordet i maven. Det væltede vist. Men hans hånd mærkede jeg ikke, selvom jeg faldt. Den forsvandt i arrene sammen med tiden, og øjeblikket forsvandt, førend det var gået. For længst og for meget længe siden blev forvandlingen fuldendt. Min krop var blot blevet en maskara for livet og for mig selv, bestående af en lille kerne inderst, tildækket af tusinder af lag af overflade, og jeg kunne næsten ikke vente med at pille dem af. Det var dem, der havde kvalt mig. Jeg havde koldt blod i årerne, og følelsen af smerte var ikke til stede på nogen måde. I går, i dag, i morgen; intet betød noget. Alt blot faktorer, der kunne bruges som undskyldninger for at vente til senere. Efter øjeblikket blev luften igen klar, let og behagelig at trække ned i lungerne. Jeg flyttede min arm, så jeg ikke lå ovenpå min hånd. Min tunge bevægede sig frem og tilbage over håndryggen, så jeg kunne smage og erkende forskellen i tid. Luften lå ikke længere som en hinde på min krop. Tilbage var kun smagen af salt og min egen hud og blodet. Mine læber trak sig ud i et tilfreds smil. Fra gulvet kunne jeg høre aftenen fortsætte et andet sted og i en anden tid inde i stuen.

Hende: "Det er da egentlig sjovt - det lader til, at det blæser meget i vindstødene."
   Ham: "Ja, det blæser meget."
   Hende: "Ja, det blæser meget."
   Ham: "Men det plejer at holde op kl. seks."
   Hende: "Ja, det plejer at være deromkring."
   Ham: "Ja, så det gør det jo nok også i dag."
   Hende: "Ja, det plejer det jo godt nok."
   Ham: "Mmmmh."
   Hende: "Ja, det er utroligt, at træerne kan holde til det. De svajer helt ned i rødderne, ser det ud til."
   Ham: "Ja, men det skal nu nok gå. Det er kun farligt om vinteren, for så er træerne frosne og brækker nemt."
   Hende: "Nåeh ja, det kan være. De er godt nok elastiske nu."
   Ham: "Mmmh, det blæser meget."
   Hende: "Tror du, at I kommer ud at fiske i aften?"
   Ham: "Ja, vinden plejer jo at stilne af kl. seks."
   Hende: "Ja, det plejer den jo godt nok. Vi håber..."
   Ham: "Ja, det skal det nok."
   Hende: "Ja, vi håber."
   Ham: "Nåeh mutter, går du ikke ud og laver mad?"

Det var her, jeg besluttede at fortælle hende om at falde. Om luft med smagen af sten. Om øjeblikke og evigheder, der begge blot var dele af følelser i splitsekunder, dikteret af fyldigheden i kroppen af henholdsvis kærlighed og angst. Om det smukke i øjeblikkene og det fatale i evigheden. Om et liv rodfæstet i hukommelsen, men langt fra hjertet og virkeligheden. Om et liv indkapslet i en bandage af overflade. Om at skære ind til kernen og følge med mig en tur i skoven...

Nåletræerne omkransede hytten med en omsluttende tæthed. Selv den lille hyggelige have var påtvunget en sparsom vækst, udelukkende bestående af græsser og et stærkt begrænset udvalg af blomstrende planter. Skoven opslugte hurtigt vores segnende silhuetter og lod os forsvinde. Hvert skridt var ti mil i evigheden, afstanden imellem os var ikke til at tage fejl af. Hun var skrækslagen. Jeg, blot ængstelig efter at finde min egen himmel. Hun frøs, jeg bad hende om at smage på sig selv med tungen. Finde varmen indefra og lade være med at falde i mine fodspor. Jeg stoppede i en passende lysning, hvor den gullige halvmåne kunne supplere min lommelygte. Jeg pegede lygten mod hendes ansigt, og lyset skar hende i øjnene, der netop havde vænnet sig til det tunge mørke inde imellem det grønne liv. Fastfrosset i stående stilling forblev hun stille og afventede næste træk. Fanget i skæret, som en vildforen kanin i keglen af langt lys. Hypnotiseret. Paralyseret. Jeg havde hende, hvor jeg knapt havde drømt om.

Jeg fortsatte min monolog fra køkkenet. Denne gang mere detaljeret; Faste mønstre er prostitution for voksnes stereotype normbilleder. De kan herske og belønne udviklingen af mønstre og straffe fiaskoen, hvis ikke deres elever passer i deres illusoriske rammer. Som følge udvikledes mønstre. Deraf afgrænsede ego'er og til sidst sorg og elendighed i en farveløs og øde verden langt væk fra selve kernen af livet. En verden, der trækker tiden ud i smertefulde sort/hvide langdrag, langt fra øjeblikkets følelse af frihed. Disse mønstre kan smages på huden som uanede mængder af stenkold overflade. Disse mønstre giver tiden en underlig langsommelig udstrakt form for evighed. En evighed, der fjerner pulsen og indrammer hjertet og kroppen med uigennemtrængelige lag, efterladende sig selv i et ensomt fængsel, afskåret for muligheden for at drømme, for at elske, for at leve. Udenfor murene findes tiden i så små stykker, at de kan betragtes som øjeblikke. Indenfor murene betragtes tilstanden i sådanne stykker af tid som en lallet momentær form for sindssyge. Udenfor som lykke. Indenfor murene reflekteres larmen af kolde sten og havner som et gentaget ekko, der aldrig hører op. Udenfor slippes den fri, og sindet bliver så let, at det kan lade sig gøre at flyve. Udenfor er filteret væk. Man er fri. Blot behøver man den mindst mulige stump af tid af en sådan oplevelse, og man er fanget for livet og kan aldrig nøjes med mindre. Nu var tiden inde til at gøre jagten endeligt levende. Og hun skulle med. Men for at kunne komme med, for at kunne opleve det at være med, skulle hun selv smide den første sten. Grave i overfladen, så der kunne opstå et lille kighul som portal til alt, hvad der måtte ligge hende i vente. Et lille kighul, netop tilstrækkeligt stort til, at hun med al sandsynlighed ville blive beriget med oplevelser så stærke, at hun kunne mærke kræfterne. Mærke afhængigheden og draget efter mere, så hun kunne følges med mig på rejsen til en ny verden.

Jeg bad hende stille om at strippe sig nøgen for mig. Som en form for offergave til han, som havde modtaget begge vore sjæle i en handel for smerte. Som det første skridt mod eksponeringen af kernen. Hun bukkede sig stille ned mod skovbunden og blev endnu mindre. Her sad hun et stykke tid, mens jeg blot havde slået rødder i en fæstnet stilling og holdt hende fanget i lyset med lommelygten, som var hævet foran mit hoved. Øjeblikket var svært at adskille fra evigheden, så jeg gjorde mit bedste for at mærke efter. Hendes indvendige krig sang sin poesi så højt, at selv jeg kunne høre det. Hun var den store visne tusindfryd med eet enkelt kurveblad tilbage, der skulle overdøve tiden med sit sidste "elsker" eller "elsker ikke".

Hun samlede sine sidste kræfter fra den periferi af kernen, hun stadig var i stand til at mærke og begyndte klynkende at kravle bort fra mig. Sigtende mod mørket i skoven begav hun sig afsted med sneglefart. Jeg forblev stille og lod lyskeglen følge hende på vej ind i sig selv. Til sidst blev lyskeglen afbrudt af træerne i tilstrækkelig grad til, at billedet gav efter for mørket, og jeg slap hende af syne. Skyggen af den blågrønne joggingdragt, kravlende på skovbunden, blev hængende på nethinden et lille stykke tid herefter. En blanding imellem glæde og ensomhed fyldte mig. Midt i den stiltiende afsked havde jeg oplevet hende tættere på end håbet. Men også længere væk end frygtet. Jeg nåede at se ting, jeg aldrig før havde set, og jeg forstod, hvorfor jeg måtte rejse alene. Dette var et af de ganske få stykker af tid, der kan kaldes et øjeblik. Jeg lod lygten falde slukket. Den fandt sig hurtigt til ro mellem bladene og en absolut stilhed indfandt sig.

Jeg begyndte at løbe østpå. Grædende og tiltrukket af noget ubestemt. Måske tidevandet. Eller bare havet som sådan. Snublende løb jeg, snublende i mine egne fodspor. Træerne, stederne, tiden, ingenting registrerede jeg. Bare løb med en panikfyldt vejrtrækning. Der var ikke luft nok. Benene bar ikke hurtigt nok. Hjertet slog ikke hurtigt nok. Jeg kunne næsten mærke rammerne sprænge, men det var som om, at der lige manglede det sidste. Den sidste dråbe, og jeg blev ved med at sætte farten op, selvom jeg ikke kunne. Og til sidst så jeg. Til sidst mærkede jeg, at jeg kunne. Men først da jeg stoppede op. Jeg spændte kroppen bagover i en bue og skreg århundredets skrig i forløsning. Ekkoet sejlede tilbage ind over mig igen og igen.

Og her står jeg så. Et stykke ude, så vandet går mig til knæene. Over mig bløder himlen i solens sidste sending af blanke rødlige spyd. Månen har lagt sig på ryggen på sin seng af sørgmodige skyer og venter på, at tiden skal blive nat. Stranden består overvejende af døde børn, der alle skriger i mit hoved. Hvor er alle de overlevende henne? En stille regn fastholder mig i nu'et med dets utallige små slag af virkelighed. Lige nu, lige her, glemmer jeg således at glemme, at intet er vigtigt. Blot længes jeg efter at blive taget hjem i natten til et nyt sted. Taget hjem af hende eller en ny hende. Hjem i det værelse, hvor både tiden og sjælen forsvinder til et sted med gratis kost og logi. Vel opbevaret og langt fra min egen bekymring. Jeg må ud at lede. Mine negle har allerede kradset de første blodige striber på mine arme og på siderne af mine ribben. Jeg glemmer vandets kulde om mine ankler. Jeg må ud at lede. Jeg bliver ved med at kradse. Så mange lag, der skal af. Hele kostumet! Jævnligt smager jeg på mine hænder og spiser dele af skallen under mine negle. Det skal bruges som en slags reference-passager til rejsen, så jeg aldrig kommer til at fortryde eller glemme. Smagen skal være hel. Ansigtet, ballerne, skuldrene, halsen, lårerne, skridtet...det hele.

Jeg mærker en form for kriblen, der dukker frem i mine kinder, og jeg forestiller mig, at gællerne begynder at virke. Jeg sætter mig på hug og lader min krop dykke. Alt, hvad jeg har sagt og gjort, er borte. Forsvundet i en verden, der spinder så hurtigt, at det hele forsvinder. Jeg kender til stilheden omkring. Jeg kender til stilheden i mig selv. Jeg har oplevet smerten. Jeg har smagt lidt lykke. Jeg ved præcist, hvor jeg var. Jeg ved præcist, hvor jeg er. Jeg kender afstanden til solen og stjernerne. Jeg kender hemmeligheden i dit smil. Jeg kender meningen bag dit skuespil. Livet under overfladen på det hele ligger lige her foran mine fødder. I vandet bliver jeg født påny. Rejsen er begyndt...