Jeg vågnede af en drøm, der drog skræk og rædsel helt ned i neglerødderne på fødderne af mig. Heldigvis var det blot en drøm. En meget virkelig drøm, men jeg kunne godt skille drømme fra virkelighed. Dette var en drøm. Denne drøm var symptomatisk for hele mit liv - specielt i den senere del af mine 25 år. Lige så langt tilbage jeg kunne huske, vågnede jeg en gang imellem af disse drømme, og antallet af dem steg progressivt. Det, der adskilte mine drømme fra regulære og almindelige mareridt var, at jeg dagdrømte. Det var ikke natlige mareridt, hvor man alligevel har glemt indholdet få dage senere. Dette var supervirkelige dagdrømme, som jeg kunne huske og mærke intensiteten af i flere evigheder.
   Indholdet havde gennem tiden være lettere forskelligt.
   I denne drøm var jeg en lille dreng med min far på fisketur. Vi skulle krydse en lille mudret bæk for at komme hen til en af åens bedste fiskepladser. Min far skridtede raskt over den lille bæks mudrede kanter og kiggede rastløst på mig. "Kom nu for fanden da!" Jeg nølede lidt. Jeg var usikker, fordi jeg kunne se, at der var for langt over bækken, til at jeg kunne nå over på den anden side med eet skridt. Efter endnu et utålmodigt blik oppefra, prøvede jeg ihærdigt med det største skridt jeg kunne magte, men ikke langt nok. Min venstre gummistøvle sank i ved den modsatte bred. Inden jeg nåede at blinke, hørte jeg lyden af hans hånd på min kæbe. Øredøvende. Skælvede af frygt. Jeg turde ikke åbne øjnene, men stod blot og sank længere og længere ned i mudderet, mens han udbasunerede hans frustrationer over min uduelighed. Da stormvejret langsomt aftog, kunne jeg mærke luftforandringerne i mine små næsebor og åbnede atter mine øjne. Min far var begyndt at gå igen, og jeg skyndte mig at hive i foden for at følge med. Svuppet, der lød, fik ham til at vende sig om igen. Det lød forkert, fordi støvlen blev siddende i mudderet, men alt dette så drengen slet ikke. Jeg stod allerede med hovedet bøjet, som var det mig, der skulle undskylde for de 4 mio. årlige malariadødsfald i Afrika. Lyden af det næste slag rungede ikke så kraftigt, men jeg kunne mærke, at slaget var mere hårdt. Da jeg åbnede øjnene igen, var jeg alene ved åen i Vejle. Far var kørt hjem. Jeg blev ret hurtigt samlet op af en tilfældig bilist og fik mit lift hjem til Horsens. Ydmygelsen og skammen jeg følte, mens jeg sad i bilen fik mig til at vågne igen.

Jeg var begyndt at blive lettere rastløs, og fandt mig selv vandrende frem og tilbage på parketgulvet i lejligheden. Normalt kunne jeg bevare en eller anden form for ro. Undertrykke frygten, der opstod i drømmene og pakke dem væk i en blybeholder med gule advarselsstriber som værende uvirkelige og ubrugelige. Jeg kunne godt have ondt. Være trist, men det var altid en ensartet og udholdelig følelse. Men lige nu tiltog intensiteten og stressede mig, så jeg var lige ved at miste koncentrationen til at forblive i virkeligheden. Som om drømmeverdenen sugede mig til sig. Jeg måtte koncentrere mig for at kunne fortsætte med hjemmearbejdet. Jeg satte mig ved den bærbare og åbnede igen sagen med forsikringen til den store villa i Risskov, hvor der havde været indbrud.

Langsomt drev jeg væk i en ny tankeflugt igen. Jeg stod i et fælles bruserum med en masse andre drenge. Min pik var den eneste uden hår på, og jeg følte de andre drenges hovmodige blikke meget skærende. Jeg gik i gang med at vaske mit hår for at fjerne opmærksomheden fra den ubehagelige stemning. Jeg kunne høre lettere fniseri rundt omkring mig, mens jeg stod med sæben i øjnene. Jeg brugte al min energi på at fokusere på det varme udfossende vand fra brusehovedet for at kunne lukke det ud. Jeg faldt lidt i dvale ved det dejlige varme vand, der ophedede hele min krop. Det fik mig til at fjerne fokus fra fniseriet og det generede mig ikke længere synderligt. Jeg begyndte at vaske sæben ud. Da jeg fik skyllet sæben væk fra øjnene, fik jeg et kæmpe chok. De fleste af de andre drenge stod i rundkreds omkring mig og så meget store ud så tæt på. Jeg følte mig klemt og lille. Deres nøgenhed gjorde mig klam, og jeg fik kvalme. Alligevel kunne jeg ikke holde blikket fra at falde kortvarigt mod deres kønsdele. De pissede på mig?! De pissede fandme på mig. Jeg udstødte et stort hyl og forsøgte i eet spring at undslippe, men de var for mange. De holdte mig, til de havde pisset færdigt alle sammen. Ingen havde tilsyneladende hørt noget. I hvert fald rungede min tomhed i ensomheden som var jeg lukket inde i en stor tom kornsilo.

Schwuuush - tilbage til virkeligheden. Mine hænder rystede nu, og jeg svedte også temmelig voldsomt. Jeg var igen kommet op af stolen og havde gået rundt, mens jeg drømte. Det mærkedes, som havde jeg fået mavesår. Som havde jeg overdosed et halucinogen, der fik mit syn til at sløre. Sløret som i et par tårevædede øjne. Jeg måtte have noget vand i hovedet og gik ud på badeværelset. På vej derud bemærkede jeg noget nyt. Hvor det dog stank i den her lejlighed. Og hvor der dog så ud. Små langsomtflyvende bananfluelignende insekter svirede rundt om en tallerken med tilsyneladende flere dage gamle madrester. Jeg rystede på hovedet under vandhanen. Hvad fanden var det, der skete? Jeg plejede sgu da nok at kunne holde virkeligheden adskilt fra min ellers meget livlige fantasi og drømmeverden, men noget spillede mig et pus nu. Jeg følte mig ligesom et insektforstadium, der var ved at være modent til at sprænge væggen på puppen og bryde ud i det fri, fordi rummet var for trangt. Som om min krop var besat af noget dæmonsk, der prøvede at sprænge mig ved at hæve hastigheden af molekylebevægelser til det 100-dobbelte. Jeg skreg. Lyden blev lidt kvalt i et desperat forsøg på at holde skriget tilbage. Jeg skreg igen. Højt. Skreg, så det klirrede i medicinskabet. Jeg holdt hænderne op foran øjnene og dækkede ansigtet. I bevægelsen opdagede jeg mindst 15 små runde forskorpede sår på min venstre håndryg. Dem havde jeg ikke bemærket før. Hvordan? Det lignede lidt brandmærker. Kunne det være noget jeg havde gjort i en drøm? Mine øjne lukkede i, og jeg faldt sammen. Fortvivlelsen skyllede ind over mig og var lige ved at drukne mig med dens voldsomhed. I fosterstilling lå jeg nu. Ubevægelig.

Jeg drev igen væk og fandt mig selv i et mørkt lokale. Jeg stod op, men var ikke højere, end at mit bryst lige netop var i samme højde som dynen på sengen, jeg stod overfor. Knivbladet blinkede i min højre hånd. Jeg kunne mærke et meget stærkt dyrisk dræberinstinkt. Jeg skulle dræbe. Instinktet var helt intakt. Åndedrættet var uroligt og nervøst. Jeg sank den tyktflydende spytklat, der efterhånden havde samlet sig i munden på mig. Jeg hævede armen til et hårdt hug og lod hugrefleksen bevæge armen mod bulerne i dynen med stor kraft. Lige før, kniven ramte, skød et monsterlignende hoved ud fra hovedpudeenden. Svævende, uden hals, helt ned til mit hoved. 'Hvæææs'. Det hvislede ud gennem de lange, skræmmende lange, spidse tænder. Svagt menneskelige træk, men alligevel meget unormalt og meget klamt. Nærmest åndeligt eller som et fatamorgana. Jeg nåede ikke at registrere det store egentlig, for jeg var paralyseret af skræk. I chok førte jeg hugget ind i min egen maveregion og blev lammet af chok og smerte. Monsteret vedblev at være der. Hængende. Vogtende. Som om det skulle sikre sig, at kødsåret var dybt nok. Først sank jeg i knæ, hvorefter jeg langsomt fik overbalance og havnede på gulvet med et dødt bump. I fosterstilling lå jeg. Kniven blinkede ikke mere, for den var dækket af mit blod.

Jeg vågnede igen. Badet i blod. En lang kniv fra køkkenskuffen lå i min højre hånd. Selvom mine øjne var åbne, lå jeg stadig foran mine forældres seng. Synet sløret, som i et delirium, men alligevel mærkedes sceneriet virkeligt. "Det var da satans!" tænkte jeg. Jeg plejede sgu da nok at kunne skelne virkelighed fra fantasi. Monsterets ansigt, der stadig hang over mig i dette forstyrrede øjeblik, skiftede langsomt nogle få karaktertræk og tog sig mere og mere ud som min far. Synet stadig sløret, men dog virkede det hele virkeligt. Et blodkvalt skrig rungede ud i lejligheden, idet jeg slog ud efter ansigtet, men hånden røg lige igennem. Ansigtet forsvandt i samme nu. Dette var mine sidste kræfter. Havde end ikke kræfter til at holde øjnene åbne mere. Kun få minutter fra livets sidste lys. Jeg var nu sikker på, at jeg kunne kende forskel på fantasi og virkelighed. Sammenhængen var ikke, som jeg først troede, men nu vidste jeg, at jeg kunne. Dette sidste minut, inden den langsomme gang mod den oplyste tunnel, var mine lykkeligste og klareste minutter.