En følelse, jeg så udmærket kendte. Draget mod natten. Kunne mærke, at jeg skulle afsted, men vidste ikke hvorhen. En tærende følelse, som var et basalt behov efterladt uopfyldt. En følelse, der fik mig til at vandre rastløst rundt. Først i lejligheden. Siden gennem natten. Søgende. Sådan startede mange nætter. Søvndrukken vandren, hvor jeg til sidst ville vågne og finde mig selv et nyt sted og intet huske om de forbigåede timer, der bortviskede natten. Sådan startede denne nat.
Persiennerne var oppe. Fuldmånen oplyste hele min lejlighed fra den stjerneklare forårsnat. Nattens evige lys blev kun brudt af hendes stønnen.
Vores sidste minde lyste som en lanterne og måtte have ledt mig til hende i begyndelsen af natten. Hendes smerte var ikke til at tage fejl af. Hun ville have mig til at føle den ligeså intenst. Forstå. Mærke den på tætteste hold og frelse hende fra den.
Hun følte det dragende. Hun mærkede friheden, idet jeg svingede min sorte kappe over hendes hoved og bad hende flyve med mellem alt og intet. Jeg kunne mærke hun lettede med mig. I hendes lukkede verden var smerten for intens. I hendes bur gav fornemmelsen af frihed genlyd mellem tremmerne. Hendes fingre sitrede og hendes åndedræt blev dybt, idet vi lod alting være usagt og bevægede os mod slottet. Hun var mit offer.
Hendes hår var lyst, langt og tykt. Hun var spinkelt bygget og syntes sørgmodig, men trods det sørgmodige skær, var hendes karisma i stand til at imødekomme min drøm for natten. Indtagende. Hendes halvfulde pludren fik mig til at smile, men det var jo ikke hende. Det var jo ikke hende, der fik mig til at leve i en svævende drøm om tider, der var passeret. Jeg koncentrerede mig om at opløse spliden og tankerne, for at kunne nyde hende lidt mere. Tiden forsvandt ganske hurtigt, og pludselig stod vi foran porten til den indre hule i slottet. Jeg trykkede koden ind på dørtelefonen og bar hende op ad trapperne.
En sød duft af hash i opgangen forstyrrede illusionen, men vækkede os ikke.
Inde i hulen forblev tiden borte. Lysten til at kysse hendes hals blev ernæret af færten af hendes momentane lykke, der langsomt sivede ud gennem alle porerne i hendes hud. Grebet af stemningen, kyssede jeg ivrigt videre over hele hendes krop. Kyssede for at få det hele med. Ustoppeligt. Hun var så medlevende, at der kun var en vej for os. I min hule gik hendes hjerte op i flammer.
Min tunge bevægede sig langsomt hen ad ydersiden af hendes ben og gjorde stop ved tæerne, hvor den lifligt legede med mellemrummene. Det kildrede let, kunne jeg mærke, da fødderne blev grebet af små impulsive krampetrækninger. Det smagte salt af det sved, der havde badet hendes danselystne fødder tidligere på natten, men jeg ignorerede det, for målet var så tæt på. Selv mærkede jeg ikke andet end koncentrationens altoverdækkende skygge. Det her var oplagt. Måtte ikke gå galt.
Min tunge skøjtede videre ned ad indersiden af hendes ben og stoppede først, da smagsløgene blev dulmet i hendes skridt.
Jeg bevægede den i skiftevis korte og lange strøg over hendes klitoris. Først langsomt og blødt, progressivt tiltagende i takt med, at oplevelsen af ekstase og lykke og smagen af kvinde fyldte mere og mere i nuet.
Langsomt bevægede hun og jeg os opad med vinger. Jeg kunne efterhånden mærke den forsødede smag over det meste af mit ansigt. Langsomt men sikkert mod målet. Jeg begyndte at hjælpe til med min finger med "kom her"-bevægelsen. Dybe suk listede sig over hendes læber. Min tunge blev stadig mere ivrig. Glubsk og sulten. Hun vred sig. Stønnede. Svedte. Spændte hver en muskel i kroppen i en sitrende krampeagtig tilstand. Var der næsten. Tiden helt gået i stå. Og så kom hun. Det væskede fra hendes skød. Jeg smurte mit ansigt med hende, idet jeg nærmest tog et stort bid af hende. Åbnede munden og lod den slutte tæt om hende, så jeg kunne drikke og inhalere i de få sekunder, der åbnede virkeligheden igen.
Træt og mæt lagde jeg mig ved siden af hende. Hun lå stift og ubevægelig på ryggen. Bleg. Nærmest grå. Tomme stirrende øjne, der ikke havde tænkt sig at blinke mere. Jeg havde suget al energi, velvære og lykke ud af hende, idet vi delte disse hellige sekunder. Dukkesnoren til hendes sjæl var kappet, så jeg kunne ernære mig og fyldes med hendes energi.
Fem tusinde kroppe brænder i deres templer. Ingen kan redde hendes. Mennesker skriger, huse går op i flammer, men ingen kan redde byen. Oplevelsen var nu min.
Hendes krop var blevet let som et tomt hylster. Som havde hun foretaget et hudskifte. Let som papir. Nu kunne jeg leve endnu en uge. Jeg tog tøj på og samlede forsigtigt hylsteret op og bar det ned i kælderen i mine arme. Jeg fik, med besvær, låst kælderdøren op og tændt lyset, uden hun kom til skade. Jeg gik målrettet mod mit hemmelige østvendte lokale, hvor jeg opbevarede alle de andre hylstre, der lå nøgternt sorteret - fordelt over hele gulvet. Tilsammen dannede de et kort over mit liv. Eller måske, hvad der havde manglet. Uomtvisteligt måtte de i hvert fald ligge på netop denne måde. Det var den eneste måde. Som om, jeg var ved at bygge noget uden dog at vide hvad. Puslespillet kunne, som helhed, godt minde lidt om en kvindekrop. Det havde jeg set for længe siden. Men det var ikke mig, der havde valgt, at det skulle være sådan. Når jeg kom ned med et nyt hylster, var der altid et bestemt sted på gulvet, der virkede mere dragende end alle andre. Selv med lukkede øjne, ville jeg, med største nøjagtighed, kunne placere dem alle igen. Præcist, hvor de nu lå. Men stadig manglede helheden i rummet; som noget usagt eller et hul i luften. Sulten ville komme tilbage. Det var helt sikkert. Jeg placerede hende nænsomt, hvor hun skulle ligge.
Lokalet var koldt og indhyllet i fugtig, rådden luft. Jeg foldede armene omkring min krop for at undgå de påtrængende kuldegysninger. Igennem blusen kunne jeg mærke arrene i kroppen. Som små oaser lå de strategisk placeret. De yderste over de inderste. Men tanken kunne ikke helt vælte mig, for jeg havde netop vundet ny energi. Kunne atter rumme en vandretur på fortidens losseplads og åbne de forskellige kister, så tidligere hændelser kunne ordnes og lægges i system og til sidst blive pakket væk for altid.
Jeg bevægede mig opad i slottet igen og ind i min lejlighed. Tog tøjet af og krøb nøgen sammen på min seng. Med den nye energi kunne jeg sidde vågen hele natten og bare stirre månen i øjnene. Vogtende, med alle sanser i højeste beredskab. Vogtende, klar til øksehuggene, når de atter begynder at falde.