Udenfor regner det, og en næsten tropisk kvalm varme omfavner hele byen. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at den omfavner alle steder, man kan nå med en aftens gang. Jeg vover mig ikke ud. Undgår at blive kold og våd af regnen. Undgår at vise mig klattet, svag og gennemblødt. Jeg vælger at blive her. Her er et monstrøst kaos, beskidt som i et ulands gader af slum. Lugten minder mest om en 3 uger gammel økologisk skraldespand, men her er tørt, og jeg er tryg ved at være omkranset af mine vægge, prydet af billeder fra dengang, jeg var modig og vovede mig ud.

Hvad hvis jeg fortalte dig min nøgne hemmelighed? Hvis jeg viste dig mine svage sider og lukkede dig ind, når du banker på? Ude af stand til at elske, men grebet af kærligheden. Hvad ville du gøre? Ville du vende dine øjne eller måske endda din ryg? Ville du kigge på mig og bedømme mig med elektroniske upersonlige øjne uden at forstå? Uden at ville forstå? Ville du give op og stjæle vores børn en mørk nat, mens du hvisker, at jeg skal falde alene?
   Eller ville du tage mig hjem? Åbne din blomst og lukke mig ind? Beskytte mig med dine blomsters kronbladspanser og lade os falde sammen? Lad mig bo i din blomst!