Ligger ved siden af hende i dobbeltsengen. Hun er så smuk. Hendes blik låser mig helt fast i et tidløst univers. Jeg kender hver eneste lille detalje på hele hendes krop. Kender det fra dengang vi var sammen. Selvom det er længe siden, så kender jeg det, fordi alt stadig står klart. Hendes store krøllede hår skaber nærmest en aura af lidenskab, der indhyller hele lokalet. Min forelskelse vil ikke holde op, selvom det virker meningsløst nu. Lukket inde i panser, kører min kærlighed gennem alt og stopper ikke for noget. Hendes øjne fortryller mig nærmest klichéagtigt. Hendes øjne har det skær. Funklende, som var yderkanten af hendes regnbuehinde prydet med mikroskopiske diamanter. Selvom belysningen er dunkel, skinner de så stærkt, at jeg ser dem fuldstændig klart. Ser hver eneste lille diamant så tydeligt, at jeg får lyst til at tælle dem. En efter en og forblive svævende.
Dobbeltsengen består af to enkeltsenge. Vi ligger ovenpå dynen på hver vores seng - meget tæt på rillen i midten, der adskiller de to senge. Der adskiller os med en usynlig, men tydelig væg. Jeg kopierer hendes ansigtstræk i mindste detalje og lagrer billedet i den dybeste hukommelse. Et lager, der i forvejen rummer millioner af utroligt nøjagtige billeder af hende. Alle helt nøjagtige. En samling, der aldrig kan blive stor nok. Mens vi var sammen, gemte jeg et billede hver eneste dag, så jeg var helt sikker på at kunne vække hende til live i min fantasi, når hun ikke var der. Nu ses vi kun sjældent - og kun i drømmen er vi så tæt, som jeg gerne vil være. Men jeg laver stadig billederne hver eneste gang vi ses. Nu endda mere grundigt end tidligere, fordi der går så længe mellem, jeg ser hende.
Selvom der ikke er sagt noget længe, forsvinder tiden. Hun giver mig liv. Vidunderligt, når hun teleporterer mig over i et helt andet univers langt fra virkeligheden. Bare svævende. Uden grund. Svævende, indhyllet i en sky af lykke. Disse øjeblikke gør det hele værd. Disse øjeblikke var så talrige, at det hele flød ud i eet, siden vi mødtes første gang. Nu er de kun brudstykker.
Beslutter mig for at afbryde stilheden og fortælle hende om min panserbeskyttede forelskelse i håbet om et sidste og evigt 'elsker dig'. Et risikabelt skridt, der ikke kan undgås, fordi min livsflamme ernæres af diamanterne i hendes øjne.
Efter jeg har sagt, hvad skulle siges, bliver der igen stille. Denne gang ubehageligt. Jeg mærker hurtigt en stærk uro, der, i rasende fart, udbredes i hele kroppen fra sprækkerne i mit hjerte. Sengene står pludselig en halv meter fra hinanden. Diamanterne i hendes øjne er væk. Auraen er forsvundet med krøllerne i et glat og kedeligt tyndt hår, der klistrer til hendes ansigt. En hun korsedderkop har fundet vej op på kanten af hendes seng.
Da hun endelig bevæger munden, kan jeg intet høre. Behøver intet høre, for jeg kender kun alt for godt den tomme klang af hendes manglende evne til at være et med mig. Er allerede kravlet helt ind i mit inderste for at undgå at gå i stykker. Værner om mit hjerte, der føles som en gammel skrøbelig porcelænsfigur, sekunder fra at splintres i faldet mod et koldt betongulv. Intens smerte, der vælter alt op og ned, så jeg ikke længere kan holde balancen.
Kan ikke kende hende. Kender ikke situationen. Det hele kører rundt. Jeg står på kanten af afgrunden mellem mig og hende, der lige nu bliver større og større for hvert sekund. Kan kun fokusere på korsedderkoppen med den store bagkrop. Den er det eneste faste holdepunkt som gør, jeg holder balancen mens alt andet spinder kaotisk rundt i rasende fart.
Hun får øje på edderkoppen, og hun knipser den væk i væmmelse. Den flyver over min seng og rammer natbordet på den anden side. Det hele går i slow, og jeg følger hele banen med øjne, der ikke kan slippe dyret. Nærmest som en tung Boeing 747 efterlader den fartstriber i luften og rammer natbordet med et smattet klik. Den har slået hul på bagkroppen. Det må være sket ved hendes knips eller ved den hårde landing. En slimet klam masse finder langsomt vej ud af hullet, mens den sunder sig over styrtet. Massen er åbenbart meget klæbrig og gør hurtigt, at edderkoppen klistres fast til bordet. Efter lidt tid vågner den helt og begynder at kæmpe for at komme fri. Benene skraber desperat for at rive den fri, men uden resultat. I et sidste forsøg samler den de sidste kræfter og brænder det af på eet forsøg. Det resulterer i, at den splitter sin krop ved leddet mellem forkrop og bagkrop. Med alle otte ben intakt, render forkroppen forkrøblet rundt, velvidende at disse er de sidste sekunder, inden den segner og dør.
Samtidig sker der noget med bagkroppen. Dens hud revner fra hullet og ud i alle retninger og brister til sidst. Tusinder, ja måske millioner af små røde edderkoppeunger vrimler ud. Farven nærmest glasagtig med et strejf af rød røg, der slører farven lidt. Fortumlede kravler de rundt. Nogle af dem hænger fast i slimet, men de fleste kravler frit rundt.
En ny tid er netop begyndt.