Gennemsigtig.
   Ligner næsten glas eller tyndt plastik.
   Og er alligevel næsten umulig at gennemskue.
   Måske bare fordi, det er mørkt lige nu.
   Men midt i tågerne erindrer jeg.
   Smerten ved at smadre hånden i ruden.
   Der vil opstå, hvis jeg bliver utålmodig.
   Alt går i stykker.
   Og smerten bliver uoverkommelig intens.
   Jeg husker, at jeg med sindet i ro.
   Er i stand til at række min hånd gennem ruden.
   Og røre ved dig uden, at den går i stykker.
   Jeg venter blot på den dag, hvor mørket letter.
   Og jeg kan se mig selv, mit hjerte og dig.
   Og stedet, hvor min hånd kan penetrere ruden.
   Og det ville være som om, den aldrig havde været der.